Morten Brunbjergs Blog

I går var den hylende unge tilbage. Hun sad i en brun cykelvogn med store hjul og skreg så det lyse hår flagrede. Jeg tror hendes forældre tog en kamp der måtte tages. På et tidspunkt så jeg tilfældigvis faderen komme ud til hende og sige noget. Derefter skreg hun atter: “NEJ! NEJNEJNEJ! NEJ-NEJ-NEJ-NEJ-NEJ! NEEEEEEEIIII!” og gav sig igen til at hyle uforståeligt på nær de få “MOOARRHAHAHAAAAAARRHHHH!” På det tidspunkt havde hun allerede hylet i et kvarter.

På et tidspunkt ændrede hun taktik, og gav en serie korte, men meget højere skrig. Hun hylede uafbrudt i ialt 48 minutter. Om det var hende eller forældrene der gav op ved jeg ikke. Jeg ved bare, at der blev stille. Jeg ville ikke kunne skrige i 48 minutter… eller måske skulle jeg lade det komme an på en prøve.