Undgå at skrive hans, sin og sit
Jeg læser i øjeblikket korrektur på en roman som en god ven har skrevet. I hans tekst har alt lige fra kropsdele til møbler fået “hans”, “sin” eller “sit” foran. Jeg har illustreret det i eksemplet her:
1. Han støttede sin albue på bordet, og så på sit ur. Hans hoved gjorde stadig ondt efter hans sammenstød med loftsbjælken.
Hvordan set det ud hvis jeg fjerner “hans”, “sin” og “sit”? Jeg vover pelsen.
2. Han støttede albuen på bordet, og så på uret. Hovedet gjorde stadig ondt efter sammenstødet med loftsbjælken.
Når du læser eksemplerne falder det dig muligvis ind at nummer et ved første øjekast kan være okay. Vi forstår i det mindste hvad forfatteren prøver at sige, men sammenlignet med nummer to er den aldeles forfærdelig. Forskellen? Der er ingen overflødig information i nummer to.
Er du en af de uheldige (som jeg selv er) der laver denne type fejl, så søg efter dem og fjern dem. Du kan med forholdsvis lidt arbejde forbedre dine tekster væsentligt. Jeg har gennemgået de rettelser jeg foretog i eksemplerne her:
Jeg fjernede “sin” foran albue. Det er unødvendig information. Selvfølgelig er det ikke en anden persons albue han støtter på bordet.
Jeg fjernede også “sit” foran ur. Man kan argumentere for at “sit ur” hentyder til et armbåndsur ejet af hovedpersonen, og “uret” kan betyde et armbåndsur såvel som et ur på væggen. Men er det vigtigt? Det essentielle er vel at han ser på et ur. Hvis det er vigtigt hvilken type ur det drejer sig om kan du let skrive det ind.
Jeg fjernede “hans” foran hoved. Naturligvis er det hans hoved der gjorde ondt. Det ligger implicit da vi startede afsnittet med at skrive “han”. Han kan jo ikke mærke at der gør ondt i en anden persons hoved.
Til sidst fjernede jeg “hans” foran sammenstød. Det er også implicit at det er ham der stødte hovedet – det er jo for pokker ham vi skriver om, og ikke hans bord, hans hoved, hans albue eller hans armbåndsur.
I princippet har du ret i dine forslag. Jeg mener dog, at “sit” er på sin (hæhæ) plads i dette eksempel. Det får sproget til at flyde. Man kan nemlig også komme til at gå i den anden grøft og give for lidt information. Alt i alt handler det vel om at få sproget til at føles levende og naturligt (medmindre man med vilje går efter at skrive stift og kluntet). Min pointe er, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at skrive på. Men man skal holde sig til den måde, man har valgt at skrive det pågælende stykke tekst på.
Skrivekunst er ikke en videnskab, det er helt korrekt; intet er i princippet forkert. Dog tror jeg generelt godt man kan sige at unødvendig information skal skæres væk – med mindre man gør det til en stil.
Jeg kan godt følge ideen med at “sit ur” tilføjer noget til rytmen – i det konkrete eksempel! Jeg ville nu stadig slette “sit”, og mit gæt er at ingen redaktører eller kritikkere ville komme til mig bagefter og spørge: “Hvorfor Søren skriver du ikke “sit” foran det ur?”
Interessant. I stedet for at diskustere om det nu hedder hans eller sin (som man især gør som korrekturlæser måske), så er det da uendeligt meget bedre at få en læsevenlig tekst frem, som du helt klart har gjort i eksempel to.
Problemet med korrekturlæsning er på den anden side, at man skal passe på med at fjerne det personlige fra teksten, som Jonas er inde på ovenfor. Men man kan vel godt ramme en gylden middelvej, således at læserne hænger på i stedet for at falde fra.