Men hvad mener mor?
Ovre på Fiction Writing fortæller Emily en interessant historie om skriveblokering og kritik fra familiemedlemmer. Det hele kommer sig af at hun skrev en roman på 1.800 sider, hvorefter hendes mor som en vittighed udbryder: “Hvem gider dog læse 1.800 sider skrevet af dig?” I starten lo Emily, men fløj derefter durk ind i en skriveblokade på tre måneder.
Resultatet blev at Emilys mor nu kun får lov at læse med hvis hun fortæller Emily hvor fantastisk hun er. Kun positiv kritik! Jeg synes det er en forfærdelig løsning, og jeg ville aldrig selv vælge den. Jeg kan godt forstå at det gør ondt selvom det kun er en vittighed, men sådan er det at skrive. Man får blå mærker. Men det beviser hvor følsomt det kan være at lade nær familie læse hvad man skriver.
At skrive romaner forholdsvis nyt for mig. Jeg begyndte i oktober 2006, så jeg rammer snart et år som forfatter, og mine forældre har stadig ikke læst mit første seriøse bud på en roman, Gletscheren. Det skyldes ikke at jeg nægter at lade dem læse, men snarere at jeg ikke har fået en version skrevet ud til dem. Det skyldes også at min mor ville vente med at læse den til den blev udgivet. Jeg oplyste hende for nylig om at den sandsynligvis aldrig bliver udgivet på grund af for mange basale fejl, men hvis den gør kan der gå år. Nu tror jeg gerne hun vil læse den, og det skal hun være velkommen til, og min far med hvis han vil, og de behøver ikke begrænse deres kritik.
Alligevel beder jeg ikke mine forældre om at være kritikere på et første udkast. For det første kan min mor ikke abstrahere fra trykfejl (som der er mange af i et første udkast) men vigtigere så kan de være positivt forudindtagede fordi jeg er forfatteren. Uden at vide det med sikkerhed tror jeg at det er svært at give sine børn rystende ærlig kritik. Jeg kan forestille mig at det er besværligt at bryde et helt livs vane med: “Nej hvor er det en flot malet lerklump du giver mig i julegave, den er jeg vel nok glad for!” og skifte det ud med: “Det her afsnit er noget lort. Du bruger ikke nok tid på at beskrive Sarahs tanker og desuden er det hamrende urealistisk. Skriv om!”
Jeg har svært ved at forstå, hvad skal bruge sine forældres kritik til, i forbindelse med at man skriver en bog. Men det er måske en freudiansk indfaldsvinkel man skal se det med? Altså egentlig ment positivt: Man vil selvfølgelig gerne have anerkendelse fra ens nærmeste – vise sine forældre man kan noget. Det bliver man muligvis aldrig for gammel til.
Men samtidig er man jo også helt klar over, at det må være de allermindst objektive personer, man kan få til at vurdere det, man har lavet. Hvis man får ros, vil man tænke over, om det bare er fordi man er i familie. Hvis man får kritik, vil man risikere, at tage den alt for nær – også selvom den måske ikke er videre saglig.
Men jeg er imponeret over, at du afslutter dine projekter, gennemfører dem. Dén egenskab vil jeg gerne bestille pr. postordre. Hvis du kan lede mig hen til en www-adresse evt.?
Fortsat god vind Morten.
Gaffel.
Det er aldrig optimalt at bruge venner og familie til kritik. De fleste vil bedømme dit arbejde i lyset af, at de kender dig, og derfor have en tendens til at være for flinke. Samtidig har dine venner/familie i de fleste tilfælde ikke nogen erfaring i at give konstruktiv kritik på skrevne tekster. Sidst inkluderede jeg et decideret spørgeskema, for at hjælpe mine kritikere til at tænke i de rette baner.
Det bedste er at betale en konsulent, som har forudsætningerne for at give objektiv og konstruktiv kritik, for at give respons. Det er ikke billigt, men hvis man skriver med udgivelse for øje, er det en god investering.
Rasmus, jeg har en redaktør som kigger på mit arbejde, men jeg sætter også pris på indput fra folk uden skriveerfaring. De har meget anderledes betragtninger. Specielt min kæreste som jeg efterhånden har fået trænet til at give så hård kritik at det sommetider næsten er for meget for mig. Den del af kritikken ville jeg ikke undvære.
Det er rart at folk fortæller mig at jeg er skrupkedelig eller at her “mangler noget”. Selvom de ikke har baggrunden til at fortælle mig hvad. For det meste kan jeg selv slette eller fylde de huller ud inden teksten går til redaktøren. Så kan han bruge tiden på det virkelig vigtige.
Ja, jeg havde unægtelig glædet mig til at sidde med en lækker udgave af min søns første roman, fint indbundet og med dedikation til MOR!
En fotokopi er nu ikke helt det samme :-)
Jeg synes heller ikke selv en fotokopi er helt det samme. :)