I går og i foregårs havde jeg mine første skriveperioder efter Majas fødsel. Det lader til at gå fint. Det blev til i alt syv manuskriptsider på sammenlagt to timer. Lige nu ser jeg ingen grund til at jeg ikke kan blive ved med at skrive selvom der er et to uger gammelt spædbarn i huset.

Så er det nu at læsere med børn er falder over deres ben på vej hen til tastaturet i iver for at skrive kommentarer som: “Bare vent og se!” og: “Det skal nok blive værre!” og: “Du bliver klogere!” og: “Snart er du desperat efter søvn!” og: “Dit liv bliver et helvede, vent og se!”.

Hold nu jeres kæft! Jeg har tænkt mig at forsøge at opretholde mine interesser samtidig med at jeg er far. Jeg har også tænkt mig at gå gennem tiden med mit barn med en positiv indstilling, og jeg kan ikke udstå kommentarer om hvor slemt mit liv snart bliver. Ja, jeg er sur, og med god grund! Vel er forældre til større børn mere erfarne end mig, og vel ved de meget om børn som jeg ikke har erfaret endnu, men de skal ikke trække deres dommedagsprofetier ned over hovedet på mig.

Forældre, lad være med at sidde der og ryste smilende på hovedet og tænke: “Han bliver klogere.” Ja, vel bliver jeg klogere. Måske har I endda ret. Måske er det at få børn et helvede, ganske forfærdeligt og det værste der kan overgå et menneske, sådan lyder det i hvert fald tit, men måske – bare måske – er der også en chance for at det er helt fantastisk.