Morten Brunbjergs Blog

Det forbedrede dialogen i mine historier øjeblikkeligt da jeg opdagede begreberne direkte dialog og indirekte dialog.

Direkte dialog er når personerne taler sammen uden omsvøb. Et spørgsmål opfølges for eksempel altid af et svar. Se dette eksempel på direkte dialog:

Direkte dialog

“Hej Janne.”
“Hej Søren.”
“Går det godt?”
“Fint nok. Hvad med dig?”
“Jo tak. Vil du med i biografen i aften?”
“Måske. Hvad er der på programmet?”
“Filmen hedder ‘Drab på Hotellet’.”
“Er den god?”
“Det tror jeg nok. Vil du med?”
“Okay.”

Dialogen er lige ud af landevejen. Janne og Søren svarer altid på tiltale, og der er ingen spænding i dialogen. Det kan godt være at det er sådan samtalen ville foregå i virkeligheden, men det er desværre uinteressant at læse. Sammenlign med dette eksempel på indirekte dialog:

Indirekte dialog

“Hej Janne.”
“Hvad vil du, Søren?”
“Går det godt?”
“Kom til sagen.”
“Du kommer til at se et mord i aften.”
“Hvad?”
“Filmen hedder ‘Drab på Hotellet’.”
“Er det en invitation?”
“Bestemt.”
“Okay.”

Der sker det samme i begge samtaler, og udfaldet er det samme, men bemærk hvor meget personlighed der skinner gennem den indirekte dialog. (Nåja, så meget vi nu kan nå at fange på ti linjer.) Der bliver stort set ikke svaret på spørgsmål i samtalen. Kun til sidst hvor Janne spørger om det er en invitation, svarer Søren direkte på hendes spørgsmål. Naturligvis er det ikke ulovligt at lade dine personer svare på spørgsmål, ofte er det nødvendigt, men hvis du lader en del spørgsmål stå ubesvarede bliver samtalen fyldt med saft og kraft.

Så snart du overvejer ideen om at den ene person ikke skal svare direkte på et spørgsmål, begynder ideerne til alternative svar at dukke op, og din dialog, dine personer – måske endda hele din handling – bliver mere original og interessant at læse.