Religion eller evolution
Skal mennesket have noget at tro på? Er det nødvendigt? Vi er bevidste om vores eksistens, vores muligheder og vores tilsyneladende mikroskopiske rolle i universet – kræver det en gud i en eller anden form, for at vi ikke bliver gale mens vi søger efter meningen? Jeg ved der er en del i min omgangskreds der ikke er religiøse. (Ved religiøs mener jeg, at de ikke tror på, at der sker noget som helst efter døden.) Jeg kan ikke finde mig selv under nogle eksisterende religioners paraply, men jeg betragter alligevel mig selv om religiøs, hvilket vist er typisk for mange danskere i dag. Jeg tror på, at mit sind lever videre i en eller anden form efter min død.
Jeg synes det er mærkeligt, at selvom menneskeracerne har udviklet sig i vidt forskellige dele af verden, så har de alle sammen frembragt guder i en eller anden forstand. Derfor undrer jeg mig over, om det er en nødvendighed for at overleve, eller simpelthen en forsvarsmekanisme udviklet gennem evolutionen.
Hmm… denne artikel burde højne både det gennemsnitlige lix tal og intellektuelle indhold af mine artikler. Efter i dag kan jeg skrive om øl og fodbold i en uge, og stadig være på samme niveau som i går. :)
Der er faktisk fremsat teorier – bl.a. af kognitionsforskere og biologer – om, at religionen skal findes et sted i hjernen. Hvordan de har fundet frem til det ved jeg ikke, men evolutionsaspektet (mennesket har brug for religion for at overleve) er i hvert fald også fremme i forskningen i forskellige former.
Jeg ved dog ikke hvor interessant jeg synes det er. Det ville være ligesom at studere hvorfor mennesker frembringer kultur… Det interessante for mig ligger i hvad det er for nogle kulturelle og religiøse fænomener og hvordan de påvirker (og påvirkes af) det samfund, vi lever i (eller andre samfund for den sags skyld).
Jeg giver dig dog ret i, at det er interessant at mennesket tilsyneladende altid har frembragt religion i en eller anden form. Set i det perspektiv bliver vores moderne sekulære samfund faktisk undtagelsen. Men spørgsmålet er jo også om det nu er så sekulært endda…
Hmmm – man kan da vist roligt sige, at det er et kontroversielt indlæg – at tale om, at vi mennesker frembringer religion på et tidspunkt, hvor store dele af kloden fejrer, at “religionen” kom til os – at Jesus blev født til et liv, der på mange måder var forudsigeligt! Som du sikkert har set på min blog, så er jeg også religiøs, men jeg mener ikke, at begrebet begrænser til til at omfatte, hvad der sker hinsides. For mig er religion (kristendom) netop et spørgsmål om, at der er en derude, som vil og noget her og nu …
Og nu kan jeg vist også roligt kaste mig ud i at kommentere på øl, fodbold, biler og deslige … :D
Klart. Jeg respekterer naturligvis at mange tror, at der er en gud som ikke er frembragt af mennesket. Det mener jeg jo på en måde også selv. Men med mindre alle religioner har ret, så MÅ nogle af dem jo være skabt af mennesker. Jeg undrer mig over hvorfor.
I øvrigt har det undret mig, hvorfor religiøse mennesker som dig selv, ikke siger: “Jeg ved Gud” i stedet for “Jeg tror på Gud”. Glædelig hvid jul! :)
Okay – så får du smøren:
I kristendommen tror vi på Gud – det er blandt andet med baggrund i Hebræetbrevets 11. kapitel vers 1 (man ved ikke helt, hvem der har skrevet Hebræerbrevet – bedste bud er Paulus, men det er meget usikkert), hvor der står:
Tro er fast tillid til det der håbes på, fast overbevisning om ting, der ikke kan ses (frit efter hukommelsen).
Det tætteste man kommer på at tale om “VIDEN” Gud er, når man taler om “frelsesvished” – altså en vished om, at den tro, man har på den treenige Gud, er tilstrækkelig mhp. frelse.
