Morten Brunbjergs Blog

Som lovet min druknehistorie fra Fiji. Bortset fra jeg naturligvis ikke druknede. Rosa og jeg tog en tur, sammen med sådan cirka en milliard andre turister, til en nærliggende klippehule omkring en halv times sejlads borte.

De underjordiske huler er halvt fyldt med vand, og vandet er helt fyldt med sølus. Uskadelig og usynlige, men satans irriterende forbistrede små kræ der bider. Der er hul øverst i hulen, næsten som røghullet i en wigwam, så der er ikke mørkt. Sceneriet er smukt. Blygrå klipper rejser sig i en skakt over vores hoveder og en fed, brun fugleedderkop på størrelse med en halv knytnæve sidder et par meter over vandoverfladen.

Der var en hel hule til. Ved siden af. Jeg ved det, men kan ikke se indgangen nogen steder. Mens vi træder vande i hulen, vi kan ikke bunde, og klasker sølus, går det op for mig at vi skal dykke ind i den anden hule. Gennem en undersøisk tunnel.

Jeg er ingen kylling når det kommer til vand. Jeg elsker vand. Jeg bruger mere tid under overfladen når jeg svømmer end over. Jeg har altid elsket at dykke, men at svømme i komplet mørke, for lyset nåede ikke derned, gennem en undersøisk tunnel jeg ikke kender gav mig næsten kvalme.

Jeg dykkede ned for at tage et kik på sagerne. Det kunne vel ikke være så slemt. Det var det. Omkring halvanden meter under overfladen så jeg en tunnel der vare bredere for neden end foroven. En trekantet klippesprække rakte ind i mørket og forsvandt i blå skygger. Det var umuligt at se enden af tunnellen.

Rosa dykkede med ned og med det samme hun kom op sagde hun: ”Det gør jeg ikke.” Det var der en del andre turister der heller ikke gjorde. De tog svømmeturen tilbage til solskinnet ude på stranden. Hvad gør jeg? Jeg tænker som en mand. Okay, tøserne tør ikke, men du er en vandhund, Morten. Hold kæft du er næsten født i vand. Du dykker 25 meter uden at blive forpustet. Naturligvis kan du klare 2 meter – også selvom der er mørkt.

Jeg er den sidste der skal gennem tunnelen. ”Djost swem tuwords ma flash light,” lød det på Fiji-engelsk. Guiden dykker under vandet. Jeg ser lyskeglen fra hans lygte forsvinde under klipperne. Jeg tager en dyb indånding og går ned. Du er ikke en tøs, Morten!

Jeg kan se guiden foran mig i lygteskæret der spreder sig i fingerstråler under vandet. Sølusene bider mig sikkert, men jeg tænker ikke over det. Jeg tænker kun på der ikke er længere er luft over mig – kun vand og klipper. Det er ikke mere muligt at stikke hovedet op og snuppe en mundfuld luft. Ikke uden et asfaltbor. Guiden vinker mig frem med en krum pegefinger. Jeg tager et par svømmetag. Halvvejs gennem tunnelen. Du er ingen tøs, Morten. Det er jo bare sten. Du har masser af luft.

Guiden fjerner lommelygten og der bliver mørkere. Jeg kan stadig se ham. Han holder håndfladen frem mod mig i den gestus som alle steder på kloden betyder stop. Stop? Stop! Jeg stopper. Guiden ser sig tilbage. Sig mig er der kø, eller hvad? Det er hvad jeg tænker. Et par sekunder går. Jeg tager et svømmetag frem. Guiden ryster håndfladen mod mig som stop. Hvis jeg tager endnu et svømmetag svømmer jeg ind i ham, og hvis der er noget jeg ikke har lyst til så er det at ramle ind i en fremmed mand to meter under vandet uden mulighed for at kunne komme op. Så jeg gør det eneste jeg kan. Jeg venter er par sekunder.

Jeg tror udmærket du er klar over hvor langt tid et par sekunder er. Jeg er sikker på at jeg slet ikke behøver at fortælle dig at de cirka ti sekunder alle disse undervandsbegivenheder finder sted er lange. Længere end en matematiktime. For fanden det er længere end en tysk motorvej. Prøv at tælle ti sekunder for dig selv og forestil dig at tilbringe dem i uvished, under vandet i en tunnel fyldt med vand og uden luft over overfladen.

