Story: Hirchs erindring (Danish)

Christmas hand

Det var juleaften, men ikke for Hirch. Hun lå på et improviseret bord i en baggård til Struc Boulevard og bed i et bælte for ikke at skrige.
”Yes, jeg ved det, honey. Jeg er færdig om to sekunder.” Stew savede gennem det sidste kød og Hirchs højre arm faldt af, separeret under skulderen. Armen ramte fliserne med et bump. Årepressen, som næsten gjorde mest ondt, var lige nu det eneste der forhindrede at hun udblødte på et øjeblik.
”Hæng på.” Stew rakte ud efter protesen. Hirch åbnede øjnene et øjeblik for at se apparatet. Hun måtte snart knibe dem sammen igen i smerte.
”Det er overstået om lidt!” Stew flugtede protesen med såret i Hirchs arm og aktiverede apparatet. Elektronikken sugede sig fast og lukkede såret med en brænder. Det hvislede da det indbyggede morfinlager skød en lokal dosis ind i skulderen.
Hirch åbnede øjnene. Smerten var med et borte. Hun satte sig op, men Stew holdt hende tilbage.
”Tag en slapper, Supergirl.” Han fjernede årepressen. ”Nu flyder dit blod over i protesen. Det tager omkring ti sekunder før den er fyldt. Bliv liggende et øjeblik.”
”Hvad med strøm?”
”Dit blod oplader apparatet. Så længe dit hjerte slår har protesen strøm. Skal den bruge mere strøm fungerer det ligesom muskler, din hjerterytme forøges helt naturligt.” Han trådte væk fra bordet. ”Værsgo at rejse Dem, Miss Awesome!”
Hirch svingede benene ud over bordet. Før hun rejste sig betragtede hun protesen. Den havde form som en arm, men overflade som en rusten konservesdåse. Elektronikdelene og plastikken så ud som nyt. En hydraulikpumpe var synlig ved albueleddet som den eneste; resten lå skjult under overfladen.
”Hvornår kan jeg bevæge den?”
Stew tørrede blodet af hænderne og krammede forklædet sammen og smed det i en container. ”Et par timer til, baby. Nanovæsken skal forbinde protesens nervebaner med dem jeg lige har savet over. Når det er sket skal den danne de rigtige synapser i skallen på dig.”
”Jeg kan ikke vente to timer.”
”To timer er rekordhastighed, honey! Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Det er tager den tid det tager.”
”Pis!”
”Du skylder mig 145.000 Grebbs.”
”145.000? Vi aftalte 125!”
”Dengang vidste jeg ikke at jeg skulle foretage operationen illegalt, uden bedøvelse og i en baggård. Jeg vidste heller ikke at det var en perfekt og sund arm jeg skulle skære af.”
”Kan jeg fremskynde nanoprocessen?”
”Du er en determineret ung dame, skatter. Ja, det kan du.”
”Hvordan?”
”Det kommer an på så meget.”
”Hvor meget?”
”25.000.”
”Hestelort!”
”Jeg afregner ikke i dyreekskrementer. 170.000 Grebbs i alt. Hvordan har du tænkt dig at betale? Kontant? Kort? Chip?”
”Du kan få min højre arm.”
”Morsomt.”
”Læg den på is og sælg den.”
”Og hvor mange spørgsmål tror du der følger med?” Han tog den afsavede arm og smed den over i containeren. ”Affald!”
”Din lort! Hvorfor gjorde du det?”
”Du skal ikke bruge den mere, vel. Skal du have nano-behandlingen eller ej?”
”Kom med den.”
”Det er min egen cocktail. Har arbejdet på den i et år. Den fucker muligvis med din hukommelse.”
”Kom med den, sagde jeg!”
Stew tog et nålelignende instrument op af tasken og stak det ind i Hirchs venstre øre. ”Du mærker nok et lille stik af fuldstændig ubegribelig smerte, men hold kæft, for vi har ikke råd til at få besøg af politiet, okay?”