Jeg ved Jesus har levet – det har den romerske historiker, som arbejdede ved kejsernes hof – Josefus – også skrevet om. Så det er et historisk faktum. Det ved jeg. Jeg ved, at han havde tilhængere, disciple, venner, familie osv. Jeg ved, at han boede i Israel osv. En masse faktuelle ting. Der, hvor viden nødvendigvis må blive til tro, er, hvor vi i kristendommen hævder, at Jesus sprængte dødens rammer og stod op fra graven. Det kan ingen bevise 100% – det er et spørgsmål om tro, jvf. Hebræerbrevets definition.
hmmm …
Tja. Uanset hvor meget vi (mennesket) anser os for at være oplyste og vidende skabninger, så vil der altid være brug for tro, da vi ikke ved og aldrig kommer til at vide alt. Tro og viden er hinandens modpoler, og begge dele er nødvendige for at bekræfte den anden dels eksistens.
“I øvrigt har det undret mig, hvorfor religiøse mennesker som dig selv, ikke siger: “Jeg ved Gud†i stedet for “Jeg tror på Gud”.”
Hvorfor har det undret dig? Du benytter selv ordene “at vide” og “at tro” – slå dem op i ordbogen og du vil se de betyder noget forskelligt. Det skriver jeg ikke for at være nedladende men for at bevise forskellen. At tro er netop at man ikke ved noget.
Tak for de glimrende kommentarer. “At tro er netop at man ikke ved noget.” Nemlig! Så når man er helt sikker på, at Gud eksisterer, så bør man vel heller ikke sige: “Jeg tror på Gud,”; du siger selv at “tro” netop er når man ikke ved noget.
Jeg siger heller ikke: “Jeg tror Jorden er rund.” Det ved jeg. :)
Hmm, nu skal du ikke blive forvirret, men Gud og Jesus er to forskellige størrelser.
Rambro skriver at vi kristne “tror” på Gud, ikke at vi “ved” Gud. Rambro skriver også at vi ved at Jesus eksisterede, Jesus er en historisk person som rent faktisk levede – og vi “tror” altså på at han er Guds søn.
Kristendommen opererer med Treenigheden – Gud Fader, Sønnen og Helligånden.
Jeg vil ikke give dig ret i din kommentar i nr. 7. Vi er ikke sikre på at Gud eksisterer. Vi er sikre på Jesus levede på Jorden og han er Guds søn.
Rettelse:
“Vi er sikre på Jesus levede på Jorden og tror på han er Guds søn.”
Det går også op for mig, at alt dette alligevel henleder til en ret simpel konklusion, der ikke har noget med religion at gøre – nemlig at udtrykket “at tro på Gud” har eksisteret så langt tid, at det nu ikke længere skal tages bogstaveligt; tro betyder i den forbindelse noget andet end i normal tale.
Gud er noget folk har fundet på for at forklare ting som de ikke havde en bedre forklaring på.
Det er forståeligt – mennesker spekulerer over ting de ikke forstår og fremsætter teorier.
Det jeg har svært ved at forstå er at folk fortsætter med at holde sig til en bestemt teori når bedre, mere plausible teorier er blevet fremsat.
Jeg mener ikke at jeg kan udelukke at der er en gud. Derfor vil jeg ikke betegne mig selv som ateist. Men hvis der findes en gud mener jeg bestemt at det er en ganske anden størrelse end der er betegnet i biblen, koranen, talmuden osv, siden de påstande der er fremsat de bøger er noget vrøvl i lyset af moderne videnskab.
Nogen siger så at manualerne til disse religioner ikke skal tages bogstaveligt, men at de blot skal ses som fiktive historier der demonstrerer et sæt leveregler der gør det muligt for mennesker at leve i (relativ) fredelig sameksistens.
Disse mennesker finder jeg helt rimelige.
Derimod findes der også mennesker som mener at biblen er sand, ord for ord (jeg gik i klasse med et par stykker af dem i gymnasiet). Disse mennesker finder jeg skræmmende. Ikke blot dem, men alle der er blevet lært at sætte deres fornuft og logiske åndsevner ud af kraft og blindt følge en given forskrift.
