Morten Brunbjergs Blog

Der skete noget voldsomt med mine skriveevner i sommerferien da jeg var sytten. Jeg blev ikke bedre til at skrive, men modigere. Da jeg startede på HG efter sommerferien fik jeg mit første 11 pil op i en dansk stil nogen sinde. Min dansklærer begrundede det manglende 13′tal med at jeg i sidste afsnit af stilen havde skiftet fra datid til nutid, og at det var en dum fejl. Jeg informerede hende om at det var overlagt. Siden stilen var en præsentation af mig selv via minder foregik det meste i datid, men sidste afsnit handlede om hvordan jeg er i dag – derfor nutid. Min dansklærer var ellevild og det levede jeg højt på resten af året med hvad dertil hører af urimeligt høje karakterer for dårligt arbejde.

Min dansklærer blev syg, og en vikar kom til. I et anfald af dovenskab gav han os til opgave at skrive en fristil. Vi skulle skrive en historie med den originale start: “Bag de blå bjerge så jeg …” Jeg spurgte ham om der var nogen begrænsning på lægden, og han lo og svarede nej.

Stakkels mand.

Ugen efter indleverede jeg 45 A4 sider. Først nægtede han at tage den. Jeg mindede ham om at jeg specifikt havde spurgt til en begrænsning, og det endte med at han tog imod den alligevel. Jeg er ikke sikker på at han nogensinde læste den, for den kom tilbage med et 9′tal og ikke en eneste kommentar i.

Hvad skete der i den sommerferie der fik mine danske stile til at gå flere karakterer op? Jeg skrev min første roman i sommerferien da jeg var sytten. Det var en eventyrroman inspireret af Ronja Røverdatter. Hovedpersonerne hed Fraja og Milas. Fraja bor hos sin stedfar der har en købmandsbutik hvor gadedrengen Milas stjæler varer. Naturligvis stikker hun af sammen med Milas og sammen ender de to med at nedkæmpe den onde hersker og troldmand i nabolandet. Nåja, og Fraja er naturligvis fænomenal med bue og pil.

Jeg behøver ikke at sige at romanen var en ganske skrækkelig kliche. Der er kun to personer i verden, der har læst den. Mig selv og min søster. Hun boede i Frankrig på det tidspunkt. Jeg sendte romanen ned til hende og den kom tilbage med kommentarer og små sjove tegninger.

Jeg lærte ikke meget skriveteknisk ved at skrive den, men jeg fik selvtillid af at stå med papirstakken som jeg kunne kalde en roman. Jeg kunne – og jeg kan gøre det igen! Lang var den ikke. Måske 20-25.000 ord. Omkring 100 sider måske, men når jeg ind i mellem støder på den i oprydningen og læser lidt i den, så smiler jeg. For der er noget over den. Det er det frie og naive i den der tiltaler mig. Det var før jeg tænkte inden jeg skrev. Før den indre kritiker stak næsen frem. Dengang alt, uden undtagelse, kunne ske. Jeg tænkte ikke på om historien hang sammen, om personerne var troværdige, om dialogen fungerede … jeg skrev bare.

Jeg sendte ikke bogen ind til noget forlag. Så meget realitetssans havde jeg dog. Jeg viste den ikke engang til mine forældre. Den var ikke god nok. Faktisk tror jeg slet ikke at mine forældre vidste at jeg skrev på dette tidspunkt – jeg fortalte i hvert fald ingen om det. Men jeg begyndte allerede at spekulere på den næste historie. Den skulle ende med at få en del positiv opmærksomhed fra Gyldendal. Mere om det næste gang.

Dette er anden del af en serie indlæg hvor jeg minder mig selv om hvordan jeg begyndte at skrive. Forrige indlæg i serien kan læses her.