Jeg ved ikke om det var min mor der sagde det, eller min far. Jeg er faktisk ikke engang sikker på at de nogensinde har sagt det, men under alle omstændigheder var jeg som barn ganske klar over, at jeg ikke måtte modtage slik fra fremmede.

En dag stod jeg sammen med en kammerat ved busstoppestedet uden for fritidshjemmet. På bænken i busskuret sad en gammel dame over de femoghalvfjerds. Hun tog selv et bolsje fra en pose og rakte så posen frem mod min kammerat. Han tog et bolsje og sagde pænt tak. Da den gamle dame et øjeblik efter sigtede på mig med slikposen, sagde jeg nej tak. Pausen der fulgte blev så lang, at jeg følte at jeg burde sige noget. Et eller andet der kunne undskylde min opførsel. Som den snedige lille knægt jeg var, sagde jeg at jeg havde sukkersyge – uden at forudse det spind af løgne jeg snart ville rode mig ind i.

Den gamle dame blev meget ked af det og undskyldte at hun havde tilbudt mig bosjerne. Jeg skyndte mig straks at forklare hende at det ikke gjorde noget, og at alle mine venner spiste slik foran mig hele tiden. Så blev hun vred og sagde til min kammerat at det kunne han ikke være bekendt, og næste gang havde han bare at holde op med at spise søde sager foran mig. Samtalen fortsatte og hun spurgte om det ikke var svært at holde sig fra slikket. Jeg svarede så godt jeg kunne. Snart begyndte hun at tale om insulin og blodsukker og kanyler. Jeg anede ikke hvad hun talte om, men snart spurgte hun om det ikke var svært at stikke sig selv med en kanyle flere gange om dagen. Jeg anede ikke at man skulle stikke sig selv, så jeg sagde at min sukkersyge ikke krævede insulinindsprøjtninger. Det var tydeligvis ikke klogt sagt, og før jeg vidste af det havde jeg rodet mig ud i en historie om hvordan lægerne havde forsøgt med sprøjten, hvilket gav mig en allergisk reaktion (det vidste jeg alt om, for jeg var allergisk over for græs) og derfor fik jeg et erstatningspræparat i skolemælken, som jeg derfor aldrig måtte glemme at drikke.

Bussen ankom lige omkring det tidspunkt hvor jeg overvejede at bringe vores hund ind i historien for at forklare et eller andet ugennemtænkt aspekt af min historie. Den gamle dame skulle heldigvis ikke med linje 43, så jeg steg ombord sammen med min kammerat. Jeg husker ikke præcis hvad han sagde, men det var noget med at jeg for fanden skulle have sagt ja tak til det skide, lortebolsje.