Hrich måtte finde bæltet frem og bide igen. Det føltes nøjagtigt som det det var. En bøjelig nål der blev stukket ind gennem trommehinden og helt ind gennem det indre øre.
”Sådan! All done.” Stew tak nålen ud og smerten forsvandt.
Hirch tog sig til øret. ”Hvor langt tid tager det her?”
”Du burde kunne begynde at bevæge den nu. Men skatter, jeg skal skride, de savner mig snart på klinikken.”
Hirch bevægede den nye arm for første gang. Betragtede fingrene mens hun lavede edderkoppebevægelser med dem.
”Hvor længe har vi kendt hinanden, Stew?”
”Hvad fanden ved jeg … seks år, næ, syv? Du var mindre vanvittig dengang.”
”Det var før.”
”Det ved jeg, honey. Anyway, der er noget jeg vil sige til dig.”
Hirch greb fat om halsen på Stew med protesen og løftede ham. Hun klemte til. Hans øjne voksede og han gurglede.
”Pengene, jeg ved det. Undskyld, Stew, men jeg husker dig ikke, og har ikke tid til at snakke.” Hun smed ham tværs over gården. Han lignede en kludedukke da han ramte muren og faldt ned i containeren. Hun kappede låget i. Han stønnede dernede. Så gik hun ud på Struc Boulevard til myldret og bilerne.
Frosten var sat ind. Snefnug dalede. Solen var væk og byen tom. Bag lejlighedernes vinduer var der levende lys.
Hirch skuttede sig og trak trøjen omkring sig. Den nye arm kunne ikke føle kulde, men det kunne resten af hende. Hun vidste hvem hun skulle besøge. Og hun vidste nøjagtigt hvad han lavede lige nu.
Hun drejede op ad indkørslen og stoppede ved porten. Med protesehånden knuste hun låsen og bøjede to jernstænger og krængede sig gennem gitteret.
Lyset bag ruderne i villaen skinnede orange i natten. Gardinerne var trukket for.
Hun gik hen til døren og stak armen igennem den så splinterne fløj til alle sider. Der lød skrig derinde fra. Hun gik gennem hullet i døren.
Varmen og duften af julemaden ramte hende. Hun gik ind i stuen. Der stod han. Svinet. Med en kniv i den ene hånd og på den anden hånd havde han en grillhandske. En and omgivet af en cirkel brunede kartofler lå på et fad.
”Hirch!” Han hviskede det og tabte kniven. Den landede på bordet foran hans kone. Gæsterne sad stadig omkring bordet. To voksne børn, nogle ældre bedsteforældre og et vennepar. Der var ikke andre i stuen. I hjørnet stod juletræet. Pyntet i rød, guld og hvid. Pynten i vinduerne matchede i farve. Dug og bordpynt var i samme nuancer.
”Jeg har penge!” Han havde stadig den idiotiske grillhandske på.
”Jeg vil ikke have penge.” Hun stirrede på ham, holdt hans blik fast.
”Hvad vil have?”
”Min hukommelse tilbage.”
”Det du ved at det kan jeg ikke. Det kan ikke lade sig gøre!”
”Der må findes en måde!”
”Dommeren afsagde netop den dom fordi den er uigenkaldelig.”
”Jeg husker godt dommen, det er alt det før jeg vil have tilbage.”
”Kan ikke genskabes. Det er jo ideen, ikke?” Han forsøgte med et smil. ”Minder skaber os. At slette dem ændrer os, ikke?”
”Har jeg ændret mig?”
Han svarede ikke, men øjnene flakkede til kniven på bordet.
Hirch trådte et skridt frem. Det gav et sæt i gæsterne og de trykkede sig mod hinanden. ”Du tog min fortid. Min familie!”
”Du havde ingen levende.”
Hun slog til en dørkarm så træet splintrede og murbrokkerne ramlede til jorden. ”De levede i mig!”
Han havde kniven i hånden da hun så tilbage. Han stivnede.
”Kom bare.” Hun strakte den kunstige arm frem og åbnede og lukkede hånden.
Han sænkede kniven.
