De ædle dele

Jeg nævnte sidst jeg skrev om mit modelprojekt, at cockpittet var en af de ting jeg ville komme tilbage til. Hermed som lovet. Cockpittet er nok den mest elendige del af hele samlesættet. Den består af et to plan gulv, med to sæder. Intet instrumentbræt og det faktum, at gulvet ikke er i to plan i filmen, har de åbenbart bare ignoreret. Bagvæggen med døren ind til resten af Falcon er endnu værre. Den består af en gennemsigtig (?!) del, med en ubådsdør trykt i midten. Jeg har allerede tegnet uden om den, og skåret en ny plade som du kan se. Jeg overvejer stadig hvordan døren skal laves…

Grim gammel dør

Jeg er derfor begyndt at lave mine egne cockpitdele. I mens spekulerer jeg over, hvorfor jeg malede hele falkens underside i grundfarven. Jeg har ikke samlet den endnu, så jeg kommer nok til at lappe på farven når møget er samlet, fordi der skal slibes overskydende lim af osv. Nå, men eftersom instrumentbrættet var ikke eksisterende, bliver jeg nødt til at lave mit eget. Det har jeg gjort med noget Milliput, som er tokomponent modellervoks. Det opbevares i to stænger, og skal så æltes sammen. Herefter kan det formes, og størkner efter 3-4 timer til en hård masse som porcelæn. Jeg lavede en lille flad plade, og lod det stå i ca. 1 time, så det kunne hærde lidt og ikke hang fast i alting. Herefter fandt jeg en del fra samlesættet, der kunne ligne et instrumentbræt, og trykkede pladen ned mod det.

Aftryk af instrumenter

Resultatet blev naturligvis et negativt tryk af “instrumenterne”, men det ligner perfekt. Jeg skar nogle små styrene strips og trykkede ned i massen (de skal limes senere) som de styrestænger man ser i cockpittet fra filmene, og for at give det hele lidt mere realisme. Nu skulle pladen bare skæres til, og have lov at tørre.

Aftryk af noget der ligner instrumenter

Jeg blev også nødt til at lave et helt nyt gulv til cockpittet. Det var lidt mere besværligt. Jeg brugte flere forsøg på at få gulvet til at passe med den højde jeg ville have, og den skrå vinduesfront. Til sidst skar jeg en skabelon ud i pap, og tilpassede den. Derefter tegnede jeg udenom den, og skar den ud af en plade styrene. Her kan du se, det originale cockpitgulv, og ved siden af mit gulv, der kun mangler af få knækket de sidste hjørner af.

Gammel og kikset gulv

Jeg skar en halvcirkel af styrene, og satte bagerst på gulvet, så det støtter mod bunden af falcon. Det giver mere stabilitet, det giver mig noget at lime delen fast på, og det forhindrer gulvet i at vippe ned og blive skævt. Jeg lavede en stand til instrumentbrættet at 3 styrene plader, det er den du kan se på billede, der ligger helt fremme mod vinduet. Det bliver ikke den jeg bruger, da instrumentbrættet bliver for højt, men det giver en ide om hvordan det kommer til at se ud.

Smukt nyt og lige gulv

Det var alt for denne gang, følg med næste gang, hvor jeg vil konstruere et ÆGTE lyssvær kun ved hjælp af to spejle, en agurk og en laserpointer.