Smukkeste vandretur i New Zealand
Jeg lovede at skrive om den for alt for længe siden. Den smukkeste endags vandretur i New Zealand hedder Tongariro crossing. Den er også kendt for at være den hårdeste. En heldags vandretur på skrænterne af Mount Ngauruhoe, Mount Ruapehu og Mount Tongariro som alle er aktive vulkaner.
Vi endte i sne til midt på knæene på bjergsiden og i så kraftig vind at jeg sommetider var nervøs for at blæse ud over stien og ned i dybet. Vi blev også advaret om netop det i bussen på vej op mod bjergene. “Det bliver isnende koldt og meget blæsende. Og det er ikke noget jeg siger for sjov!” sagde chaufføren. Derefter bad han os åbne alle vinduerne i bussen mens han kørte 100 km/t. “Det bliver koldere end det her og meget mere blæsende deroppe,” sagde han. Og det blev det.
Det var sandt. Faktisk var det så blæsende, at vi kun kunne gå halvvejs før vi måtte vende tilbage. Samtidig begyndte det at sne så vi flere gange gik i sne til knæene. Men udsigten var så smukt at det gjorde ondt.
Turen ned var en oplevelse i sig selv. Sneen fra toppen af bjergene smeltede og brugte stien som flodleje. Det betød at stien så nogenlunde sådan ud:
Jeg kunne mærke vandet i mine vandrestøvler skvulpe for hvert skridt. Det er ikke et sprogbillede, det er skam helt alvorligt. Det betød også kolde tæer. Som du kan se på det næste billede besluttede Jamie at varme sine i en af de termiske floder. Det kunne jo være ligemeget med tørre fødder nu. Johnny tog en kop tiltrængt varm kaffe.
Da vi kom ned, godt syv timer senere, indrømmede chaufføren at de sandsynligvis ikke ville have ladet os gå turen hvis de havde vidst hvordan vejret ville udvikle sig. Jeg er nu glad for at vi gjorde det selvom jeg havde ondt i ryg og ben to dage efter.
