4 års jubilæum – tid til forandring?

Enhver der påstår at der sker en masse på denne blog bør have hovedet skilt fra kroppen. Engang skrev jeg et til to indlæg om dagen herinde, men nu er det som om jeg ikke rigtig har lyst til at kaste så meget energi ind i det mere.

Det hænger sammen med at jeg skriver på fuld tid nu, og er begyndt på min næste roman. Jeg får med andre ord skrivbehovet dækket andre steder – og det går ud over dig, kære bloglæser.

Jeg overvejer at ændre temaet herinde – ikke bare det visuelle, men bloggens emne. Hvad med at jeg gav mig til at skrive om at skrive? Altså for alvor en forfatterspires blog. Emnerne? Alt der har med historier og tekst at gøre – også om webtekst, og dermed blogging. Eller måske skulle jeg vente til jeg rent faktisk er blevet udgivet og har noget at have det i …

Nå, det er ind til videre kun på arbejdsbordet. At lukke bloggen helt har jeg ikke overvejet, jeg tror jeg har brug for denne online ventil nu og da. Det er trods alt noget jeg har haft mulighed for siden april 2003, og dermed er bloggen her netop blevet fire år gammel. Det er min fornemmelse at det er en ret pæn alder for en dansksproget blog. Måske er det på tide at ændre lidt på sagerne … vi får se.