Gode gamle GUI’s
Her er en fed samling af skærmbilleder fra forskellige operativsystemer. Jeg vil gerne fremhæve to af dem. GEOS til commodore 64 fra 1986. Mest fordi det er imponerende at køre et grafisk OS på en maskine som C-64′eren, specielt i en tid hvor PC’erne, med deres overlegne datakraft, stadig kørte DOS. Jeg kørte selv et OS der mindede om det på min C-64 da jeg fik en Final Cartridge III. Det er ikke så let at styre en musepil med et joystik.
Det andet er naturligvis Workbench til Amigaen, foran hvilket jeg tilbragte alle mine teenageår sammen med DPaint og Protracker. Akke ja akke ja.

Jeg købte The Final Cartridge som senere viste sig ikke at være så “Final” som lovet da de lavede både en II’er og en III’er.
Jeg kan ikke huske noget om II’eren, da jeg aldrig havde én af dem, men III’eren var en stor forbedring over den første.
Jeg var for doven til maskinsprog så da Laser Basic fra Ocean kom blev alle mine drømme opfyldt. Man kunne Kompilere sine programmer så andre kunne køre dem på deres maskiner uden at skulle have noget andet tilbehør eller software.
Opbygningen af operativ systemet på Amigaen var perfekt, selv om reglerne ikke altid blev fulgt.
Jeg købte endda Cloanto emulatoren da jeg skiftede til PC, men må dog indrømme at jeg aldrig har brugt den til noget.