Anne Knudsen fra Weekendavisen har i denne weekend anmeldt en bog skrevet af Pia Skogemann, ved navn: En jungiansk fortolkning af Tolkiens Ringenes Herre. (251 s. 259 kr. Athene.) Jeg har ikke læst bogen, men via artiklen fremtræder en af forfatterens meninger tydeligt – en ide jeg aldrig selv har tænkt over i bøgerne, og (efter min mening) et af de bedste tolkningsbud på Ringenesherre trilogien som fuldt værk, jeg endnu har set.

I Skogemanns analyse udgør de fire hobbitter en litterær fordeling af fire aspekter af personligheden; Sam er følelse, Merry sansning, Pippin intuition og Frodo tænkning. Hendes deraf springende analyse af Frodo er den bedste, jeg har læst; den viser nemlig, hvorfor man i grunden mister interessen for ham. Frodo fortoner sig langsomt igennem bogen; hans synsvinkel, som er dominerende i bind ét, svinder i bind to, og i bind tre optræder den slet ikke længere. Frodo forsvinder ind i det ubevidste og kommer aldrig mere ud; processen mislykkes for ham. Mens derimod Sam, der begynder som barnlig og »hundeagtigt begejstret« for at skulle ud på eventyr, overtager synsvinklen stadig mere, træder i karakter og ender med at blive en rigtig individualitet; voksen, tænksom, ansvarlig, kærlig – og gift.

Så er det annonceret på imdb. Det ser heldigvis ud til, at Johnny Depp er hoppet med igen. Så skulle der være en chance for, at den ikke bliver et stort “The return of the son of Jack Sparrows coursed ghost” flop. Det bliver under alle omstændigheder interessant. Den første var underholdende, men uden Depp havde den bare været en i mængden.