Morten Brunbjergs Blog

Der er et eller andet meget typisk dansk over at tage en tyk sweater med til Fiji. Sæt nu det blev koldt. Sæt nu det blev koldere end en isgrav under sydpolen. Jeg fik ikke brug for min sweater.

Fiji var ikke koldere end en isgrav på sydpolen. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige at Fiji var temmelig varmt. Specielt om natten hvor mine fødder blev forvandlet til to klumper glødende lava. Er det muligt at brænde sig på sig selv? Jeg tror det. Jeg vender tilbage til mine to klumper lava om lidt.

Første nat tilbragte vi på et hotel i noget der skulle vise sig at være luksus. Luksus betyder en blæser over sengen, aircondition og varmt vand. Helt almindeligt er dog kokospalmer og hængekøjer. Aldrig har jeg tilbragt så meget tid i en hængekøje.

Strandløver var der ingen af, men vi mødte to gamle strandhunde der ikke var vandt til at blive kælet for. Det gjorde jeg naturligvis noget ved.

Dagen efter rejste vi nord på. Under ækvator er nord lig med varme. På sejlturen så vi dem. Du ved godt hvad jeg mener. De små tropeøer der kun eksisterer i lottoreklamer. Midt i det turkisgrønne hav ligger de. Små lysegule øer med eksplosioner af grønne palmer på midten. Vi blev sejlet ind til øerne i små både, og jeg er stadig imponeret over Fijiernes evne til at pakke uanede mængder af mennesker og bagage ned i både der ser ud til kun at kunne indeholde halvt så meget.

Problemet med varme om natten – mine to lavaklumper af fødder – oplevede vi primært de første to nætter som vi tilbragte i en bure; en lille hytte bygget af palmestammer og flettede palmeblade. Jeg kunne ikke sove for varme. Luften var tyk og selve havbrisen slog ind gennem vinduet var jeg ved at dø. Jeg vænnede mig til det, og de steder vi boede de andre dage var også bedre indeklima. Jeg ville sige at vi bogstaveligt talt boede to meter fra stranden, men det er ikke helt rigtigt. Det afhang af tidevandet. Sommetider boede vi to meter fra havet og næste morgen boede vi femten meter fra det.

Det ver temmelig umuligt ikke at bruge tid ved stranden, da alle husene lå så tæt på vandet at der stort set kom bølgeskvulp ind gennem vinduerne. Men mellem strandturene fik vi da gået en tur tværs over øen og set solnedgangen.

Aftenerne var intet mindre end storslåede på en meget fortigtig måde. Månelys gennem silketynde skyer og et meget uvirkeligt lys som du kan se på det første. Billede nummer to er naturligvis blitzet fyldt med kunstigt lys.

Næste del af Fijituren har jeg endnu ikke skrevet, men den kommer online om et par dage. Lad mig alligevel holde dig til ilden ved tarveligt at afsløre næste historiefokus: Hvordan jeg næsten druknede i en undersøisk hule, men slap med et lille hul i hovedet.