Hirch gik hen til juletræet. Der var gaver under. Alle pakket i rødt, guld og hvidt.
Stilheden i stuen var total. Hun hørte den svage syden fra de levende lys i vindueskarmen og de skrækslagne åndedræt fra gæsterne.
”Jeg kan ikke huske en eneste jul.”
Ud af øjenkrogen så hun at han nikkede. ”Jeg afsiger ikke dommen. Jeg udfører den bare.”
Hun rakte ud efter juletræet med den kunstige hånd, greb stammen, men slap den og vendte sig. ”Jeg har tænkt mig at slå dig ihjel.”
Undertrykte udbrud fra familien og vennerne. Men ingen rørte sig.
Han nikkede. ”Okay. Men lad de andre være!”
Hun så kort på den forskræmte familie. Så nikkede hun og gik tværs over stuen og greb ham om halsen.
”Vær rar,” han kunne næsten ikke tale. ”Ikke her. De må ikke se …”
Hendes kæbe dirrede. Så slæbte hun ham med ud i entreen. ”Dem der følger efter mig dør.” De hulkede inde i stuen.
Han kunne ikke ånde. Det hvide i øjnene blev rødt og han åbnede munden efter luft. En guldtand blinkede.
”Hirch!”
Hun genkendte stemmen og vendte sig.
Stew stod i den smadrede døråbning. I sin lange frakke der flagrede i frostvinden, sneen stod ind omkring ham. Sortblå om halsen og med sår i ansigtet. Og med en kraftigt modificeret revolver i hånden.
Slip ham.” Han løftede revolveren.
”Nej.”
”Du er ikke Hirch mere.”
”Det er derfor jeg er her.”
”Du bliver ikke dig selv af at slå ham ihjel.”
”Det vil stoppe de andre domme.”
Han blev slap i hendes hænder og øjnene blev blanke.
Skuddet bragede gennem entreen. Hun mærkede en smerte i benet. Det gav efter under hende og hun faldt sammen på gulvet ved siden af ham.
Stew og rullede ham uden for hendes rækkevidde
Smerten var intens. Blodet strømmede ud på det hvide gulvtæppe.
Stew gav kunstigt åndedræt. Svinet slog øjnene op og hostede. Han krabbede sig væk og hev efter vejret. Stew lagde revolveren væk og løftede hende.
”Pres på såret, skatter. Jeg har mit kit derude. Jeg lapper dig sammen på nul komma fem.”
Hun lænede hovedet mod hans hals. Klemte på såret med sin egen hånd, holdt om hans nakke med protesen. ”Hvem var jeg før.”
Stew bar hende ud og gik ned ad indkørslen. ”En stor idiot.” Sneen knirkede under hans støvler.
”Du var min idiot.”
Hun smilede og følte sig træt.
Han lagde hende på fortovet uden for gitterporten og åbnede tasken på motorcyklen. Han hev en brænder ud og lukkede såret.
”Hvad med …” Hun så tilbage mod huset hvor der stadig var lys i vinduerne.
”Han overlever. Får sikkert hold i nakken, ligesom mig. Men svinet overlever.”
Han smed hende op på motorcyklen. Sirenerne nåede dem gennem vinden. Snart kom røde blink til syne i den anden ende af Struc Boulevard.
Motorcyklens jetmotor brølede. Hun slog armene om livet på ham og holdt fast. Motorcyklen skød op gennem den kolde luft.
Skyerne stod hvide over dem, sneen føg omkring dem og juletræerne skinnede under dem.
”Hvem er du, Stew?” Hun lagde kinden mod hans ryg. Byen forsvandt under dem.
Han drejede hovedet og gjorde sin stemme dyb:
”Hohoho!”
Hun smilede og lukkede øjnene.
Et juletræ i en stue tonede frem for hendes indre øje. Hun rettede sig op med et sæt. ”Hjemme?”
”Min cocktail, skatter, den fucker med din hukommelse. Glædelig jul fra din hemmelige julemand.”

Posted in Uk |

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *