40.000 ords jubilæum
Så er det igen tid til en undskyldning for at fejre en lille milepæl i min nye roman, som har arbejdstitlen “Lydspor”. 40.000 ord har jeg nået – cirka 160 bogsider. Det betyder at jeg nu bevæger mig ind i sidste halvdel af historien. Muligvis den sidste tredjedel – det kommer an på hvornår det føles rigtigt at slutte. Historien skrider fint frem, selvom jeg har flere og flere tænkepauser for at få alle enderne til at passe sammen. Jeg går også med overvejelser om at slå et par vigtige hovedpersoner ihjel – men det forbliver ved overvejelserne lidt endnu.
Jeg venter stadig på svar fra Gyldendal vedrørende min sidste bog. I går var det 7 uger siden jeg modtog et brev hvor de skrev at jeg ville høre nyt om 5-7 uger. Jeg går og bilder mig selv ind at det er gode tegn at de går over tiden. Det betyder i hvert fald at nogen har læst romanen og at vedkommende ikke har forkastet med det samme. Når folk spørger svarer jeg dog stadig at “jeg venter på mit afslag” – hvilket jeg også gør.
Grunden til svartiden kan også være at romanen går på tur blandt redaktørerne som en joke om dårlig fortælleteknik – hvem ved. Jeg væbner mig med tålmodighed, for det er desværre det eneste man kan gøre som nybegynder forfatter.

Hvis nu Gyldendal er et afslag og alle andre også måtte sige “Tak men nej tak” – udgiver du den så ikke på en af de netredaktørsteder? Der er noget med, at man kan downloade den for et mindre beløb, som så tilfalder dig.
Jeg ville fælt gerne læse den :-)
Mange hilsner
Pernille
Ups .. Det kunne være, at jeg skulle starte med at skrive, at jeg ALLER helst vil læse den i bogform .. og helst med en lille markat i hjørnet hvor der står “Forlag: Gyldendal” eller noget lignede.. Jeg håber den lange svartid netop er udtryk for det, du selv skriver; Nemlig at de er igang med at antage din roman.. og derfor skal have formalia iorden inden de sender dig et brag af et tilbud :-)
Lad os håbe :)
Hvis ingen vil have den så kommer den naturligvis online. Men der kan gå år hvis jeg skal igennem flere forlag som alle har 2-4 måneders svartid.
Man kan ikke sende den til flere ad gangen?
Marc, forlagsbrancen vil nødigt spilde tid og kræfter på at vurdere et manuskript som et andet forlag i mellemtiden har antaget. Det er temmelig sørgeligt for os ukendte forfattere, men sådan er branchen skruet sammen.
Det lyder da som noget af en tung måde at få en aftale med et forlag. Jeg ville (som jeg nemt kan sige da jeg ikke er spirende forfatter) sende en kopi til alle forlag på en gang, uden dog at sige det til dem. Dem der så kom med det bedste tilbud (selvtilliden skal ikke fejle noget) ville jeg skrive kontrakt med.
Men det er jo altsammen nemmere sagt end gjort. Jeg kender ikke noget til branchen og jeg går ud fra at den har sine særheder som alle brancher jo har.
Jeg vil fremsætte samme ønske som Pernille. Hvis der er afslag over hele linjen, så håber jeg du smider den online. Jeg vil djævelsk gerne læse den. Selvfølgelig stadig helst i rigtig bogform. Jeg har downloadet flere bøger og printet dem selv. Det er bare ikke det samme..
Ulrich, jeg har hørt om forfatetre som har sendt til flere forlag samtidig og er blevet opdaget. Som om de har en fælles database, eller taler sammen forlagene imellem eller noget i den stil – jeg ved det ikke.
Der er så mange forfattere om buddet at forlagene kan køre showet. På samme måde som skuespillerskolen kan vælge og vrage mellem elever.
Jeg kan udmærket forstå forlagsbranchen selvom det også irriterer mig grusomt. Det er da surt som virksomhed at spilde tid og penge. Jeg tror de gør som de gør fordi de kan. Simpelthen. :)