Falcon tager form

Jeg kunne jo ikke holde mig skindet vel – jeg blev jo nødt til at lege ikke! Fuck, jeg skulle aldrig have skrevet, at jeg ikke havde tid til at arbejde på min Millenium Falcon model, det gav mig jo bare en utrolig lyst til det!

Efter at have fået Star Wars Trilogy på DVD fik jeg taget nogle pæne screenshots som referencebilleder. Bl.a. fra Empire Strikes Back, og jeg kom i tanker om, at vi på et tidspunkt ser Han Solo forsøge at reparere Falcon. Han har taget en af ristene op af gulvet, og vi kan se en masse maskineri dernede, hengemt i blågrønt lys. Jeg har jo fået den ide, at jeg vil have lys i denne model, så hvor kunne det være fedt, hvis man kunne se en lille smule af maskineriet under ristene! Problemet var bare, at man ikke kan se igennem de riste som modellen har fra fabrikken. Hvad gør man så? Man borer.

Millenium Falcon drill

Så filer man hullet rent og pænt, og laver en masse meget tynde og ekstremt uhåndterbare styrene strips som man skærer ud i de rigtige længder, og limer på tværs.

Millenium Falcon model

Ja, det tog langt tid, og jeg blev aldrig rigtig tilfreds. Rillerne blev skæve og ulige, (Se sidste billede) og det er muligt at de skal laves om senere, hvis jeg finder en smartere måde at gøre det på.

Jeg malede også indersiden af Falcon sort. Hvis der skal lys i den, er det vigtigt at det ikke trænger ud gennem det tynde plastic. Når Falcon også bliver malet på ydersiden, er der to lag maling samt plastic som lyset skal igennem, og det burde være rigeligt til at stoppe det… håber jeg. Sjovt nok, ser Falcon nu meget mere færdig ud end før. Det er jo tåbeligt, for det er kun indersiden, der er blevet malet – indersiden som ikke skal ses! Men det rammer modellen ind, og får den til at se mere færdig ud. Uventet bonus.

Jeg malede også den del af Falcons maskineri der er synligt. Det er første gang jeg har malet detaljer på noget i Falcon, og jeg går nu og overvejer, om jeg skal lade maskineriet stå smukt og blankt som det er, eller om jeg skal slide det ned med snavs og rust. Jeg gør nok det sidste.

Millenium Falcon motor

Herover kan du også se resultatet af mine kvaler med ristene. Risten til venstre var den første jeg lavede, og som du måske kan se, er den ikke lige så regelmæssig som den anden. På nært hold ser det endnu værre ud, men nu får vi se om det skal ændres eller ej.

Jeg går også og overvejer hvordan jeg skal lave lyset i Falcon. Noget af det bliver nok lavet med fiberoptik, men hvordan jeg skal klare cockpittet volder mig stadig problemer. Det er så småt at der ikke er plads til fibre i sidevæggene. Måske noget med at bygge en tynd falsk væg, og simpelthen belyse bagvæggen af cockpittet bagfra, og lade lyset sive ind i mellemrummet mellem den falske væg og modellens oprindelige væg. Og hvis du fangede det, så tillykke. Hm… vi får se.

Følg med næste gang hvor jeg skaber en levende kat ved hjælp af en havegrill, to stykker skinke og en håndfuld rosetorne.