Morten Brunbjergs Blog

Sådan kommer fødder til at se ud når du går med bare tæer hele døgnet. Det her var kun efter en enkelt dag.

Vi ankom til et nyt ressort. Små både igen og musik og sang som velkomst. Her havde vi eget toilet og bad! Stadig intet varmt vand, og toilettet var bag en husvæg af flettede blade så du kunne sidde på tønden og følge med i livet udenfor huset.

Mit sår i panden er helet, og det må være et tegn til at det er okay at kaste sig i bølgen blå endnu engang. Vi tager en snorkeltur. Ud med en lille plimsoller. Midt på havet med et par kilometer til nærmeste ø lader jeg mig falde baglæns fra båden i vandet. Her er ikke dybt, et par meter, men så snart jeg får hovedet under vand eksploderer havet i farver. Jeg ville ønske jeg havde et undervandskamera så jeg kunne have vist jer det.

Fisk i hundredvis. Tigerstribede, zebrastribede. Store og flade, små og tykke, alle bølger de sig vej gennem koralrevet. Koralerne er lige så farverige. Dyb lilla og selvlysende grøn dominerer og korallernes underlige former gør det hele spraglet. Det ligner resultatet af en fælles eksplosion i en pasta- og malingfabrik.

Jeg dykker tættere på og et par fisk søger ly i koralerne, men det fleste er ligeglade. Jeg kan næsten røre ved dem. Jeg har svømmefødder og dykkermaske på. Jeg har lært mig selv at bruge begge svømmefødder samtidig, som var de én hale. Sådan svømmer jeg med armene ned langs siden i en efterligning af delfinerne. Det går hurtigere på denne måde, ikke noget med at plaske ubehjælpsomt med et ben af gangen. Og så er det sjovere.

Lidt længere ude er der et fald i koralrevet. Måske femten meter til bunden. Det er som at flyve over en bjergkæde med klippefald, revner og dybe sprækker. Tre reef sharks kommer bugtende på den rolige måde der kendetegner hajer. De er måske en meter lange. De svinger rundt om revet og ser koncentrerede ud med deres nedadvendte mundvige. Øjnene er helt sorte. Kroppen er grå og hvid.

Jeg ved ikke hvor længe vi snorkler. Måske tre kvarter. Jeg stikker hovedet over vandet ind i mellem for at se om jeg er kommet for langt væk fra båden. Det er jeg ikke. Den ligger for anker under halvtreds meter væk. Men det er alligevel underligt at ligge midt i havet uden land i nærheden. Bølgerne er store og jeg ruller med dem når de kommer.

Jeg er i en anden verden i båden på vej tilbage. Jeg tror egentlig altid jeg har været i den takket være mine mange timer i svømmehallen som barn. Men det er som om den toner lidt væk når jeg ikke er i vand, og hver gang jeg får hovedet under vand – specielt et sted som her – bliver den tegnet op, og jeg elsker det. Vi har forsøgt at svømme med delfiner hernede, men kom desværre ikke til det. Det er en af de ting jeg meget gerne vil nå at prøve inden vi tager hjem. Forhåbentlig kan vi forsøge igen til sommer. (November).

Lad os hoppe videre til næste, og sidste ø, på vores Fijitur. Øen Bounty. ”Welcome home!” råbte de midt i sangen da vi kom i land. Bounty var det første sted hvor der var aircondition og endda en blæser ved sengen. Og… varmt vand. Skulle vi virkelig nyde det første varme bad i en uge? Nej, vores vandvarmer var i stykker. Men på dette tidspunkt havde vi stort set vænnet os til kolde bade, så det gjorde ikke så meget.

Tidevandet på Bounty var ret voldsomt. Rosa står her på stranden ved lavvande og viser dig hvor højt tidevandet kommer op. På Bounty lavede vi ikke andet end at bade. På i sol og vand, for det var vores sidste feriedag.

I bussen på vej til lufthavnen savner jeg endnu ikke varmen, for der var varmt nok, men det gør jeg allerede nu, tilbage i vinteren på New Zealand.

Næste, og absolut sidste, Fijiindlæg bliver en række stemningsbilleder uden tekst som et farvel til Fiji.