Morten Brunbjergs Blog

En meget lille pige, tre år måske, sidder alene i en motorbåd. Det er et billede på en anderledes kultur, en kultur med et mere afslappet forhold til havet. Hun forsøgte endda at starte motoren, men havde ikke kræfter til det. På billedet ser hun ikke så sød ud og ligner desuden en dreng, jeg ved det, men hun var virkelig en lille krølhåret charmetrold.

Selv samme lille pige satte sig på skødet af Rosa da vi blev sejlet ind til øen. Der faldt hun i søvn. Hun kunne have valgt en af de andre tyve turister ombord, men hun valgte Rosa. Det kan jeg ikke bebrejde hende, men at hun valgte mig da vi sejlede væk fra øen forstår man jo ikke. Inden den lille pige satte sig på skødet af mig forsøgte en fyr der sad overfor mig i båden at lokke hende. ”Come and sit here,” sagde han og klappede sig på låret. Den lille krøltop tog tre skridt bagud og slog armen om mit lår og så op på mig. Jeg føler mig ikke gammel og sentimental endnu, men jeg skulle være lavet af sten hvis ikke det gjorde indtryk. Så rakte hun op og jeg satte hende på mit lår. Der blev hun siddende den halve time sejlturen varede.

Fijifolket er musikalske mennesker. Guitarer, små og store (er det ukuleler de små hedder?) finder de frem hele tiden og synger deres lands sange. Hver gang vi ankom eller sagde farvel til en ø, var det til lyden af strengespil og sang. En del af det er naturligvis for vores skyld, men ikke hele tiden. De spiller og synger også alene, og uden turisterne. Mange af deres sange var faktisk virkelig iørefaldende og omkvædende tangerede næsten til moderne pop. Det gjorde teksten dog ikke.

Bastskørter troede jeg hørte til på Hawaii, men de er åbenbart også en del af folkedragten på Fiji. Vores værter dansede en aften, de gjorde det for at skaffe penge til deres børns skolegang, det kostede 5 Fiji dollars at se det, hvilket svarer til omkring 17 kr.

Men det var tid til at forlade de kolde bade og den varme hytte og sejle mod syd. Og nu bliver jeg nødt til at sætte tempoet lidt op, ellers bliver jeg jo aldrig færdig, og der gror mos på dine øjne inden indlægget slutter.

Vi tog videre til Mantaray, et sted der var langt mere luksuriøst end Sunrise Resort som vi havde boet på indtil nu. Her var rent faktisk vægge i vores hytte. Rigtige vægge. Stadig ingen varmt vand, og stadig fælles bad og toilet. Men der var vægge og ordentlig luft i hytten.

Vi tog en tur til den nærliggende landsby – hvilket var en halv times sejlads ligesom alt andet åbenbart er. Vi så byens skole hvor eleverne blev opdraget kristens som du vil se hvis du tager et kik på plancherne over tavlen.

Børnene kom løbende så snart de så os og ville lave en Haka for os. Haka er en New Zealandsk dans som Maorierne laver. De var gode. De var rigtig gode og fremførte dansen men sådan en kraft og så højtråbende at det gave et sæt i os alle sammen da de startede. Ingen krævede penge for noget og ingen tiggede eller prakkede os varer på. De stillede dog donationskassen frem uden foran kirken, og det hint forstod folk godt. Rosa købte desuden et meget smukt halssmykke på markedet.

Der ligger en endnu ufærdig roman og venter på at blive skrevet, og for at være helt ærlig kildrer det i mine fingrer for at komme i gang med den i dag, så jeg vil vente med resten af Fiji historien. Du har vist også indtaget dagens dosis af tekst fra denne blog. Næste indlæg om Fiji er på vej.

Bliv melodi – mere til komme
Stay tuned – more to come
Vær her eller vær retvinklet
Be here or be square