Morten Brunbjergs Blog

Da jeg var 17 år gik det op for mig over en sommerferie at jeg ville være forfatter. Dengang, og mange år efter, var min forestilling om forfatterjobbet fyldt med mystik og spænding. Dengang skrev jeg for det meste med musik på anlægget og stearinlys tændt. Det var magi for mig, og et af nøgleordene var inspiration. Det var lidt fedt at sige at jeg skulle være inspireret for at kunne skrive. Som om inspiration var noget unikt der skete for mig, og få andre.

Dagen efter kunne jeg næsten ikke vente med at tænde computeren og genlæse mine fantastiske påfund. Jeg blev tit skuffet. Det var ikke det samme uden natten, stearinlyset og musikken. Jo, somme tider var det godt, og en sjælden gang fantastisk, men for det meste blev jeg skuffet. Det gik langsomt op for mig – vi taler årevis her – at det ikke handlede om inspiration. Inspiration er noget folk der ikke kan skrive er afhængige af, og fungerer for det meste som en undskyldning for ikke at skrive. Det er let at skulke fra dagens arbejde ved at sige: “Jeg er ikke inspireret i dag.”

Selvom mere erfarne skribenter fortalte mig det igen og igen, så tog det langt tid før jeg forstod at det at skrive er et håndværk. Hvis du ikke kan præstere noget præsentabelt uden at være inspireret så har du et problem. I hvertfald hvis du vil være forfatter, tekstforfatter eller på anden måde bruge sproget kreativt som din levevej. Inspiration er ikke en muse der kommer i form af en hvid fe med problemløsende stjernestøv. Inspiration er en fed rotte der hedder Øjvind, og han holder sig for det meste god til at snakke med dig. Øjvind er desuden en bedrager og hvis du laver en aftale med ham kan du godt regne med at blive brændt af – hver gang!

Den eneste måde at lokke ham frem er ved sætte dig til at skrive som om du er komplet ligeglad. Og det er du da også. Hvem gider have besøg af en ulækker rotte? Sommetider, mens du sidder og skriver, vil du kunne høre det pusle fra væggen. Øjvind føler sig snydt. Du er gået i gang uden ham, og han bryder sig ikke om at være den der bliver brændt af. Han mumler et eller andet inde bag væggen mens han kvabser sig frem mellem edderkopper, vvs-installationer og gennemgnavede ledninger.

Efterhånden vil du sikkert sætte pris på Øjvind alligevel, for han er – på sin egen måde – et geni. Han er god nok på bunden og vil ikke svigte dig når det virkelig gælder – men tit skal du være alvorligt på røven før han letter sin.

På trods af at Øjvind er en fed rotte der ikke er til at stole på, så gør du klogt i at lytte til ham når han endelig åbner munden. Med andre ord: Hvis du glemmer alt om Øjvind, vil han oftere og oftere lægge vejen forbi dit arbejdsværelse og mumle et eller andet til dig.

Øjvind siger at jeg har sagt mere end rigeligt nu, og at jeg skal holde min kæft. Hermed gjort.