Morten Brunbjergs Blog

Dette er tredie og sidste indlæg om hvordan jeg blev interesseret i at skrive. Første indlæg kan du læse her, og andet her.

Min næste roman var en børnebog som også foregik i en eventyrverden. Jeg fyldte atten mens jeg skrev den. Det tog mig godt seks måneder at skrive bogen mens jeg passede min uddannelse ved siden af. Bogen handlede om drengen Nuada, der bor i et indianerlignende samfund hvor han er født til at blive høvding en dag. Det passer naturligvis ikke den nuværende høvding som derfor gør livet surt for Nuada. Nuada stikker af og bliver accepteret i en ny stamme der har et anderledes og demokratisk samfund. Til slut må de to stammer slå sig sammen for at bekæmpe en fælles fjende, og Nuada konfronterer den slemme høvding der generede ham som barn. Med andre ord Lion King (og mange andre historier) om igen.

Som ved mange naive skriverier var min hovedperson lynende intelligent og branddygtig til alt han kastede sig over. (Lidt som Ayla fra Jordens Børn serien.) Bogen sendte jeg ind til Gyldendal.

Jeg boede stadig hjemme på dette tidspunkt, og fortalte ikke min familie at jeg havde skrevet en roman. Det var først da jeg fik afslaget fra Gyldendal at jeg fortalte dem det. Jeg tror de blev overraskede.

Afslaget fra Gyldendal var langt og positivt, med en klar opfordring til at skrive videre og lade høre fra mig igen. Der var masser af konstruktiv kritik, og afslaget var måske den vigtigste motivation for mit fremtidige forfatterarbejde selvom der skulle gik ti år før jeg sendte en roman til et forlag igen.

I mellemtiden blev det til noveller og forkastede romaner indtil jeg droppede arbejdet i et år og skrev to romaner hvoraf den ene er Lydspor som Gyldendal er interesserede i. Forfatterdrømmen er tættere på end nogensinde nu. Måske et år eller to hvis jeg er lidt optimistisk. Og det er jeg bestemt.