Folk er bange for mig
Det har de altid været. Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg kan træde ind i et lokale helt uden at folk opdager mig. Når jeg så begynder at tale til dem springer de fem meter op i luften. Det sker for mig igen og igen. Jeg bevæger mig åbenbart forholdsvist lydløst når jeg bare sådan dasker afslappet rundt.
Det skete også flere gange i New Zealand hvor jeg til sidst måtte love mine bofæller at trampe ekstra hårdt på vej ned ad trappen for ikke at skræmme livet af dem når jeg pludselig stod midt i køkkenet. Men det sker også herhjemme. “Kan du ikke larme lidt mere når du går,” var nogenlunde ordlyden fra Rosa forleden da jeg gav hende et mindre hjertetilfælde mens hun bagte fastelavnsboller. Jo, det kan jeg da, men der er jo også folk som bor nedenunder at tage hensyn til. Desuden er det sådan jeg går, og den slags vaner er ret svære at lave om på.
Nu jeg tænker efter har det faktisk altid været sådan. Jeg ved ikke om folk generelt bare er døve, om jeg har ekstra bløde fødder eller om jeg simpelthen bare er født i stealth mode. Det sidste ville være lidt sejt.
Evt. kunne du begynde at gå i stepsko.
Jeg kunne også fore gulvet med pudler og så gå i pigsko.
Jeg lærte personligt stealth mode i en ret tidlig alder, grundet min kære moders overnaturligt stærke hørelse (bydende nødvendigt, når man er teenager).
Det er ikke noget der lige forsvinder igen, og så er det jo immervæk en kende underholdende ;)
Hva’ med at blive lidt børnefornærmet, for sjov, og iføre dig en klokke om foden eller benet. Når de begynder at blive trætte af den lyd, begynder de måske at værdsætte dine “bløde fødder”.