Morten Brunbjergs Blog

Martin løb ærinder. Det var hvad han lavede de dage han ikke gik i skole. Hvis han var hurtig, og posen ikke var for tung, kunne han sætte sig på sporvognens bagerste trin uden at blive opdaget.
  Martin bragte købmandsvarer ud for far. Ude i byen kaldte de far for ”Købmand Kaj Jeppesen”. Andre kaldte ham ”Spækhøkeren”; det ord havde Martin aldrig helt forstået. For hver kunde Martin betjente gav far ham ti øre.
  Far havde mange gange fortalt at Martin selv en dag selv ville komme til at stå bag disken i det brune forklæde og pakke varer i papirsposer. Han ville blive ”Købmand Martin Jeppesen”.
  Normalt delte de ikke ud juleaftensdag, men far sagde at det her var en speciel kunde, og hvis Martin var hurtig ville han få 50 øre for det.
  Martin holdt akkurat balancen med den store papirspose da han hoppede af sporvognen. Han kendte godt kvarteret; en anden af fars kunder havde boet her i nærheden.
  Det var koldt, men han kunne ikke stikke hænderne i lommerne fordi han bar på papirsposen. Heldigvis fandt han hurtigt opgangen og åbnede døren med albuen.

Opgangen lugtede af sæbe blandet med mad fra alle køkkenerne. Martin løb op på fjerde og bankede på. Slåen blev skubbet fra og døren gik en smule op; sikkerhedskæden var stadig på.
  â€Hvad fanden vil du?” Manden var stor og havde sort overskæg. Der kom en ulækker lugt fra døråbningen. Martin gjorde sig umage for ikke at rynke på næsen.
  â€Deres købmandsvarer, hr.”
  â€Jeg har sgu ikke bestilt noget, knægt.”
  Mange af fars kunder sagde sådan. Hvis det sker, skal du bare fortælle dem hvad der er i posen, min dreng.
  â€Er De sikker? Alt er ellers betalt. Her er en flaske whisky, fire øl, en pakke pølser og fem æg.” Han havde talt æg og øl helt uden at bruge fingrene.
  Manden stak hovedet ud og undersøgte opgangen. Så løftede han kæden af.
  â€Kom ind, knægt.”
  Martin gik ind. Det var underligt at se andres hjem. De lugtede helt anderledes. Her var ikke så slemt når man først var kommet ind.
  â€Stil posen i køkkenet. Jeg finder en mønt til dig.”
  Fars kunder fandt tit en mønt. Martin løftede posen op på køkkenbordet. Det var fyldt med krummer. Der lå en stor kniv ved siden af et halvmuggent rugbrød. Martin havde ikke lov til at røre ved knivene derhjemme… men lige nu var han ikke hjemme. Han så sig om, ganske som manden havde gjort ude på opgangen og tog kniven.
  Den havde buet skær og rester af brød siddende i rillerne. Han lod fingeren løbe langs æggen. Den var skarp. Han skød den hårdt frem for sig som de gjorde i tegneserierne.
  â€Knægt, her var du fem…” Manden standsede i døråbningen med pungen i hånden. Kniven sad i hans mave. Martin holdt den stadig. Manden var gået direkte ind i den. ”Hvad fanden…”
  Far havde engang trådt på en mus. Musen var ikke død, så havde far slået den ihjel. Det er bedst, Martin. Den skal ikke lide.
  Martin tvang kniven opad med en savende bevægelse. Mandens skjorte blev rød. Det lignede papiret som slagtervarerne var pakket ind i. Han tabte pungen og den ramte køkkengulvet med et metallisk klask.
  En gurglen. Et host. En fin byge af blod og manden sank i knæ. Der var stadig liv i hans øjne. De var blå.
  Den skal ikke lide.
  Martin brugte begge hænder og savede. Opad. Opad og til højre. Hjertet.
  Manden faldt forover som et træ. Martin sprang væk. Kroppen hamrede i køkkengulvet og vægten pressede knivsspidsen gennem ryggen.
  Martin havde ikke lyst til at være i mandens lejlighed mere, men han måtte træde på liget for at komme ud gennem køkkendøren.
  Han slog smæklåsen til og lukkede døren.

