En forfatterspire møder Gyldendal

Det var med en smule ærefrygt at jeg nærmede mig indgangen til Gyldendals forlag. Hvor mange store forfattere har ikke gået gennem denne port? Hvor mange forfatterspirer er mon gået ud af porten mens de skuffede så på deres skosnuder? Jeg havde forhåbninger til mødet, men forventede ikke at gå derfra som en snart udgivet forfatter – det kom jeg da heller ikke til.

Da jeg trådte ind i redaktørens kontor så det ud præcis som jeg forestiller mig. Et skrivebord ved vinduet og på to ud af fire vægge var bogreoler fra gulv til loft med skønlitteratur. I vindueskarmen lå flere romaner. “Hej Simon,” sagde jeg og trådte ind. Han så overrasket ud, og rejste sig og gav hånd. “Nå, så det er Morten Brunbjerg,” sagde han og jeg tror jeg kunne lide den måde han sagde mit navn på. Det lød som en forfatters navn. Jeg satte mig. Vi havde ikke mere end en halv time at tale i før jeg skulle på arbejde, så vi gik lige til sagen. Redaktøren tog mit manuskript frem og holdt det lidt inden han lagde det på bordet igen og lænede sig tilbage i stolen. Jeg lænede mig frem.

“Det er desværre ikke så gode nyheder jeg har, Morten,” begyndte Simon. Straks forventede jeg at han havde kaldt mig ind bare for at sige nej tak på en høflig facon. Det var heldigvis ikke tilfældet. Han fortsatte og fortalte at de stadig ikke er vilde med plottet. “Det virker søgt og usandsynligt og lidt for meget som noget Morten Brunbjerg har sat sig ned og fundet på,” sagde han. Jeg var ved at sige: ’Ja, det er der jo en god grund til,’ men gjorde det ikke. At modtage kritik betyder at holde sin kæft når folk taler, og naturligvis skal læseren ikke opleve det som noget jeg har fundet på. Jeg kradsede i stedet en note ned på mit papir. Han fortsatte: “Det er svært at forestille sig at det kunne foregå i virkeligheden. Vi savner også at hovedpersonen er mere involveret i plottet. Måske noget med ham selv, en nabo eller en underbo eller noget i den stil …”

“Men,” fortsatte han og lænede sig frem. Han tog mit manuskript og holdt det med begge hænder og slog papirkanterne to gange mod bordet. “Der er noget ved det her der holder rigtig meget, Morten.” Han holdt stadig fast i manuskriptet med begge hænder. ”Du skriver rigtigt godt og skarpt, og hovedpersonen er fed. Hele hans baggrund og hans handicap … der er noget over de der handicappede hovedpersoner som er interessant … Du har grebet ham godt.”

Da jeg havde modtaget kritikken lænede Simon sig igen tilbage i stolen og spurgte: ”Nu ved jeg godt at du allerede har afleveret én synopsis, men ja … jeg ved ikke hvad du vil …” Hertil kunne jeg kun svare som sandt var: ”Jeg vil gå i tænkeboks og lave en ny historie. Det er det her jeg vil!” Simon nikkede og sagde: ”Okay, men så … ja, det er svært at finde på plot!” Han havde en tone som vidnede om at han selv sad – eller lige havde siddet – og tumlet med et svært plot.

Vi blev altså enige om at jeg gør et nyt forsøg og skriver en synopsis hvor jeg ændrer lidt i handlingen. Men jeg bad om at kunne bruge Gyldendal mere i processen så jeg ikke igen skal skrive 50 sider prøvekapitler før jeg får at vide at de ikke synes at det holder. Simon var ganske enig og tilbød at vi tager et møde så snart jeg er færdig med den nye synopsis.

“Morten Brunbjerg” er altså igen gået i tænkeboks.