Tyveri af musik
Jeg lovede for noget tid siden at tage mig kærligt af filmkomponisten James Horner, og fortælle hvorfor, jeg synes han er en talentløs sjover.
Horner er en tyv, ikke den værste slags, men under alle omstændigheder en simpel tyv. James Horners filmmusik er faktisk virkelig god hvis man ser på de enkeltstående værker. Men så snart du ejer to eller flere af hans soundtracks, begynder du at opdage tyveriet. Der er to dele af Horners tyveri, og det er kun det ene jeg vil tale om her, for jeg har ikke viden nok om hans tyveri fra klassiske værker, så jeg vil koncentrere mig om hans tyveri fra sig selv.
Horner stjæler primært sine egne temaer, og instrumenteringer, og det gør, at mange af hans værker minder virkelig meget om hinanden. Han blev nomineret til en Oscar for Braveheart i 1996, og mange mente han skulle have vundet. Mig inklusive, for det var første gang jeg hørte hans skotsk/irske instrumentering, og den var original på det tidspunkt. Jeg elskede faktisk Braveheartmusikken! Horner lugtede succesen, og da han igen fik chancen i Titanic, greb han den, og komponerede et score der var mere end blot inspireret af hans succesfulde Braveheart. Jeg har sammensat nogle få klip fra henholdsvis Titanic og Braveheart så du selv kan høre hvor meget de minder om hinanden.
Braveheart vs Titanic.mp3 – 1.24 min. – 331 kb.
Hans værker er fyldt med paralleller som disse. Fyldt med dem! Det her er bare nogle få eksempler fra to af hans scores. Tyveriet foregår også fra klassiske værker, hvilket dog ikke er min stærke side, så det berører jeg ikke her, men set har betydet, at Horners navn i filmmusikkredse er synonym med plagiat. (Læs bl.a. Horners eget svar på tiltale i denne artikel) Alligevel ser James Horners succes ud til at fortsætte. Det gør den fordi, Horners værker som sagt er glimrende enkeltstående værker. Fra nu af kan det være, at du er en af dem, der ikke lader sig narre.
Gode klip :)
Jeg vil, når jeg har en time til det, lige klippe et lign. klip sammen, fra Star Trek 2 og Aliens (og måske også Clear and Present Danger). Det er skræmmende :)
Hmm… Det første eksempel var nu mest instrumenteringen (, hvilket man jo så kan le ad, idet det ene skal være skotsk, det andet irsk).
Det andet eksempel er til gengæld meget tydeligt taget direkte fra Dvoraks “From a new world”. Men herregud: Det er jo kun en akkordovergang. Det er altså svært at undgå at komme til at lave noget af og til, som lyder som noget, der er lavet før. Bare se på min Frank-o-fon, som har samme mystiske akkorder som “Gangsters Paradise”. Gad vide, om jeg vidste det, dengang jeg lavede den (og har glemt det igen), eller om det først var nu her for et halvt år siden, at jeg opdagede det (jeg måtte lede på nettet for at se, om jeg måske havde været først – men det havde jeg ikke. Æv!)