Synopsis afsendt
Jeg har skrevet og afsendt en synopsis over omskrivningen af min krimi, Lydspor, til min kontaktperson hos Gyldendal. Nu bliver det spændende at se hvornår han vender tilbage.
Lad os smide nogle odds på bordet. Jeg ser følgende udfald:
A – De er vilde med ideen, og beder mig klø på med det samme. Det vil jeg tro at der er en 35% chance for.
B – 40% går til at de kan lide grundideen, men stadig har problemer med et eller flere elementer i historien.
C – Til sidst giver jeg et bud på 25% risiko for at de slet ikke bryder sig om ideen og enten vil skrotte projektet helt, eller ønsker endnu et forslag til en ny vinkel på historien.
Skulle udfaldet blive C ryger romanen til et andet forlag. Jeg tvivler på at jeg vil gå mere på kompromis med den originale ide. Bliver udfaldet B arbejder jeg sandsynligvis videre med historien. Bliver udfaldet A, ja så kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med at skrive igen.
Kryds fingre, ben, fyldepenne og øjne for mig.
