Morten Brunbjergs Blog

Man ved aldrig hvem der springer frem. En galning med en kniv, en lille pige med blødende øjne eller måske en barnepige med blod på hænderne. Nej, jeg taler ikke om de danske børnehaver, men om Spookers som vi besøgte I New Zealand.

Spookers er et firma der har købt et nedlagt galehus og indrettet det til et hjemsøgt hus. Folk flokkes for at blive skræmt fra vid og sans, inklusiv mig, og det blev jeg. På den gode måde.

Allerede da vi stod i kø begyndte uhyggen. På væggene hang gamle fotografier af folk fra det attende århundrede, og som man passerede dem tonede tomme øjenhuler og kraniestruktur frem på billederne. Det næste var manden der holdt orden i køen og sendte folk ind i huset i grupper på maksimum fem personer. Han var høj, iført en lang sort frakke og havde et åbent kødsår tværs over ansigtet. “Rule number one!” Råbte han. “The actors can touch you, but you cannot touch the actors. Rule number two: If you get enough hold out your palm against the actors and they will leave you alone!” Gys!

Vi blev lukket ind i huset, og skulle selv finde ud af at gå fra rum til rum, og lad mig sige med det samme at det var fantastisk lavet. Det var makeup-effekter og indretning der var en hollywood gyser værdig. Ikke noget grimt plastic eller spøg og skæmt udstyr. Det var et slagtehus med spørgelser og usynlige hænder der rakte ud efter os. Et sted kom en brutal fyr springede ud fra et mørkt hjørne og skar halsen over på mig. Altså med en slagterkniv af plastic, men dyppet i koldt vand. Jeg skal hilse og sige at det føltes forfærdeligt virkeligt.

Jeg var skræmt, men det meste af tiden gik jeg alligevel rundt derinde med et kæmpe grin mens Rosa klamrede sig til min arm. Men hvad var så det klammeste, det mest uhyggelige? Det var nok børneværelset.

Det var et helt perfekt lille børneværelse. Tremmesenge, vugger og legetøj. Men i sengene lå der lig, både friske blodige og gamle indtørrede. Og så kom barnepigen. En ældre kvinde med tykke briller og et dødt spædbarn i armene som hun vuggede. “Have you seen my baby?” spurgte hun. Hun vendte sig mod en anden i vores gruppe og tog ham hårdt om hagen så der kom blod i ansigtet på ham. “Have you been a good boy? Have you?” Fuck, det var klamt. Jeg havde absolut intet at udsætte på skuespillernes præstationer.

Bagefter tog vi en tur i den hjemsøgte skov. En hel skov fyldt med spøgelser, dværge i klamme kostumer og folk med motrorsave (uden kæde). En af vores venner blev så bange til sidst at hun stak af ud af skoven. Generelt var de også enormt gode til at placere noget interessant til venstre, og så komme springede fra højre.

En oplevele jeg kun kan anbefale hvis du kommer forbi Spookers i New Zealand på din næste skovtur.