Tante Lydia er ikke mere

Sådan ville hun selv have sagt. Jeg kommer lige fra begravelsen, men det er ikke sørgeligt når hovedpersonen er en 92-årig dame der helst havde set at hendes begravelse havde været for et år siden.

Tante Lydia fik prefixet ”tante” fordi hun var min farmors gode veninde, og kom meget i min fars barndomshjem. Hun er altså ikke i familie med mig, men alligevel har hun været til stede juleaften og til alle familiefesterne.

Når folk dør spekulerer jeg altid over alle de minder og historier der forsvinder sammen med dem. Lydia har ingen børn og ingen mand, og jeg gad nok vide hvor mange ting hun aldrig har fortalt eller dokumenteret som er gået tabt. Jeg kan huske hun fortalte om dengang hun blev pensioneret. Der stod hun meget tidligt op og satte sig ved vinduet og nød ikke at skulle af sted. Der er også historien som hun fortalte mig ved enhver lejlighed, jeg tror jeg har hørt historien mindst 50 gange: Dengang lille Morten (ja, mig) kom løbende hen til hende da vi ankom til hendes fødselsdag og råbte: “Godda’ tant’ Lydia! Hvor er maden?”

Desuden omtalte Lydia tit sin håndtaske som en kommode, hvilket gjorde stort indtryk på mig da jeg var lille. En anden ting der gjorde indtryk var hendes ølhund – en sort gravhund af træ der er cirka 20 centimeter lang og har en øloplukker i snuden. Den står nu hjemme hos mig.

Siden Tante Lydia altid har været en gammel dame for mig, så har jeg – hvor mærkeligt det end lyder – aldrig spekuleret over at hun har haft en mor. Men Lydia mistede sin mor som barn, og noget af det sidste Lydia sagde var at nu ville hun gerne snart hjem til sin mor.

Den tanke kan jeg ret godt lide.