Mit teaterstykke blev vraget
I går fik jeg en oprigning fra den teatergruppe jeg har skrevet et stykke for. De ønsker ikke at opføre stykket.
Nedtur.
Det er sådan set fair nok. Bare fordi stykket er skrevet til dem skal det ikke behandles anderledes. Hvis de ikke bryder sig om det så er det grund nok til ikke at spille det.
Det eneste der går mig på er årsagerne til at de ikke ønsker at sætte det op.
“Stykket er sat i Chile, og ingen af os ligner Chilenere,” var en årsag. “Stykket bliver for teknisk krævende,” var en anden. “Det er underligt at et stykke ‘ny dansk dramatik’ er sat i Chile.” “Vi savner det psykologiske gys, og der er for meget blod.”
Alle ovenstående årsager er noget vrøvl. Intet af det har ændret sig siden mit første udkast til stykket, som alle i gruppen læste og vi havde et møde omkring. Eneste forskel er at jeg i andet udkast har smidt 80% af de ideer og ønsker gruppen kom med ind i stykket. Hele ideen begyndte med at gruppen gerne ville have et rigtig godt gys og gerne med blod. Jeg har arbejdet på det teaterstykke siden december 2007, og hvis de ikke brød sig om det tekniske niveau, eller Chile som ramme, eller blodet, så kunne de ærligt talt godt have sagt det da jeg indleverede første udkast.
Det eneste der fik mig op i det røde felt var årsagen om at det ikke lige er ‘ny dansk dramatik’. Er det sådan en label man sætter på kunst så det lyder ekstra fint og moderne? Jeg skriver hverken ‘ny dansk dramatik’, ‘post-moderne krimi’ eller ‘renæssanciøst knækprosa’. Jeg skriver historier. Det er det eneste jeg gør, og det har jeg heldigvis både Borgens forlag og Gyldendals ord for at jeg er god til.
Den bedste grund til at vrage stykket er at det ikke lige er dem og ikke lige rammer i hjertet. Det er fair nok. Det har jeg hele tiden set som en kedelig udgang af projektet, og det er fint. De skal ikke opføre noget de ikke synes de kan stå indenfor. Det bærer jeg ikke nag over. Men jeg tror de vidste det allerede efter at have læst første udkast, og så kunne de måske nok have sparet mig stresset og måneders knoklen for at nå deadline samtidig med at jeg blev far, fik nyt job og vragede andre skriveprojekter.
Heldigvis har jeg lært en masse af projektet, og jeg skal også høre hvad dramaturgen har at sige om stykket.
Nå, fred være med det. Jeg bærer som sagt ikke nag. Det er vand under broen, saftevand ned i halsen, bajere over disken. Videre til næste projekt.
Det må da også være forfædelig at skulle indrømme at det var ens egne forbedringer der ødelagde den gnist man følte for stykket. så er det da lettere at give stykkets før-definerede rammer skylden, så er det jo ikke en selv, men forfatteren.
det er jo ikke min fejl jeg dumpede en eksamen, det er lærerens.
nå ja, så er det bare om at skrive videre.
Bjarke, hehe, klart. Jeg synes nu som sagt det er fair nok at de ikke vil spille det. Men skuffet er jeg da. Og naturligvis skriver jeg videre. Forfattere spiser afslag til morgenmad!
selvfølgelig er det fair af afslå ting, sådan er livet. men at bruge sine egne forslag som undskyldninger er lidt tamt – men så igen, man kan jo glemme den slags.
afslag til morgenmad, så er det godt det er det vigtigste måltid på dagen, for jeg får sgu en del pt. men meget godt billede, for der skal jo være et eller andet til at holde forbrændingen igang.
Skidesprællere!