Jeg evner ganske enkelt ikke at mande mig op til at lade som om at jeg respekterer denne gruppe mennesker (til bl.a. Mortens fortvivlelse), da jeg mener de er i stykker.
Det skal også siges, at jeg mener at naturvidenskabeligt interesserede mennesker der udelukker enhver form for åndeligheds eksistens er overordentligt arrogante.
Dette indlæg ikke for at kaste med mudder eller noget som helst – jeg kan bare ikke helt affinde mig med at blive kaldt “i stykker”.
Brian Meidell: Jeg takker for din definition af mig som værende i stykker … Den vinkel har jeg ikke mødt før. At du ikke respekterer mig, forstår jeg ikke!
Nu kan jeg kun forholde mig til kristendommen, men at du siger, at jeg (og andre) “blindt skulle følge en eller anden forskrift”, lyder for mig lidt som om, du ikke har forstået, hvad det hele drejer sig om. Og her er det så, at jeg kommer til kort, for jeg kan ikke overbevise dig rent logisk om, hvordan det forholder sig. Kristendommens inderste kerne handler om tro – noget som skal erfares. Det bliver det ikke ved at læse en bog om det, men ved at leve det. Det handler om tillid.
Du må kalde mig dum, ignorant, i stykker, blind og meget andet. Det er i orden og jeg har en vis forståelse for, at du kommer til den konklusion. Men jeg mener bare ikke at jeg kan sidde overhørig, at en mand af egen fri vilje går i døden og at mere end 500 mennesker inden for en uge efter hans død hævder, med stor fare for deres eget liv, at han er stået op fra de døde. Jeg kan ikke sidde overhørig, at 11 ud af 12 disciple led en martyrdød. De kunne til enhver tid have trukket løgnen tilbage, hvis det var det, men de gik i døden for påstanden om, at Jesus var stået op fra de døde.
Det har meget stor overbevisningskraft på mig – og jeg har valgt at investere mit liv til den tro.
Så jeg bliver lige nødt til at stille et lille spørgsmål til dig Brian: Hvor meget har du læst i og forsøgt at tilegne dig Bibelen – og evt. spurgt dig frem, hvis der umiddelbart var noget, som du ikke forstod?
Og så lige en ting mere:
At være kristen handler ikke om blindt at følge en forskrift. Det handler om at leve livet – det liv, som Jesus fortalte om.
Det er muligt, at man undervejs i bestræbelserne på at finde ud af retningslinjerne for det liv, synes, at noget virker restriktivt og begrænsende – men rammerne er sat som trygge rammer om et liv i fredelig sameksistens med andre mennesker.
Brian: Det fortvivler mig ikke at du ikke respekterer den slags mennesker, det må du have misforstået. Det kan bare sommetider genere mig at du udtrykker dig så hårdt som du gør om noget der ligger folk så nært. Det er ikke altid fremmende for diskussion og forståelse. Thats all. :)
Brian> Jeg vil tværtimod sige at mange kristne (navnligt protestanter) netop har ladet deres fornuft tale. Kristendommen har ændret sig, i takt med at vi har opnået idealer som er mere fornuftige end dem Jesus stod for. Jesus taler åbent om at sælge en mand, hans kone og børn, men derfor accepeter vi da ikke slavehandel i dag… Jesus gik ind for dødsstraf, skilsmisse var forbudt, og det var kriminelt at begære en kvinde.
(Nuancering: Men det er jo bare at tage Bibelen på ordet, hvilket i sig selv er problematisk. Kun én af de 4 evangelister (Markus) var blandt Jesu diciple, og HAN skrev først sit evangelie godt 30 år efter Jesu død…)
Tilbage er så alle de logiske huller som man skal sætte sin fornuft ud af kraft for at acceptere, men det er vel så bare definitionen på tro?
Jeg tror lige, at jeg har nogle spørgsmål:
Hvor taler Jesus åbent om at sælge mand, kone og børn? Hvor går Jesus ind for dødsstraf?
