Hitchhikers Guide – hvordan var den?
Så kom tiden endelig, hvor vi her i Danmark kunne få lov til at se filmatiseringen af The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy. De helt store skyts var kørt frem i form af casting såvel som effekter, og med en hel del af manuskriptet originalt skrevet af Douglas Adams, skulle man næsten ikke tro, at det kunne gå så galt som det gjorde.

Om historien
Dermed ikke sagt, at The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er noget hø, for den har skam sine lyspunkter, og er på mange måder meget original. Problemet er bare, at der ikke rigtig er nogen historie i filmen; det er mest bare en masse interessante (for det meste) ting, der sker efter hinanden. Det er som om hver af historiens personer kører i sit eget spor, uden af se til siderne. Da vores hovedperson på et tidspunkt forsvinder fra resten af flokken, nævner hans følgesvende overhovedet ikke for hinanden, at han er væk.
Et godt træk er dog, at ændre historien i forhold til bogen. Douglas Adams var også stor fortaler for, at historien skulle tilpasses det medie den blev fortalt via. Således var bogen anderledes end radioshoweet, computerspillet anderledes end bogen og filmen anderledes end nogle af de tidligere udgaver. Sommetider har filmen et næsten dokumentarisk præg over sig, og jeg tror egentlig den vil egne sig bedre til fjernsynsskærmen end biografen.
Om effekter og design
Effekterne er glimrende, og gør deres arbejde til at fortælle historien, men der hænger stadig et eller andet plastic-lignende over dem, der gør, at jeg aldrig helt troede på dem. Designet er til gengæld fantastisk, rumskibe, teknologi, væsener og locations er glimrende og fantasifulde – kun ros til den del herfra.
Om skuespillerne
De gør hvad de skal. Kun Martin Freeman som Arthur Dent og Bill Nighy som Slatibarfast står skarpere frem end resten. Marvin, the paranoid android, er komplet forfejlet, og holder simpelthen ikke vand. Hans stemme leveres ellers af fantastiske Alan Rickman, der faktisk gør det så godt, at Marvin splittes i to, for stemmen passer ikke til hans bevægelser eller design. En skam.

Martin Freeman er teh winz!
Han brillerer også i The Office.