Morten Brunbjergs Blog

Jeg fandt dette brev i gemmerne. Et brev der forklarer en privatklinik hvorfor jeg udvandrede fra deres kontorer! Siden privatklinikker er kommet så meget på mode, tænkte jeg, at det var relevant. Her er hvad jeg skrev til dem dengang:

Kære Dansk Synkirurgi

Jeg lovede en af jeres ansatte at skrive en mail og fortælle begrunde hvorfor jeg udvandrede fra jeres klinik d. 6. september 2002. Det var en samling af mange forskellige følelser og iagttagelser, og jeg har derfor valgt at beskrive hele forløbet for jer herunder.

Jeg er temmelig uheldig hvad angår synet. Jeg er langsynet med plus 9 på begge øjne, har bygningsfejl på mit højre øje og skeler. Derfor blev jeg meget forhåbningsfuld da jeg en dag så Dansk Synkirurgis reklame. Jeg øjnede en mulighed for ikke at skulle slæbe rundt på tonstunge briller med glas på tykkelse med termoruder resten af mine dage. Jeg kontaktede dem straks og fik et møde sat i stand.

Den 6. august 2002 kl. 09:00 om morgnen træder jeg ind af døren til klinikken på Banegårdspladsen 1. En gratis undersøgelse af mine taberøjne – fantastisk, tænker jeg. Tænk hvis det kan lade sig gøre at blive brillefri.
Det første jeg ser da jeg træder ind i venteværelset er en fæstning. I hjørnet af værelset står der simpelthen en fæstning fra middelalderen. Et lyst, buet træbord lukker en sorthåret og venligt udseende mand inde i en krog. Han kigger op over det sorte skydeskår, som er en fladskærm, og byder mig velkommen. Hæren af mapper og papirer i skabene står bag ham, jeg synker og smiler til ham.
Han beder mig sidde på stolen ved borgmurens fod. Jeg spekulerer over hvordan noget sted, der arbejder med mennesker kan få så tåbelig en ide, at placere et bord på den måde. Et læge/patient forhold hvor du sider der, og jeg sidder her, døde da i 50’erne – gjorde de ikke?
Jeg ignorer det, for manden overfor mig smiler og ser venlig ud – han kan vel ikke gøre for at rummet er indrettet elendigt. Han er iført en slags kittel af lysegrønt stof som man kender fra hospitalerne. Jeg er ikke helt sikker på om han er en læge eller bare en assistent. Jeg fornemmer en smule usikkerhed, måske er han ny i branchen, måske nyuddannet.
Det viser sig at assistenten skal undersøge mig, og vi går ind i et rum ved siden af venteværelset. Rummet er fyldt med øjenlæge ting som jeg kender fra et helt liv med briller.
Endnu et bord, knapt så fæstningsagtigt som det første, men med stole på hver side er også herinde. Jeg undrer mig og bliver stående til jeg bliver bedt om at sætte mig i undersøgelsesstolen.
Undersøgelsen forløber fint. Ikke så mange overraskelser. Jeg begynder at føle mig helt godt tilpas. Men så skal mit samsyn undersøges.
Jeg forklarer ham at jeg har skelet siden jeg var lille og derfor ikke har samsyn, men kun kan se med et øje af gangen. Jeg fortæller ham også at det er blevet undersøgt – det kan ikke rettes op uden jeg kommer til at se dobbelt.
Han forsøger alligevel. Fint nok, tænker jeg, det kan jo være at der er sket noget siden sidst – desuden er det ham der er eksperten.
Jeg får igen skrumlet med linser sat for øjnene og jeg skal fortælle ham hvornår krydset er inde i cirklen. Jeg ved af erfaring fra forsøg med 3D briller at det ikke kan lade sig gøre for mig, men jeg prøver ihærdigt alligevel.
Det duer ikke, og det fortæller jeg ham. Han siger at jeg skal se med begge øjne på samme tid. Jeg bliver irriteret og forklarer at det kan jeg ikke – jeg har ikke samsyn.
Enten hører han ikke efter, eller også ved han ikke hvordan øjne uden samsyn fungerer, for han bliver ved og ved med at spørge mig. Jeg tænker at det måske er en undersøgelse han er tvunget til at foretage pga. komplicerede forhold ved operationen som jeg ikke kender til. Derfor prøver jeg igen – men uden held. Når mit ene øje ser krydset ser det andet ind i min næse.
Jeg forklarer, at det eneste jeg kan fortælle ham, er hvornår min næse er inde i cirklen eller hvornår krydset sidder i min næse.
Han blev ved!

Det hele får dog en ende, og da undersøgelsen er færdig skal jeg møde en af lægerne. Vi går ned gennem en gang og ind på et kontor på venstre hånd. Der er et endnu et bord og en undersøgelsesstol. Men dette rum er meget mere åbent og lyst.
Lægen kommer efter et øjeblik og vi hilser. Han ser flink ud. Jeg spørger efter hans navn, men husker det ikke længere.
Lægen ser på resultaterne af undersøgelsen mens assistenten endnu er tilstede. Han spørger til samsynet og kan åbenbart se noget er galt.
”Har du fået klapbehandling som lille?” spørger han mig.
”Ja,” svarer jeg og husker de yndige billeder mine forældre har af mig som lille med et kæmpe plaster over øjet.
Lægen vender sig mod assistenten.
”Kan du se?” siger han. ”Den slags er vigtigt for mig at vide, det skal du huske.”
Irettesatte han ikke lige en kollega foran mig? Jo… det gjorde han da! Jeg nægter at tro det! Jeg troede da den slags var uhørt uprofessionelt. Jeg tager nok fejl.
Herefter forlader assistenten os og lægen og jeg taler om forskellige operationsteknikker. Han bliver ved med at forklare mig, at det er mit ønske der er det vigtige. Jeg prøver at sætte ord på nogle ønsker jeg har om mit syn, men har ingen ide om hvad der er realistisk og hvad der er drømmerier, og jeg bliver bekymret da han ikke anbefaler mig en metode frem for en anden og ikke modsiger nogle af mine ønsker. Alt kan tilsyneladende lade sig gøre.
Men er det ikke ideen ved en privatklinik? Jo… det er det vel. Men jeg vil gerne have at vide hvad der er størst chance for går godt, men det er svært at trække anbefalinger ud af ham.