Markus var IKKE en af Jesu disciple – men man mener, at han rejste med Paulus rundt. Deimod var både Johannes og Matthæus bland Jesu disciple, medens Lukas menes at være “sekretær” for Peter – altså den samme Lukas, som har skrevet Apostlenes Gerninger. At Markus først skriver sit skrift ca 30 år efter Jesu død betyder ingenting – det er vel meget naturligt, når nu menighederne er vokset og der har været et udtrykt behov for at have et samlet skrift om Jesu liv og levned.
At Jesus talte imod skilsmisse og at der i dag er (alt for) mange skilsmisser betyder jo ikke, at kristendommen har ændret budskab. At vi er mange billister, der kører for stærkt ændrer ikke loven om hastighedsbegrænsninger … Jeg er stadig af den opfattelse, at de idealer, som Jesus stod for er gode og lærerige og sætter en god og tryg ramme op om et godt liv (ikke hermed sagt, at alle, der ikke tror på Jesus, ikke har et godt liv!) Men jeg er enig med dig i, at det kan være problematisk at tage Bibelen på ordet – for mig handler det dog ikke så meget om at tro på beretningerne, men mere om at leve det ud.
Okay, jeg burde jo nok lige have nævnt at jeg har skrevet ovenstående både hurtigt og ud fra en efterhånden ganske skrantende hukommelse. Pointen var nu heller ikke at komme med præcise detaljer, men blot at pointere at ikke alle evangelierne er skrevet af førstehåndsvidner.
Hvis jeg får tid, vil jeg checke op på slaveriet og dødsstraffen… (Altså essentielt USA’s historie :)
I mellemtiden et lille spørgsmål til alle (men især de troende): Hvis Gud gerne vil have at menneskene tror på ham – og det må vi jo antage, da alt andet ville være at skyde sig i foden fra et forretningsmæssigt synspunkt – hvorfor har han så skabt os med fornuftige, rationelle hjerner, der gør det så svært at tro på ham?
Jeg tror det citat Rasmus taler om er Leviticus 25:44-46. Jeg kunne ikke lige finde det på dansk, men på engelsk lyder det:
“However, you may purchase male or female slaves from among the foreigners who live among you. You may also purchase the children of such resident foreigners, including those who have been born in your land. You may treat them as your property, passing them on to your children as a permanent inheritance. You may treat your slaves like this, but the people of Israel, your relatives, must never be treated this way. ”
Andre citater, der tillader slaveri: Exodus 21:20-21, Deuteronomy 15:17, Ephesians 6:5-7, 1 Timothy 6:1, Colossians 3:22, Titus 2:9 og 1 Peter 2:18,21.
Rambro, jeg opfatter bestemt ikke det du skriver som at kaste med mudder.
Du siger din mening ud fra dit livssyn, og det er det en diskussion består af. Jeg gør det samme. Hvis mit livssyn viser sig at være så ukompatibelt med en anden persons, at de finder mine ærlige meninger dybt stødende, så må det jo være som det er.
Jeg vil ikke foregive at have respekt for noget jeg ganske ærligt ikke har respekt for. Det ville jeg føle var hyklerisk.
Det er netop definitionen af tro jeg finder problematisk. Religion får tro til at være noget godt og helligt, men faktisk er det jo ganske enkelt at vælge at tage noget for gode varer, uanset indicier og/eller beviser der peger på noget andet.
I mine øjne er det at bruge sin frie vilje til at sætte det ud kraft som er grunden til menneskets succes (set fra et biologisk synspunkt), navnlig vores evne til at ræsonnere.
Jeg mener at det at “tro”, hvilket du mener handler om tillid, er en ansvarsfralæggelse man foretager. Derfor føles det godt. Man slipper for alt det svære ved at tænke logisk omkring visse emner, og kan bare kigge i facitlisten hvis man skulle blive i tvivl.
Det er også ok at nogle mennesker har et behov for det, så længe de ikke skeler så meget til facitlisten, at de tror at konkrete ting der blev nedfældet for ca. 2000 år siden nødvendigvis er facit idag.
Jeg må vende tilbage og genoptage denne diskussion senere – er på arbejde.
Rambro, jeg læste det meste af biblen jeg fik til min konfirmation dengang jeg fik den, og har også læst en del kristendoms-ungdoms propaganda jeg fik af mine meget kristne morfar.
