Morten Brunbjergs Blog

Sahara. Hvor starter jeg med at beskrive dette bund- og vandløse hav? Okay, følelser om lidt, facts først. Sahara er et område, der optager 9.065.000 kvadratkilometer af vores plads her på Jorden; hele USA kunne ligge derude og lure på dig bag den næste sandklit. Det laveste punkt i Sahara er under havets overflade, og det højeste er 3415 meter over.

Vi kørte langs nøgne sten- og ørkenområder, hvor det eneste menneskeskabte vi så, var vejen vi kørte på, som sandet føg ind over som sne gør i Danmark.

Mærkeligt nok var der vand mange steder. Små søer, der ligesom lå i deres egne små kridhvide skåle midt i det flade land. Forestil dig at være på ørkenvandrig, du er tørstig, og til din glæde opdager du en samling af den slags små hvide badekar fyldt med blåt vand. Forestil dig nu hvilke følelser der vil vælde op i dig, når du finder ud af, at det er saltsøer. Saltsøer der er mere salte end det Røde Hav. Men det her er ikke engang Sahara endnu.

Da vi endelig ankom til Sahara lå det der bare. På samme måde som en kat i solen; uskyldigt udseende, men vi ved, at der er kløer gemt et eller andet sted. Sahara dukkede op lige bag en række små skurer, der naturligvis husede folk, der ville sælge os ture på kameler.

I Sahara er der blevet målt 56 grader i skyggen om dagen, og samme nat -10 grader, igen var vi glade for, ikke at være tilstede på et tidspunkt hvor Saharakatten viste kløer. Klokken var lidt over ni om morgnen da vi ankom, og der var køligt. Vi sagde ja tak til en kameltur (det var nu dromedarer) og red en tur ud i Sahara på disse bløde, høje dyr, der kan drikke 400 liter vand på ti minutter, hvilket ikke imponerede mig, da jeg blot sammenlignede det med danskere og øl. Deres blide, vuggende gang levede op til deres navn, ørkenens skibe, og de var mere behagelige at ride på en heste.

Saharas størrelse taget i betragtning, er det til grin, at vi højest red én kilometer ud i sandklitterne, men det var nok til at opleve det. Vi stod af dromedarerne, og i samme sekund vi satte fødderne i sandet kunne vi mærke, at det ikke var almindeligt sand. Det lyder måske mærkeligt, men det er sandt. Sandet i Sahara er finere end mel, og helt gult. Der er ingen sammenligning.

Klitterne er mægtige, og varierer i størrelse og dybde som et hav der er stivnet midt i stormvejret. I starten løb vi barfodede rundt mellem klitterne, sprang ned fra dem og løb op ad dem.

Men alligevel var det synet ud i horisonten, der ramte mig mest. Hvis vi så bagud eller til siderne, kunne vi se træer og bygninger, men det var når jeg så ligeud, at Sahara rev mig i øjnene, for der var ingenting. Intet. Gule sandklitter fortabte sig i det uendelige, og der var ikke så meget som en lille bitte sort plet derude.

Jeg ved ikke hvor langt tid vi brugte derude, måske en halv time, før vi red tilbage, men vi kunne allerede mærke, at temperaturen var steget mindst fem grader, og vi var glade for, at vi ikke besøgte Sahara mellem kl. 13 og 16.

Hvis du vil se, ligger Sahara stadig urgammel og dovent i solen, og holder besøgstid for turister hvis du vil – men hun er da egentlig ret ligeglad med om du kommer eller ej. Jeg tror dårligt hun lægger mærke til de mikroskopiske væsener, der kalder sig mennesker, som i de sidste tusind år har kildet i hendes udkant. Hun venter bare på, at de snart forsvinder som så mange andre arter har gjort gennem de 2,5 milliarder år hun har eksisteret. Hun ruller sig sammen i solen, og hader vand; ganske som katten på tæppet.