The Curious Incident of the Dog in the Night-time
Indlægget her er ikke et skrivetip, men en anerkendelse af den fantastiske læseoplevelse forfatteren Mark Haddon har givet mig med romanen “The Curious Incident of the Dog in the Night-time”, som har kæmpet sig ind på en meget kort liste over mine favoritbøger.
Christopher er 15 år og har Asperger syndrom, hvilket er en form for autisme. Han kan ikke klare at folk rører ved ham, han har svært ved at tolke ansigtsudtryk og kropssprog og har fabelagtige matematiske evner. Romanen handler om de udfordringer der er for Christopher ved at leve i en verden hvor det er umuligt at tage alle indtryk til sig. Og så handler den om et mordmysterie og familiehemmeligheder.
Det lyder måske som en historie der er fortalt mange gange før, og man må unægteligt skænke Rain Man en tanke, men det er slet ikke tilfældet. Romanen er fortalt i første person og vi oplever således alt gennem Christophers øjne. Sproget er simpelt, for det er sådan Christopher tænker. Bogen er fyldt med videnskablige teorier og matematik, for det er limen der holder Christophers verden sammen.
The Curious Incident of the Dog in the Night-time er en fantastisk mulighed for at opleve essensen i at læse romaner: Træd ud af dt liv nogle timer og oplev verden med andre øjne.

Tak for tippet, den lyder rigtig interessant. Jeg glæder mig til at læse den. :)