Jeg skal indrømme at jeg har en noget plettet retention af det jeg har læst, da det sikkert ikke har været dybt fokuseret hele tiden, men jeg kan da huske en del af det.
Puha der er virkelig sket meget i denne diskussion siden jeg var her sidst. Jeg er enig med Brian i, at man må diskutere udfra det livssyn man holder sig. Tror dog ikke at alt er så sort-hvidt som det kommer til udtryk i denne diskussion. Mennesket er et meget komplekst dyr. Man er ikke nødvendivis funderet enten i et videnskabeligt eller et religiøst livssyn. Mange kristne (de fleste i Danmark) vil ikke forsage videnskabens landvindinger. Men samtidig vil de føle troen på fx Jesus’ opstandelse som noget, der gennemsyrer deres liv. Det er et paradoks, men ikke desto mindre forekommer det meget ofte.
Mht. respekt og accept tror jeg at dialog ikke kommer nogle vegne hvis den ikke er funderet netop i respekt for det andet menneske – lige gyldigt hvor langt deres livssyn ligger fra ens eget. Ikke for at spille hellig – det er ikke noget jeg selv mestrer – og det er måske derfor at dialog kan synes umulig nogengange.
En sidste lille tilføjelse: jeg synes det er en interessant tanke, at alle de måder vi mennesker beskriver verden på – religioner, ideologier, videnskabelige teorier – er udtænkt i en bestemt tid på et bestemt sted (i gamle dage – og i en mindre grad i dag – af et bestemt køn i en bestemt social position) og er som sådan kulturelt betingede. Hvordan kan vi da være sikre på at nogen af dem er eviggyldige og har ret?
Det kan vi ikke. :)
Morten: Ang. slaveri. 3. Mos er under den gamle pagt og dermed ikke et udsagn fra Jesu mund. Det er de andre steder, som du nævner heller ikke. Det er Fortrinsvis ord fra Paulus’ hånd, hvor han formaner de kristne slaver til i al deres færd at være gode eksempler på den tro, som de bekender. Slaveri var en naturlig del af den tids samfundsorden – ikke dermed sagt, at kirken synes om den, men var det ens stand, så skulle man gøre det så godt, man kunne.
Brian: “At tage noget for gode varer selvom indicier osv.” Jeg kunne vel egentlig med lige så god ret slynge den retur. :) Jeg vil jo mene, at der er lige så mange indivier og beviser på, at Jesus stod op fra graven – jeg regner det for et udiskuterbart faktum, at han har levet og døde på et kors for at have sine meningers mod.
Så nævner du en facit liste og fralæggelse af ansvar. Jeg kan for min del sige, at den eneste ansvarfralæggelse, som jeg har benyttet, er tage ansvaret for at skulle gøre Gud tilfreds – med mit liv at skulle kunne være helt perfekt. Det ved jeg, at jeg ikke kan være. Så jeg takker for, at Jesus var det og var villige til at blive syndebuk. Men der stopper ansvarsfralæggelsen også – for nu handler det tværtimod for mig om at tage ansvar – for min næste i alle de afskygninger, som han/hun måtte have. Her findes ingen facitliste, men en masse gode råd, som jeg efter bedste evne, som desværre langt fra altid række, forsøger at benytte mig af. Så har du facitlisten, så hit med den!!!!
Sidsel: Om vi kan være sikre på om noget er rigtigt … tjah … Det er vel det alle religioner gør – føler sig sikre.
Sidsel, det mener jeg netop er en stor forskel på den type livssyn jeg selv er tilhænger af, og så et som jeg opfatter som typisk kristent eller typisk arrogant naturvidenskabeligt:
Jeg har ikke nogen illusion om at mine svar er rigtige eller endelige, eller om at de ting jeg finder rigtige og rimelige er det i lyset af en anden tid.
Jeg mener at mennesket bliver klogere hele tiden, og at man må være opmærksom på når der kommer noget information som fungerer bedre i den store sammenhæng end ens nuværende.
