Pixars historier – lær af dem
Jeg så Ratatouille i går, og den er smuk, rørende og ikke mindst flot fortalt. Hvorfor kan alle ikke lave film som Pixar? Hvad er hemmeligheden? Måske ligger den i følgende udsagn fra John Lasseter, grundlægger af Pixar:
We don’t make movies to make money, we make money to make more movies.
Men endnu vigtigere ligger hemmeligheden i at Pixar fortæller historier. Mens tilsyneladende endeløse filmserier som Shrek (Ja, der er snak om Shrek 4 og 5) kun er efterligninger af Pixars succes, så ladet det til at Pixar er et af de eneste filmselskaber derude som har forstået at historien er det drivende element. Pixars film vil holde i årtier fordi historierne er persondrevede. Blege efterligninger som for eksempel Shrek, Over the Hedge og Madagascar er pumpede med bipersoner hvis eneste formål er at være morsomme. Pixar fortæller nye historier med friske figurer, som alle har et formål og en mission i historien.
Det virker som om Pixar bruger enorme mængder tid på at finpudse historien og gøre alt for at manuskriptet er på plads inden produktionshjulene drejer. Ikke mindst er Pixar fænomenale til at overraske publikum – måske det vigtigste element i god historiefortælling.
Is there a way you can do this in a more entertaining fashion? Is there a way to get the audience to think you’re going to go left, then suddenly you go right? That’s what makes you excited to get up in the morning.
Siger Brad Bird som var instruktør på Ratatouille og The Incredibles.
Som kommende, eller udøvende, forfatter gør du klogt i at se på Pixars film og sammenligne dem med resten af markedet. Historie og personer er i fokus, og Pixar bruger computergrafik som et redskab til at fortælle en historie på samme måde som du kan bruge dit tastatur.
Nu har jeg tænkt over dit indlæg et par dage. Der var nemlig en ting der blev ved med at nage mig lidt. Jeg er helt enig i, at Ratatuille er en glimrende film og en langt bedre film end så mange andre animerede film. Og du har helt ret i, at historien netop er det bærende element i Pixars produktion – hvilket netop gør deres produktion så seværdig. Jeg mener dog, at Ratatuille faktisk ikke har nær så god en historie som f. eks. The Incredibles eller Toy Story. Den virker sammenklistret på en måde som de to førnævnte film ikke gør. (at den så stadig er mange gange bedre end alternativerne er jo blot en understregning af Pixars styrke på markedet).
I øvrigt mener jeg ikke at man ikke uden yderligere bemærkninger kan sige at en kommende forfatter bør se på Pixar for at lære noget om historiefortælling. Der er heldigvis forskel på bogmediet og filmmediet i den forbindelse. Uden selv at hævde at jeg vidste noget særligt om det, ville jeg dog kunne pege på en lang række forfattere som inspiration til god fortælleteknik i stedet for Pixar. Hov, det lød vist lidt surt altsammen! Det var ikke meningen. Jeg håber dog at du forstod mine hovedbudskaber, som absolut ikke var surt ment! :-)
Jonas, jeg ved du ikke er en sur, bitter mand. :) Jeg synes heller ikke at Ratatouille er så god som The Incredibles, men grunden til at jeg nævner Pixar er fordi filmmediet nu engang er en enorm drivkraft i vores kulturbillede. Mit gæt er at de fleste ser mindst to film per bog de læser fordi film er så let tilgængeligt både hvad angår tid og indsats. Så se hellere Ratatouille end Shrek 3 hvis du vil opleve god historiefortælling.
Når jeg nævner Pixar i stedet for en forfatter i dette indlæg er det af flere årsager. For det første fordi jeg gerne ville skrive om Ratatouille og udtrykke min begejstring over den bedste animerede film jeg har set i tre år. Men det er også fordi det understreger hvor vigtig historien og personerne er – uanset medie. Og jeg beundrer Pixar for deres evne til at udnytte en ide til næstsidste dråbe hver gang. Jeg kunne godt tænke mig at kunne det samme. Det kan også være netop deres evne til at udnytte ideer der får historien til at fungere så godt.
Pixars film går jo rent ind hver gang, så de må gøre det rigtige. (Okay, Cars var lidt simpel, men hittede hos børnene.) Gode historier ændrer sig ikke uanset om mediet er film, skrift, billede eller musik. Forøvrigt må du meget gerne komme med navne på de forfattere og bøger du har i tankerne som inspiration til god fortælleteknik. Jeg er altid på jagt efter nye bøger.
Jeg vil måske hellere sige hvilke forfattere, der har fået billederne på min indre nethinde i flest vibrationer de sidste par år:
Jeg ved at du har læst Y. Mantells Pis Liv, men den er stadig fantastisk fed. Lidt i samme stil er Jeffrey Eugenides’ Middlesex. Ellers har har jeg i mange år været på både Paul Auster (selvfølgelig) og Haruki Murakami (som må få nobels litteraturpris en dag!). I sommer læste jeg Gao Xingjians “Et ensomt menneskes bibel”, som skildrer en kinesers liv både i landflygtighed og under kommunismen. Meget stærkt og meget personligt skildret! Ellers er jeg i gang med at læse John Irvings “A prayer for Owen Meany”. Den mand kan godt nok fortælle en historie, så man tror på alle dens absurditeter. Jeg ved ikke om disse forfattere er udtryk for god fortælleteknik, men de har alle det som jeg er tiltrukket af ved en god roman, og som du også giver udtryk for: fokus på en god historie med karakteristiske personer, der bringer personlighed til romanen. Derudover kan de fleste af dem skrive røven ud af bukserne på mange andre forfattere.