Da jeg er færdig har jeg endnu ikke besluttet om jeg vil opereres eller ej. Ude ved fæstningen i venteværelset spørger jeg assistenten om jeg ikke kan få et møde med den kirurg der skal operere mig hvis jeg siger ja tak. Det kan jeg, men det bliver lidt svært eftersom han pendler mellem Sjælland og Jylland. Thor hedder han.
Alligevel finder vi en dato og assistenten foretager en opringning.
”Er Thor i København d. 6. september?” spørger han i telefonen. ”Ja… det drejer sig om en operation,” fortsætter han.
Mit hjerte springer et slag over. Hold knive og laser væk fra mine øjne, råber en fornemmelse i mig! Jeg har ikke penge til en operation endnu, råber fornuften fra en anden kant.
”Undskyld, jeg har faktisk ikke helt besluttet mig for om jeg skal opereres eller ej,” tillader jeg mig at afbryde.
Assistenten retter ordet operation til møde i samme tonefald som man siger: ”Ræk mig lige saltet”.
Men det er jo heller ikke så vigtigt om det er det ene eller det andet, er det?
Datoen bliver sat. D. 6. september kl. 13.

Det er anden gang jeg træder ind i klinikken i København. Mødet er kl. 13, men klokken er 12:50 da jeg ankommer.
Jeg smiler til vagten bag borgmuren og assistenten byder mig velkommen.
”Jeg har et møde med Thor kl. 13,” siger jeg.
“Der går lige et øjeblik,” svarer assistenten.
Jeg sætter mig ned og venter. Assistenten går lidt frem og tilbage mellem kontorerne men sætter sig til sidst igen bag sin mur.
Da klokken er 13:10 har ingen sagt en lyd til mig siden jeg ankom. Jeg fisker en roman op og giver mig til at læse.
Klokken er 13:25 og jeg lægger romanen fra mig. Stadig har assistenten ikke sagt en lyd til mig – det ser ud som om han surfer på Internettet på det flotte sorte fladskærmsskydeskår. Jeg rejser mig og tager et glas vand fra automaten og ser mig omkring.
Hvad ser jeg? Jeg ser designerstole, designerborde, den smarte, sorte fladskærm på det lyse træbord hvor assistenten sidder men et væld af ledninger på gulvet. Jeg ser et B&O anlæg på væggen sammen med designer lamper. Pludselig slår det mig, at alt det her er professionalisme som kan købes for penge. Køber man det, køber man et image, og jeg sætter betænkeligt min plastickop på bordet.
Hvad føler jeg egentlig lige nu? Har jeg lyst til at overlade noget så kært som mit syn til de mennesker som kører den her forretning? Min fornuft siger ja, men mine fornemmelser skriger skingert og hamrer med knytnæverne på indersiden af min hovedskal og råber: ”Nej gør det ikke! Gå med det samme!”
Jeg giver det en sidste chance og overvejer et par minutter mere.
Men da klokken er blevet 13:35 rejser jeg mig og går hen til assistenten.
”Jeg har desværre ombestemt mig,” siger jeg til ham. Han ser op fra skærmen, en anelse overrasket tror jeg. ”Jeg har ikke lyst til at blive opereret her alligevel.”
”Vi er lige midt i en operation, det er derfor du har måtte vente…” tror jeg nok han siger. Her kunne jeg have spurgt hvorfor han ikke sagde det fra starten, men jeg har ikke spor lyst til at diskutere noget nu, jeg føler mig ikke behageligt tilpas i rummet mere. Jeg tillader mig at afbryde ham:
”Det har ikke noget med ventetiden at gøre,” svarer jeg. Og det er sandt, for alle kan fejlplanlægge, der kan altid opstå noget uventet. Sådan er livet. Det er helheden der har fået mig til at skifte mening – ventetiden er bare den sidste ridse.
Han spørger mig vist nok om hvorfor jeg går, men jeg siger til ham, at jeg vil sende en mail og skrive hvorfor, da det vil tage for langt tid at forklare nu.
Herefter forlader jeg klinikken og har ikke i sinde at komme tilbage. Der sad vist to andre kunder og ventede da jeg lavede den lille scene som det måske var. Måske har de tænkt alvorligt over hvad der fik mig til at gøre det – måske er de ligeglade.
Bagefter føles det mærkeligt. Jeg har aldrig forladt et sted på den måde før. Jeg har altid bare tænkt, at der nok var en god grund, set gennem fingrer med småtingene. Men denne gang er det ikke dårlig kundeservice i Merlin, og det er ikke et fjernsyn jeg kan bytte hvis jeg har fået dårlig vejledning. Det er mit syn – mine øjne! De øjne jeg skal bruge til at se på min kæreste med og når jeg får børn er det de øjne jeg skal bruge til at se dem blive voksne med.

De svarede mig aldrig.