Morten Brunbjergs Blog

Det første indtryk på vores rejse til Tjekkiet kom, da vi sad mageligt i flyet. Inden jeg fortæller præcis hvad det første indtryk var, så læs lige den forrige sætning en gang til; hvad er galt, hvilket ord hører ikke hjemme? Rigtigt – “mageligt” hører ikke hjemme! Det er på ingen måde muligt for et ord som “mageligt” at tiltuske sig adgang i en sætning hvor ordet “fly” også indgår. Ordet fly har nogle temmelig bidske udsmidere, der holder øje med ord som: Benplads, mageligt, behageligt, tilpas, afslappet, dejligt, velsmagende osv. og støder udsmiderne på dem, bliver de punkteret, tævet til blods med en synonymordbog og kastet i rendestenen. Men hvordan kan det så hænge sammen, at ordet mageligt alligevel optræder i min første sætning? Det er fordi vi sad ved nødudgangen! Det betyder at jeg for første gang på en flyvetur oplevede, at der var plads til mine ben! (Jeg havde sat pris på, hvis det var sket under min flyvetur til Chile sidste sommer, og ikke på en 1½ times tur til Tjekkiet, men det er da en start.) Jeg kunne klare ansvaret om at løfte en 20 kg. tung dør af og smide den i havet hvis det skulle komme så vidt, det er et ringe offer for en magelig siddeplads. Okay, ordet “magelig” er alligevel stærkt overdrevet, og den eneste grund til, at jeg fik det presset ind, er fordi jeg bestak udsmiderne; “acceptabel” havde været mere passende.

Mens de sidste passagerer gik ombord, så jeg midt i al min overstadighed over benpladsen, ud af vinduet. Udenfor var bl.a. vejret, Kastrup Lufthavn og en flyvinge. Pludselig dukkede en besynderligt udseende stige med hjul op nedefra, og slog sig ned på vingen. En mand i blåt arbejdstøj og selvlysende grøn vest med refleksbånd (de redder nemlig liv) dukkede op, og gav sig til at sætte lange mørke tapestykker fast på vingen, som om den ikke helt kunne holde sammen selv. Det var på dette tidspunkt, at jeg valgte ikke at se ud mere, og bare nyde min uvante benplads. Næste gang jeg så ud var vi i gang med at lette, og der var han heldigvis røget af.

Vi landede i Prag og Tjekkiet var koldt. Temperaturen havde taget et styrtdyk der var en aktiekurs værdig, og var droppet fra 24 smukke, varme celsius grader ugen før, til kun 6 da vi ankom. Men så snart vi havde fundet ud af, at det var tid til hilse på vanter og halstørklæder gik et fint. Der var mange mennesker i Prag, så det passede os fint kun at blive der i 2 dage før vi tog videre. Vi fik set slottet, et fantastisk imponerende springvands show som jeg aldrig har set noget lignende før. Det var vand og farver tilpasset musik som ballet – det var en helt fantastisk smuk blanding! Vi spiste også traditionel Tjekkisk mad – hvilket jeg godt kunne være foruden. Det indebar bl.a. sauerkraut med and (anden var god) og løgsuppe med flødeskum.

Men vi begav og videre efter de 2 dage i Prag. Vi vidste ikke hvor vi skulle hen da vi, som du måske ved, fik rejsen i bryllupsgave. Vi havde fået at vide, at vi skulle købe en busbillet fra metrostationen Florenc. Billetten skulle gå til byen Ceská½ Krumlov. Lad mig i den forbindelse knytte et par sætninger til Metrosystemet i Prag. Metrosystemet i Prag er yderst brugervenligt. Vi regnede det ud med det samme, og fik let billetter og fandt rundt. Det eneste der skulle til var, at bruge en time på rent faktisk at finde en metrostation. Derefter 15 minutter på at gennemskue billetsystemet og forsøge at få vekslet penge hos vrisne grønthandlere, da billetterne kun kunne købets i møntautomater. Til sidst spurgte vi politiet om hjælp og fik vores billetter; efter at have ventet de “Tilbage om 10″ minutter, der var angivet på et skilt et sted vi kunne veksle. Vi fik både metrobillet og busbilletten til Ceská½ Krumlov. Prag fungerer glimrende med sporvogne, busser og metro – det er let at komme rundt, (når man først har regnet det ud) og det benyttede vi os meget af. Vi så som sagt slottet på bjerget nær Prag, men var også på tur rundt i gågaderne, så det gamle teater og spiste sushi på “Millhouse Sushi”.