Ude på gaden lå et fint hvidt snelag og fnuggene dalede fra himlen. Martin slog kraven op og stak hænderne i lommerne. Der lå noget i lommen. Noget blødt. Han tog det op. Det var mandens pung. Han så kort i den og skyndte sig så at stikke den tilbage.
  Sporvognsskinnerne var lange mørke striber i sneen. Det ville blive svært at hoppe op på det bagerste trin i det glatte føre. Martin fiskede i stedet en mønt op af pungen og gik ind i varmen da linje 16 standsede. Han stod af ved stoppestedet ud for købmanden.
  Der var lys i privaten over butikken. Det var begyndt at mørkne og deroppe ventede juletræet med gaver under. Mindst tre til ham, det vidste han med sikkerhed. Noget fra tante Inger, sikkert vanter eller en hue. Noget fra Bedste, men det var aldrig til at regne ud, og endelig noget fra mor og far. Måske den røde brandbil fra vinduet i legetøjsbutikken.

Martin bankede sneen af skoene og satte dem pænt på måtten i opgangen. Han kunne høre mor synge derinde og hele opgangen duftede af andesteg. Indenfor fik varmen det til at gøre ondt i hans fingre.
  â€Glædelig jul, skat,” sagde mor fra køkkenet og smilede. Hun havde den fine kjole på. ”Jeg har lagt det pæne tøj frem, er du sød at skifte?”
  Martin nikkede og mor gav sig til at nynne. Hun sang aldrig når folk var tæt på. Måske var hun bange for at hun ikke sang godt. Martin syntes nu hun sang rigtig flot.
  Han gik forbi stuedøren. Bordet var dækket, juletræet stod ved vinduet og der var levende lys i karmen. Han så fars fødder på fodskamlen og hans hårtop over avisen. Så snart far så ham ville han spørge hvordan leveringen var gået. Martin ville ikke fortælle det – ikke endnu. Først skiftede han tøj; det gik mor og far så meget op i.
  Han gik ind i kammeret og skiftede. Bagefter vaskede han sig helt uden de havde bedt ham om det. Så lagde han mandens pung i bukselommen og gik ind til far.
  Avisen raslede da han sænkede den.
  â€Nå, er du der,” sagde han med sin dybe stemme. Nu kom det – Martin vidste det kom. ”Hvordan gik leveringen?”
  â€Godt.”
  â€Fik du monstro en lille mønt?”
  Martin nikkede og forsøgte ikke at smile for meget.
  Far lagde avisen helt ned på lårene. ”En stor mønt ser det ud til.”
  Martin nikkede igen og stak hånden i lommen. Mønterne klirrede svagt gennem stoffet. Så trak han pungen op og lagde den midt på avisen. Far spærrede øjnene op.
  â€Det må jeg nok sige. Det var dygtigt.” Han tog pungen og lagde den i sin egen lomme. Så kastede han et kort blik mod køkkenet. I samme øjeblik begyndte mor at synge igen. Far dæmpede stemmen. ”Klarede du kunden?”
  â€Jeg gjorde det jeg plejer, far.”
  Far lænede sig tilbage i stolen og nikkede. ”God dreng. Og jeg kan se at Julemanden er enig med mig.” Far nikkede mod juletræet.
  Der lå en æske med legetøjsbutikkens bånd omkring. Det susede i Martins mave, og for første gang denne juleaftens dag begyndte han at glæde sig til juleaften.

Forfatterens bemærkninger:
Jeg håber virkelig ikke at jeg fik spoleret din julestemning. Jeg syntes vi trængte til noget anderledes i denne julekalender, noget mindre sødt. Noget der husker os på at at rød er julens farve, og julen er hjerternes fest. Tak fordi du læste med.

Næste afsnit kommer i morgen hos Eat My Shorts