5 ting jeg hader i New Zealand

Rigtigt. Det ville være smukkere at skrive om alt det jeg savner ved Danmark. Mere underholdende vil det tilgengæld være at skrive om de ting jeg hader ved New Zealand.

I New Zealand hader jeg:

Lydkrydsene
Fodgængere og biler i et kryds samtidig er slemt. Uhauha. En eller anden kunne komme til skade. Det betyder at der er rødt for alle fodgængere mens der er biler i krydset. Vi forgængere må altså vente på at biler fra samtlige retninger får lov at køre (ja, også dem der bare skal dreje) og derefter må vi gå over. Tilgengæld kan vi kan gå tværs over krydset fordi der er rødt for alle bilerne på samme tid. Men for fanden hvor er det en kæmpe nitte at vente 5 minutter hver gang!

Tidsopfattelsen
Kom og fejr fødselsdag hos os. Vi starter med kage klokken 15 og spiser klokken 19. Klokken 16 dukker den første gæst op. Klokken 16:30 kommer et par stykker til, og klokken 17 er vi fuldtallige. Sådan er det bare. En kulturforskel man må leve med. Men det er godt nok svært for mig.

Husene
Ingen isolering betyder hamrende varme huse om sommeren og tissekolde huse om vinteren. Der er ikke så meget mere at sige. Indeklimaet er forfærdeligt på grund af fugt og kulde om vinteren. Det regner ned gennem vores tag på her hvor vi bor. Huset er ikke engang to år gammelt. Der er reklamer for hoste- og hovedpinemedicin på TV hele tiden. Klart de har det sådan med det indeklima. Mug i vinduerne på grund af kondensvand. Skiftevis kulde og varme hele tiden. Et astma- og allergiparadis.

Reklamerne
De er der hele tiden. En film på 1 time og 30 minutter tager 2 timer og 30 minutter på TV på grund af reklamerne. Der er ikke reklamer mellem programmerne, men et program på en halv time har to reklamepauser af 5 minutter. Efterhånden som en film nærmer sig slutningen bliver reklamepauserne flere og flere. De sidste tyve minutter er der tre reklamepauser – den sidste 5 minutter inden filmen slutter. For fanden hvor jeg hader det!

Alarmerne
Alarmer af alle typer larmer hele tiden. Bilalarmer, tyverialarmer, brandalarmer, røgalarmer. Bilalarmer har ingen tidsbegrænsning hernede og starter så snart du puster til bilen. Røgalarmer starter når du rister brød! Alarmer over alt hele tiden. Alle udkørsler til større veje skal have en alarm der starter når en bil er på vej ud. Der er rigtig tit en bil på vej ud, og manner hvor er det bare røvirriterende at høre på hvis man bor i nærheden af sådan et infernalsk apparatur, hvilket vi gjorde i starten.

Ja, der er mange gode ting ved New Zealand, og normalt er jeg ret positiv, men jeg skal heller ikke glemme at nævne alt det irriterende. Det er hermed gjort.