Batteribyen batter!

Dette er historien om en butik der lod mig ødelægge deres produkter. Derefter sendte de mig flere produkter uden at opkræve penge. De betalte returportoen for de produkter jeg ødelagde og som ikke virkede – og til slut overførte de 100 kr. til min bankkonto. Så hør efter alle I griske kundehadere derude – det her kan I lære noget af!

Jeg fotograferer en hel del, og har brug for gode batterier til min flash – men har også brug for at flashen oplader hurtigt når den har været affyret. Derfor købte jeg et specialbatterier hos Batteribyen. Batterierne skulle, ifølge min flashs manual, virke. Det gjorde de ikke.

Jeg ringede til Batteribyen og brokkede mig over de defekte batterier, kun for at finde ud af at min flash rent faktisk ødelagde batterierne via for kraftig og hurtig afladning. Jeg blev straks bitter ved tanken om at skulle betale for de ødelagte batterier og blev derfor noget overrasket …

“Dem skal du naturligvis ikke betale for. Det vigtigste for mig er at du får noget du er tilfreds med,” lød det i telefonen.

I løbet af den næste uge sendte Batteribyen en række forskellige produkter som jeg testede. Jeg ringede hver gang jeg havde testet, og i telefonen lød det: “Vent med at betale til du har set om det virker.”

Det endte med at jeg sendte tre batterier og to opladere tilbage. Oven i købet ødelagde flashen som sagt to af batterierne. Batteribyen sendte mig labels til fragten så jeg ikke skulle slippe en krone for den.

Til sidst fandt vi en løsning med 2,000mAh Eneloop batterier som fik ladetiden på min flash ned fra 10-20 sek. til 5 sek.

Det produkt jeg endte med at købe var 100 kr. billigere end det jeg oprindeligt købte, så de penge overførte de til min konto.

Sådan skal det gøres! Der er masser af historier om dårlig service derude, men færre om god service. Hermed en til samlingen.