Ceská½ Krumlov var vores egentlig destination. Det er en lille by, med en bred flod der slynger sig midt igennem, og deler byen i to, som beboerne igen har forenet med masser af broer. Der er stort set ingen biler, men masser af gågader og butikker. Da vi ankom til Ceská½ Krumlov brugte jeg ca. 30 min. på at fare vild, hvorefter jeg gav Rosa kortet og vi fandt det sted vi skulle bo i løbet af 10 min. Det var et hostle ved navn Krumlov House. Stedet var et gammelt bageri, og den kæmpe ovn, der var bygget ind i væggen var i vores værelse. Stedet var istandsat af ejeren selv, der var dygtig med træ. Alt var udskåret af ham, og havde et rustikt, og alligevel moderne udtryk, der hang over hele stedet – men især døren lægger man mærke til – den er udskåret som en drage!

Den hemmelige besked? jo, den fandt vi. Vi havde fået at vide, at vi skulle undersøge billedet der hang på væggen i vores værelse. Som en anden Indiana Jones gav jeg mig til at undersøge billedet. Bagbeklædningen så ud til at være blevet fjernet fornyelig; der var fingermærker i kanten, som om nogen havde forsøgt at få neglende ind bag. Jeg fjernede den og i mellem billedet og bagbeklædningen, lå en lille hilsen fra Rasmus og Schiessl. :)

Ceská½ Krumlov var helt fantastisk og meget behagelig by. Vi kunne kun slappe af, det var simpelthen ganske umuligt at gøre andet. Energien, stedet, menneskerne og de gamle bygninger virkede simpelthen næsten søvndyssende. Det var muligvis også på grund af efteråret. Det vil tage alt for langt tid og for meget plads at skrive alt vi lavede, men nogle af tingene var at spise. Vi spiste ude hver aften på nogle virkelig lækre steder, og prisen for 2 retter for 2 personer inklusive drikkevarer, oversteg aldrig 200 Dkkr. Vi har taget noget Eggenberg Tjekkisk øl med hjem, som er brygget i Ceská½ Krumlov efter de gamle principper. Det drak jeg stort set til alle aftensmåltider! Det var fantastisk.

(Farverne på dette billede er ikke manupulerede – der så rent faktisk sådan ud!)

Vi mødte også en hel del mennesker på det hostle vi boede på. Der var altid fyldt, og sjovt nok var det altid engelsktalende der boede der. Enten amerikanere, canadiere, englændere, irlændere eller australiere. Det skal også lige nævnes, at Rosa og jeg vandt over dem alle sammen i Pictionary (Tegn&Gæt) på engelsk, selvom vi var de eneste der ikke havde engelsk som modersmål, og måtte slå indtil flere ord op.

Vi mødte også Wolf, en amerikaner, der arbejde på Krumlov House Hostle, og tit hang ud i stuen sammen med os. Wolf bragte den største forskel på os og amerikanerne på bane. Han fortalte meget oprigtigt om, hvor meget han nød at have skandinaver på besøg. Det var som om, sagde han, at indholdet af samtalerne var meget meget dybere. Jeg ville gerne opleve den påstand selv, så jeg brugte et par timer en aften i selskab med 11 amerikanere oppe i opholdsstuen. Samtaleemnerne var: Musik, musikvideoer, TV serier, MTV, Morgenmadsprodukter, mere musik, mere MTV og at MTV Europe sucks. Da jeg spurgte om deres ynglings kunstner (musik) fik jeg lokket et svar ud af een af dem. Gennemsnitsalderen var ca. 25 år. Jeg er godt klar over, at ikke alle er sådan, specielt fordi vi brugte meget tid sammen med et par fra San Francisco, som vi havde mange fede samtaler med, men alligevel overraskede det mig.

En af vores bedste oplevelser var i tehuset. Et lille sted med et tekort på tykkelse med Ringenes Herre. Over 200 forskellige slags te kunne man få. Rummet var lille, med lave, buede lofter og små keramiklamper, der kastede besynderlige skygger på væggene, der igen strakte skyggerne i endnu mere mærkværdige former. Man skulle ringe med en lille klokke når man havde bestemt sig for hvilken te man ville have, så kom en rolig tjener og tog i mod bestillingen. Det var fantastisk og afslappende – som alt andet på denne ferie. Men jeg tror jeg vil slutte med denne oplevelse, for den var virkelig en af de bedste, og indrammer meget godt helhedsindtrykket fra vores ferie. Vil du høre om kanoturen hvor jeg blev gennemblødt, bjørnene i slotshaven, vores lille vandretur (som absolut var det mest aktive vi foretog os hele den uge) så må vi hellere mødes og tale om det over en kop te, medbragt fra det lille tehus.

Efteråret var en interessant tid at være på ferie i, meget farvefuld på en helt anden måde end jeg før har oplevet. Plus at jeg nu har dette smarte “halvsofistikerede naturelskende efterårs eventyrer forfatter” billede til bagsiden på en kommende roman. Tak for turen alle sammen – og det siger Rosa også. I er alle tiders venner!