Ingen biler i København
Se på billedet hvilken del af København, der er lukket for trafik fra i dag til og med lørdag. Lad nu være med at lægge dig i fosterstilling og klynke, du kan godt klare dig uden din bil i tre dage. Det bliver du i hvert fald nødt til, for den gamle bydel er lukket for privatbilisme.

Initiativet hedder miljøtrafikuge. Erhvervsdrivende, lad nu være med at skabe jer og se på de erhvervslejemål, der er dyrest i København. Strøget. Gågaderne. Rigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Fodgængerne vader jo alligevel rundt på gaderne derinde, fordi der i de fleste tilfælde kun er én stribe fortov og flere tusind mennesker. Hvorfor ikke gøre det? Læs alle lortebilerne permanent ud fra de smalle middelaldergader med en høtyv, og lad folk komme til.
Hvorfor egentlig nøjes med tre dage om året og ganske få gader? Nu vi er i gang så luk for al privatbilisme i centrum. Det ville give mulighed for et bussystem, der kører effektivt og til tiden fordi vejene ikke er blokerede af biler hele tiden. Det ville være godt for luften, godt for miljøet, godt for turismen og godt for støjniveauet… eller dårligt for støjniveauet alt efter om du elsker eller hader larm.

Ja for helvede, JA!
Nu bor jeg så også herinde, så jeg er måske biased :)