Morten Brunbjergs Blog

30 sekunder efter forsalget startede havde jeg mine billetter til Indiana Jones 4. Midt i salen i Imperial. D. 21. maj kl. 23:59.

Hvis det skulle være forbigået dig, så var Indiana Jones min barndomshelt. Jeg havde ikke rigtig andre idoler, men forgudede Indy og havde i flere år hat og hjemmelavet pisk hængende på væggen – og en hel hylde i min reol dedikeret til Indy-ting. Den hylde var ikke ulig et alter i udseende. Mit største ønske i mange år var en flodhestepisk som den Indy har. Som dreng forsøgte jeg flere gange at skaffe en, og fandt ud af at de solgte dem i en butik der hed “Det sorte univers”. Jeg forstod ikke helt hvad det var for en butik, og hvorfor folk blev så stille når jeg nævnte den, men under alle omstændigheder kostede pisken flere tusind kroner, og var uden for min rækkevidde. Jeg øvede mig med den hjemmelavede pisk i haven, og stak grene i jorden som jeg kunne kaste pisken om og trække til mig. Jeg blev helt dygtig til det til sidst.

Så det er ikke så meget selve filmen der får mig til at trippe af forventningens glæde disse dage. (Okay uger. Jaja, måneder så. Godt! Godt! År!) For mig er det primært gensynet med barndomshelten der er den store oplevelse. Handlingen er i virkeligheden sekundær – hvilket er en forfærdelig udtalelse for en wannabe forfatter. Sidst jeg trådte ud af biografen fra en Indyfilm var i 1989 sammen med min gode skolekammerat Søren. Vi håbede på en Indy 4 allerede dengang. Alt stod på Indy i tiden efter. Vores formningslærer har uden tvivl været på vanviddets rand med alle de lerfigurer, linoleumstryk, filmplakater og så videre vi producerede over handlingen i de tre Indyfilm.

På et tidspunkt havde jeg set Temple of Doom så mange gange (det var den eneste Indy-film jeg havde på video i starten) at jeg kunne den udenad. Jeg kendte filmen så godt, at da jeg en dag ringede til min gode ven Rasmus, som tilfældigvis havde Temple of Doom kørende i baggrunden, kunne jeg ud fra lyden alene fortælle ham nøjagtig hvad der var på skærmen, hvad den næste replik ville være og cirka hvor mange minutter han var inde i filmen. Den dag i dag kan jeg ud fra filmmusikken stadig genkalde handling, lydeffekter og replikker.

Jeg optog slagsmål fra Indyfilmene på kassettebånd og koreograferende mine egne slagsmål der passede til lydende sammen med min klassekammerat. Vi viste dem for vores forældre som sikkert frygtede at vi ville vokse op og blive til bøller.

Så det er mere end bare almindelig begejstring når jeg siger at jeg glæder mig til Indiana Jones 4. Og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at undskylde min opførsel over for venner og familie, for jeg har været ulidelig at være i nærheden af de sidste par måneder. Bare et eneste ord om Indy og jeg taler i timevis. Der findes ingen i min omgangskreds som ikke har været tvangsindlagt til at se trailere, tv-spots og så videre. Jeg beklager, det går nok over når jeg har set Indy 4 nogle gange.