I går gjorde jeg noget som jeg ikke har gjort i 14 år. Jeg pakkede min Amiga 1200 i en rygsæk og drog ud i den danske forårsaften – på vej til Amigatræf sammen med en flok gamle nørder. (Aka mine venner)

Min Amiga 1200 har ligget i kælderen i 7 år uden at være tændt, og den fungerede stadig upåklageligt. Hardwaren er en Motorola 68020 2 mb chipram og 4 mb fastram! 68882 FPU og ikke mindre end 260 mb harddisk sidder der i den. Wohoo!

På trods af at de har været slukket i 7 år havde den stadig dato og klokkeslet rigtigt bortset fra at den var på sommertid.

Det var hyggeligt og nostalgisk at sidde foran Amigaen igen og nu ryger den så i kælderen i et par år endnu til næste gang.

Da jeg var 23 lovede jeg mig selv at jeg ville være udgivet inden jeg blev 25. Det var lettere sagt end gjort siden jeg på det tidspunkt ikke vidste meget om at skrive. Det lykkes dog at få en novelle udgivet i en antologi, så egentlig nåede jeg målet. Men i mit hoved var ”udgivet” altid synonym med at have en roman udgivet, så jeg støttede mig til novellen, men følte ikke at det var ”rigtigt”.

Jeg fyldte 32 i fredags og er lige blevet far til mit andet barn. Jeg har et godt job og en fantastisk familie, men stadig ingen roman udgivet. Hvor står jeg nu? Der er sket meget i de sidste måneder. Mødet med Gyldendal har betydet at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg bliver udgivet. Det er et spørgsmål om overskuelig tid.

Tid? Hvordan får jeg tid til at skrive med job og to børn?

Forfattere skriver. Alle andre kommer med undskyldninger.

Det lyder mere dramatisk end det var. Nej, vent, det gør det faktisk ikke. Rosa havde veer i skiftende styrke siden i går morges, men sidste gang hun fødte var det med veer i fire dage, så vi tog det ikke så alvorligt endnu. Vi blev enige om at jeg lige puttede Maja, og så kunne vi se om vi skulle af sted. Maja var kulet ned klokken 19 og på det tidspunkt var Rosa godt nok begyndt at puste lige lovlig meget. Hun ringede til fødegangen og vi blev enige om at tage af sted.

Med Maja hjemme kunne vi ikke bare smutte, så jeg ringede til mine forældre der var en lille halv time væk. Men efter få minutter var det tydeligt at de ikke kunne nå herind og se efter Maja før fødslen gik i gang. Så jeg ringede på hos naboerne. Ingen hjemme. Jeg ringede på hos underboerne. Ingen hjemme.

Så sagde Rosa at hun havde pressetrang og så ringede jeg efter en ambulance. Kort efter gik vandet. Og efter ti lange, gispende minutter ankom to ambulancefolk. På det tidspunkt havde jeg lagt et håndklæde ud på badeværelsesgulvet og givet Rosa nogle puder under hovedet, og der lå hun så og forsøgte ikke at føde endnu.

”Efter næste ve,” sagde den ene Falckredder, ”så sætter vi dig op på båren og så tager vi til Hvidovre Hospital.” Men efter næste ve var det tydeligt at Rosa absolut ikke skulle nogle steder. ”Så klarer vi det sgu her,” sagde han.

Jeg kunne ikke komme ind på badeværelset på grund f den måde Rosa lå på, så alt jeg kunne gøre var at råbe til hende at hun var for sej, at hun sagtens kunne og at det gik rigtig godt. Jeg ville gerne have holdt hende i hånden, men der var ikke plads til flere mennesker på badeværelset, så det gjorde den ene af falcredderne.

”Så Rosa,” sagde den ene falckredder. ”Så gi’r du den gas!” Ikke sådan en jordemorder ville havde sagt, tænkte jeg, men det så ud til at virke. ”Han er ude næste gang,” sagde falckredderen. Hvad ved han om det? tænkte jeg. Sidste gang var det ikke lige så let.

Men så hørte jeg den mest fantastiske lyd. Skrøbelig glasgråd først, og så et vræl. Da Maja kom ud havde hun ikke kræfter til at græde og lægerne indlagde hended det samme, så at høre ham græde var helt fantastisk. Ni minutter efter Falck ankom var den lille født.

Derefter var alt stille og roligt. Vi havde tid til at samle os. Mine forældre ankom midt i fødslen og jeg gennede dem ind i stuen hvor de havde været ind til nu, men nu var der tid til at give dem et knus og berolige min rystende mor med at både den lille og Rosa havde det godt.

Rosa sad med den lille på en båre og vi kørte til hospitalet i ambulancen. Rosa og barnet skulle lige tjekkes. Ingen problemer og vi var hjemme klokken 00:30. Fem timer efter fødslen. Han er 51 centimeter lang og vejer 3,3 kg.

Jeg kommer aldrig til at se badeværelset på samme måde igen. Desuden er jeg atter blevet overbevist om at jeg har den sejeste tøs af en kæreste.

Billeder? Ja, her er de.

Plot er ikke let. Opgaven bliver ikke nemmere af de 3 primære beskeder fra Gyldendal:

1. Historien skal være mere realistisk.
2. Hovedpersonen skal involveres personligt i plottet.
3. Den oprindelige hovedperson skal bevares.

Opgaven svarer til at flytte alle skakbrikker rundt, på nær kongen, midt i et spil – og stadig så stærkt.

Jeg har i de sidste uger kæmpet med forskellige historieideer. Familie og venner har været gode til at komme med indspark. Nu står jeg så med en grundide og en masse historietråde at holde rede på. Min hovedperson er så pyskisk syg at han dårligt tør forlade huset, derfor er det noget besværligt at få ham involveret personligt i plottet – jeg har dog fundet en metode.

Jeg har flyttet forbrydelsen ind i hovedpersonens familie for at involvere ham mere i plottet. Og det er nu at jeg skal passe på. Jeg ønsker ikke at min historie skal ende som endnu et småborgerligt dansk familiedrama sat i en provinsby. Jeg vil have mere perspektiv i historien end som så.

Jeg går en farlig balancegang lige nu. På den ene side skal jeg bevare de gode elementer fra de tidligere udgaver af historien, men jeg skal samtidig skabe noget helt nyt der stikker dybere end et familieopgør.

Plottet spøger i baghovedet hele tiden. Så meget at jeg er vågnet om natten og har skrevet ideer ned et par gange. Jeg har hængt flere papirer med plotideer op på væggen foran computeren derhjemme. Historien begynder at tage form, og hver dag på cyklen får jeg nye ideer. Inde i hovedet er en historie ved at tage form, og nu begynder jeg endelig at se konturerne.