Morten Brunbjergs Blog

Mit første modem var et 33,6. Så kom 56,6. Det var tiden med frames og jpeg fotos der fyldte under 50kb. Men så kom frelseren ADSL og redede mig fra at ende som én stor rynke før siderne loadede.

Jeg var så meget online med mit modem at jeg stadig kan huske lyden af modemmet der ringer op. Den dag i dag ville kunne tage telefonrøret og selv lave lyden og komme online. Det er jeg sikker på.

Min udbyder hed Image Scandinavia. Det blev så opkøbt af Worldonline som vist så blev til noget tredje jeg ikke husker Tiscali. Det bringer mig frem til pointen i dette ellers, indtil nu, komplet pointeløse indlæg.

Jeg var med dengang omkring 1995 hvor Internettet for alvor startede for privatpersoner. At have levet i en verden uden nettet bliver som når vores bedsteforældre fortæller om tiderne uden fjernsyn, og hvor smeden også fungerede som tandlæge.

Jeg har ikke lyst til at glemme det, for jeg vil gerne se mine børns store øjne og munde når de hører at min barndom var uden Internet og uden mobiltelefoner. (Men ikke uden computerspil. Hil C64!)

At jeg skriver det her indlæg betyder ikke at jeg er ved at blive en gammel sentimental nar. Jeg påstår i det mindste ikke at alting var meget bedre uden Internet og mobiltelefoner. For fanden, jeg elsker jo nettet, og jeg vil sørge for at de børn jeg engang får lærer at bruge det ordentligt. Med det mener jeg naturligvis at de ikke spilder deres tid på nettet med tåbeligheder som at blogge om useriøse emner og sjove videoklip. Sådan noget pjat.