Genopladning med sommerferie
Så er jeg på sommerferie i eksotiske Ebeltoft. Jeg er her for at oplade de kreative batterier som man vist siger. Ni dage uden skriveri, kun læsning og ture omkring i omegnen.
Ebeltoft er en af de byer hvor befolkningen bliver tidoblet i sommerperioden – hvis ikke mere – og Rosas forældre har et hus lige midt på den gamle hovedgade. Jeg synes egentlig ikke turistmyldret er så voldsomt, her er hyggeligt, og det er bestemt bedre med liv i gaderne end de enkelte grå menneskeskygger der spøger på gaderne om vinteren.
Genopladningen virker allerede. Den næste roman er så småt undervejs. Det er for tidligt at fortælle om handlingen endnu, den er næsten ikke eksisterende, men fornemmelsen er der. Det plejer at være sådan det starter.
Nu vil jeg gå ud i haven, regnen har ikke været så voldsom her, så man kan rent faktisk gå ud uden at drukne i pløre. Og til jer på Roskildefestival: Nu går I kun ud til navlen, ikke!
