Rygeloven

Det kan næppe komme bag på dig at der er nogle som glæder sig til at rygeloven træder i kraft og nogle der er knapt så begejstrede. Jeg er en af de glade. Nogle af de sure mener at det er ens egen sag om man vil ødelægge lungerne med rygning – nogle kalder sågar loven for frihedsberøvelse.

Jeg ser på det således: Nogle steder er det forbudt at råbe – biblioteker. Nogle steder er det forbudt at indtage alkohol – busser og tog. Nogle steder er det forbudt at løbe – svømmehaller. Nogle steder er det sågar forbudt at klappe – kirker. Og nogle steder bliver det så forbudt at ryge – det er på drikke- og spisesteder. Det er jo ikke ulovligt at råbe, drikke, løbe, klappe eller ryge.

Jeg er ikke sikker på at passiv rygning er direkte livsfarligt for mig som kunde på en café eller restaurant – det er faktisk tvivlsomt – men for de ansatte der går i det hver dag – det er muligt. Personligt ser jeg bare frem til at mit tøj ikke lugter når jeg kommer hjem fra en café, og at jeg ikke skal spise og drikke ved siden af to storrygere simpelthen fordi jeg synes røgen er ubehagelig, den lugter og den generer mine øjne.