Jeg kan mærke noget i min mave. En lille følelse. Bare en lille. Noget kilder, og det bevæger sig langsomt op gennem min krop. Jo, det er faktisk panik, og jeg ved at hvis det når min pande så går det galt. Jeg skyder på at det vil tage endnu nogle sekunder før det når derop, og jeg ved mere end noget andet at der ikke skal være en solid klippemur over mit hoved når det sker.

Jeg vender mig i vandet som jeg har gjort i svømmehallen. Jeg har gjort det tusind gange. Jeg krummer benene så vandmodstanden er minimal. Det tager kun et let tag med begge arme at vende hele kroppen. Jeg svømmer tilbage. Det er ikke mere end tre svømmetag, men panikken sidder allerede i halsen, og mine lunger er begyndt at prikke mig på skulderen og spørge om det ikke snart er tid til at trække vejret.

Jeg ser det helt fantastiske syn af overfladen over mit hoved. Reflekserne fra lyset der falder gennem hulens wigwamåbning. Et tag og jeg er oppe. Men jeg er ikke ude. Det er kun noget jeg tror. Jeg har glemt at der godt kan være sten lige over overfladen som ikke kan ses nedefra. Og det er der. Forestil dig at åbne munden for at tage en mundfuld luft og i stedet slå panden mod en sten. Det gør ikke ondt. På det tidspunkt tror jeg ikke engang at der er gået hul. Jeg bliver klogere.

Af en eller anden besynderlig årsag, som jeg udelukkende tillægger det venskabsbånd jeg har haft med vand siden jeg var lille, rykker panikken sig ikke op fra halsen. Den flytter sig ikke en tomme. Jeg er helt rolig da jeg uden frisk luft i lungerne igen dukker hovedet under vandet og tager det svømmetag der bringer mig næsten to meter væk fra tunnelen. Jeg prøver igen, og denne gang ved jeg der er frisk luft over mit hoved.

Det er der også. Så snart jeg har hovedet over vand igen kan jeg mærke at der var luft nok i mine lunger til ti, måske endda femten, sekunder længere under vandet. Mindst. Jeg svømmer hen til klippen, ja den med fugleedderkoppen to meter over mit hoved, men det er jeg først kommet i tanker nu, og der holder jeg fast og venter på guiden. Jeg mærker på panden. Der er allerede kommet en bule, men det gør ikke ondt. Jeg kan huske at jeg engang hamrede hovedet ind i kanten af en swimmingpool under vandet. Det gjorde heller ikke ondt, men da jeg steg op strømmede blodet ned over ansigtet på mig. Jeg ser på min hånd, der er intet blod. Men bulen vokser så hurtigt at jeg næsten kan mærke det. Hvor fanden er guiden? Han kommer ikke. Idioten er blevet på den anden side. Jeg venter lidt endnu, men han dukker ikke op.

Skide sur svømmer jeg tilbage og går samme vej som Rosa. Jeg mærker på bulen og ser på min hånd. Jeg tænkte det nok. Der er blod. Ikke noget der fosser. Ikke engang tæt på, men fordi bulen vokser åbner riften sig. Det er bare en skramme, en lille ridse, det bløder kun lidt, men folk glor. Rosa finder noget papir fra tasken og jeg dupper til det holder op med at bløde.

Jeg ved ikke hvad der afholdt mig fra at give guiden verdens største møgfald da han vendte tilbage. Sandsynligvis var det fordi vi sad sammen med tyve andre i en meget lille båd. Måske ikke tidspunktet til skænderi.

Alt jeg har at vise for denne episode er et lille bitte sår i tindingen – der hvor der engang var hår. Så lille at det forsvandt efter to dage, sandsynligvis på grund af en masse sol. I det mindste slap jeg billigere en end Kimberly, en af vores venner. Hun tog turen på røven på en flad klippe ved stranden. Hun blødte fra albuerne i sådanne mængder at jeg begyndte at spekulere på om der var hajer i farvandet. Igen måtte Rosa finde papir fra tasken. Kimberly og jeg satte os ved siden af hinanden i båden og lod folk glo.

Kære læsere, det var historien om det lille sår i mit hoved. Og her er et billede af skrammen. Som om den var noget at gøre så stort et nummer ud af.

Næste fijiberetning bliver knapt så dramatisk, og sandsynligvis heller ikke så lang. Tak fordi du svømmede med.