Det mener jeg er et punkt hvor mange meget religiøse mennesker virkelig fejler – jeg gruer når jeg hører folk der mener at den eneste rigtige måde at leve sit liv på, er som de levede det i år 0. At computerspil og SMSer og alt hvad de ikke forstår er noget moralnedbrydende skidt.
Jeg skal i seng nu, men vender ganske sikkert tilbage til denne diskussion.
Rambro, hvad er det for beviser du hentyder til?
(Jeg vil meget gerne svare mere udførligt på dit spsm, men jeg skal i seng nu).
Jeg synes umiddelbart (bare for at blande mig i en ellers diskussion :-)) at kristendommen da giver noget der kunne betragtes som en facitliste. Bare ikke i traditionel forstand. Men det er den der stadig gør at jeg synes man kan tale om Danmark som et kristent land (altså at vi næsten har samme kulturelle baggrund): det er det dobbelte kærlighedsbud. Det må da være en form for facitliste. Hvis der er et sted hvor Jesus adskiller sig fra en jødisk tanke, er det vel da han påstår at hele verden skal høre hans budskab om næste kærlighed: Behandl andre som du selv vil behandles. og husk i øvrigt at være god ved dig selv… (ja, det er en let omskrivning :-) ). Hvis man holder sig det for øje, kan man vist ikke gå helt galt i byen. I sådanne argumentationer som vi er ude i her, bliver ateister ofte nødt til at drage et argument frem, der hedder at kristne ikke tør tage stilling til virkeligheden, mens religiøse holder fast på visse faste elementer i deres tro (f. eks. Jesus’ død og opstandelse). Umiddelbart kan sådanne argumenter virke vigtige, men det vigtige i kristendommen for mig at se, er ikke Jesu død og opstandelse, men det dobbelte-kærlighedsbud.
hmm. Bør nok lige uddybe det med Danmark som kristent land – skal jo nødig lyde som Pia Kjærsgaard! Meningen med den sætning var at gøre klart, at jeg sagtens kunne forestille mig et land, eller et sted, hvor det ikke blev anset for klogt / rigtigt at behandle andre godt og som man selv ville behandles. Det håber jeg da stadig er tilfældet i Danmark :-), og de fleste andre lande i øvrigt…
Mens jeg stadig tænker og overvejer, hvad jeg skal svare Brian ;-), så vil jeg gerne lige kort give en kommentar til Jonas’ indlæg.
Det dobbelte kærlighedsbud, som du har gengivet, er en meget, rigtig meget, moderne kopi af Jesu ord. Man kan vel sige, at det er den arketypiske humanistiske udlægning.
Jesus sagde: Det største bud i Loven er: Du skal elske Herren din Gud og elsk din næste som dig selv.
Jonas siger: Elsk din næste som dig selv og vær god ved dig selv.
At det skulle være et facit er jeg ikke helt enig i – det citat, sammen med rigtig mange andre – fx i Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet 5-7 – giver en rettesnor for, hvordan man skal leve sit liv. Så i den forstand har vi facit, men det er jo ikke den slags facit, som så bare giver sig selv. Det er mere lidt a la en strikkeopskrift, madopskrift, byggetegning eller en af Morten Brunbjerg samlesæt – man kan se facit, men hvordan det kommer til at se ud, når man selv går i gang er en helt anden sag. Så det er mere et facit, som man kan spejle sig selv i – og her kommer jeg i hvert fald meget ofte til kort …
Rambro: det er selvfølgelig helt rigtigt at der står ‘Du skal elske Herren din Gud og elsk din næste som dig selv’. Jeg er ufatteligt humanistisk, men anser da også mig selv for kristen. Desværre tror jeg at mange i dag har problemer med den første sætning – Du skal elske Herren din Gud. Så vidt jeg husker fra min samlebog, der indeholder Martin Luthers katekismus, gennemgår Luther de ti bud ved at starte hver forklaring med ordene ‘vi skal frygte og elske Gud, så….’ Dette kræver et ‘leap-of-faith’, som jeg ikke tror de fleste er _klar_ til at tage. På den måde er den humanitiske vinkel et skridt på vejen.
