Han giver sin roman væk – ja, gratis

Forleden aften mødtes jeg med forfatter Lasse Hjorth Madsen der lige har fået udgivet romanen PR på Borgens forlag. Lasse har læst med her på bloggen, og vi talte for et par måneder siden en del om online markedsføring af hans roman. Blandt andet har Lasse valgt at gøre PR tilgængelig for gratis download. Mere om det senere.

På Café den Blå Hund talte vi i godt to timer om hvordan det er at være forfatter. Lasse forklarede om det alle forfatterspirer kender, nemlig den lange ventetid fra forlaget. Men derefter fortalte han lidt om den detaljerede gennemgang af manuskriptet som redaktøren foretog. Alt blev endevendt. Var der den mindste detalje med tid, alder, geografi og den slags der ikke passede sammen, skulle det skrives om. Han indsendte manuskriptet i starten af 2008 og her, lidt over halvandet år efter, er romanen på gaden. En lang process. ”Jeg troede simpelthen ikke på det før jeg stod med romanen i hånden,” sagde Lasse.

Man tjener ikke godt som forfatter, og Lasse har da også taget et arbejde igen, for man kan ikke leve af én roman. Han skriver ikke på noget nyt lige nu, og det kan være svært at finde tid og ro til at skrive med børn og et fuldtidsarbejde. Jo tak, det er vi flere der kender til.

Lasse medbragte et eksemplar af PR til mig. Jeg fandt en kuglepen frem og spurgte om han nogensinde havde lavet en signering. Det havde han ikke. Jeg fik fornøjelsen af at blive den første. I mit eksemplar af PR skrev han:

Morten, du har Danmarks bedste skriveblog. Held og lykke. Lasse Hjorth Madsen.

Det er naturligvis tvivlsomt, men det er et godt kompliment og jeg labber det ukritisk i mig og glæder mig over at der også er udgivede forfattere der har glæde af at læse med.

Lasse har valgt at gøre sin roman tilgængelig på nettet – gratis. Jeg synes det er en fantastisk beslutning, og jeg tror ikke at salget daler bare fordi du kan bladre i bogen før du køber. Du kan downloade Lasses roman PR her.

Lasse kører også en blog hvor han skriver om sine tanker med romanen.