Ang. facitliste og ikke facitliste: Det er selvfølgelig rigtigt at det basalt ikke er en facitliste. Jeg ville også være skræmt, hvis det nye eller gamle testamente kunne give præcise retningslinier, om hvorledes vi skulle elske og frygte Gud imens vi sender SMS’er eller blogger. :-) Derfor anser jeg stadig det dobbelte kærlighedsbud som en rettesnor /facitliste – på linie med de grimme, dårlige tegninger man får med ved diverse samlesæt – fordi det er alt vi får..
Hey – hold mit samlesæt udenfor det her! :)
Årh, la’ vær’ Morten – det, dine samlesæt skal forestille, er fysisk tættere på himlen end jeg nogen sinde har været …
What a piece of junk!
She’ll make point five past lightspeed. She may not look like much but she’s got it where it counts, kid. I’ve made a lot of special modifications myself. ;)
Jonas: Du siger at Danmark er et kristent samfund. Og du siger det er fordi vi i Danmark lever efter (den humanistiske udgave af) det dobbelte kærlighedsbud.
Jeg er enig så langt, at vi på det statslige plan har en lovgiven forbindelse mellem stat og kirke. Men at Danmark skulle være et kristent samfund fordi borgerne behandler hinanden – og bliver behandlet – anstændigt eller humant – der er jeg meget uenig. Det er som om du siger, at kristendommen – eller de kristne – har patent på at behandle hinanden ordentligt.
At du opfatter dig selv som kristen, men ikke tror på Jesus’ opstandelse (sådan læser jeg det, du skriver) synes jeg er et meget interessant kulturelt fænomen. Jeg ved, at mange (måske de fleste danskere?) har det ligesom dig. For mig at se er Jesus’ korsdød og efterfølgende opstandelse netop det helt centrale og uomgængelige punkt i kristendommen. I hvert fald når jeg har de religionshistoriske briller på. At det ikke forholder sig sådan i dagens Danmark synes jeg er spændende.
Jeg er ikke kommet til en endelig konklusion om hvorvidt Danmark er et kristent samfund eller ej – for hvad skal der egentlig til før et samfund er kristent? Men jeg synes i hvert fald ikke at det argument du kommer med giver mening.
Sidsel: kort kommentar – siddet i eksamens-opgave-helvede og burde egentlig ikke diskutere sådan noget nu :-) hæhæ. Kristendommen har på ingen måde patent på at behandle hinanden ordentligt. Mit argument er ikke at vi er kristne, fordi vi behandler hinanden ordentligt, men fordi vi kalder os selv kristne. Jeg håber ikke jeg er kommet med argumenter, har det klart bedst med postulater! :-) Ok, jeg kan godt se at min sammenkædning af Danmark og kristendommen ikke hænger sammen. Jeg tror at jeg ville finde en god overgang til det dobbelt kærlighedsbud.
Men bortset fra det: hovedparten af os er stadig indenfor den samme kristne kulturbaggrund – vi bliver døbt, gift og begravet. Det kan godt være at vi ikke er aktivt troende, men det ligger latent i os at vi er kristne. På en måde er det en form for pseudo-kristendom? Du har ret i at det er svært at definerer et helt land som kristent – det bringer os vist ud i nogle overvejelser om stat og nation og kultur, som vi ikke skal beskræftige os med her. Jeg tror, blot for at afslutte den mine uforståelige sætninger, at det uanset hvad giver mening at snakke om et kristent Danmark.
Du har nok ret i at jeg opfatter mig selv som kristen, men jeg er ikke kristen på den måde de fleste er kristne på i Danmark – det er vist lidt for personligt at komme ind på her :-). Du har ret i at døden og opstandelsen er de centrale punkter, det er klart. Men for mig er det ikke det vigtigste i kristendommen. Derfor betyder det ikke noget for mig om Jesus døde på korset.
Hvis ikke Jesus var stået op fra de døde, så havde der slet ikke været noget, der hed kristendommen. Så havde de disciple, som spredte budskabet, gemt sig bag lås og slå og budskabet om Jesus var blevet tiet ihjel.