Historiemæssigt er der måske lige i overkanten af ligheder mellem Avatar og den gamle historie om Pocahontas. Tag og kik lidt på denne omskrivning af Pocahontas. (Klik for et større billede)

Jeg fandt et gammelt interview med James Cameron. Her har han kun to sætninger at sige om skriveprocessen. Men han rammer virkelig hovedet på sømmet – synes jeg – til at skabe historier der sælger.

The process of writing a good script is the process of creating characters that have complete lives, that have complete pasts and that everything that they do within the confines of the two hour piece is determined by everything that went before that. It’s the art of setting up those characters as quickly but as completely as possible.

Der skal ikke herske tvivl om at jeg har glædet mig, og ikke er skuffet over Indiana Jones 4. Her en anmeldelse, og jeg skal nok advare mod spoilers i god tid, så læs bare med.

Dette er en film for Indiana Jones fans, det er ganske tydeligt. Der er mere humor i Indy 4 end i de gamle Indy film, og det er tydeligt at se at filmholdet har moret sig. Harrison Ford giver en god, men noget afdæmpet, fremstilling af en ældre Indy som årene ikke er gået sporløst hen over, hvilket mest kommer til syne når han taler med Mutt, som er det yngre modstykke til Indy. Når det er sagt så kan Indy stadig slå en proper næve, og kampene er gode gammeldags nævekampe med de gamle Indy lydeffekter. Indy er bestemt den samme figur som vi kender fra de gamle film, men der er sket meget i Indy’s liv siden sidst, og dele af det passer ikke helt med min forestilling om Indy.

Men fantastisk var det at se ham tage hatten på for første gang, og helt uden stor fanfare, blot med et langsomt og diskret Indiana Jones tema i baggrunden. Sådan skal det gøres!

Filmen er fyldt med storslåede actionscener, og Indy skifter lidt mellem at være den gamle “I make this up as I go” Indy, og lidt mere tilbageholdende. Indy har stadig sin jungle-intelligens og evne til at løse gåder og finde guldet for enden af regnbuen, og det er ganske enkelt fantastisk at se ham i kostumet igen, selvom bukserne hænger lidt gammelmandsagtigt, men er der noget at sige til det?

Alligevel er det som om filmen er lige lovlig fjollet nu og da. Humor er helt i orden, og faktisk et krav til en god Indy film, men somme tider tager det overhånd. Et andet problem er at Indy konstant hjælper skurkene med at komme videre fordi de truer hans venner. Det ligner slet ikke Indy. Han improviserer og snoer sig ud af situationen. Der er meget lidt spænding i dialogen. Selv når Indy taler med skurkene er der ikke meget ueninghed bortset fra det første kvarters tid.

Nu eksisterer Bogart filmmagasinet ikke mere, men en film som Indiana jones 4 fortjener alligevel at få hatte frem for stjerner. Ud af 5 hatte vil jeg alligevel give Indiana Jones and the kingdom of the crystal skull 4.

Hvis du kommenterer på handlingen, så marker spoilers tydeligt, tak.

Spoilers og afsløringer om plottet følger! Læs ikke videre hvis du ikke har set filmen. Læs ikke videre hvis du ikke vil have handlingen afsløret. Læs resten »

30 sekunder efter forsalget startede havde jeg mine billetter til Indiana Jones 4. Midt i salen i Imperial. D. 21. maj kl. 23:59.

Hvis det skulle være forbigået dig, så var Indiana Jones min barndomshelt. Jeg havde ikke rigtig andre idoler, men forgudede Indy og havde i flere år hat og hjemmelavet pisk hængende på væggen – og en hel hylde i min reol dedikeret til Indy-ting. Den hylde var ikke ulig et alter i udseende. Mit største ønske i mange år var en flodhestepisk som den Indy har. Som dreng forsøgte jeg flere gange at skaffe en, og fandt ud af at de solgte dem i en butik der hed “Det sorte univers”. Jeg forstod ikke helt hvad det var for en butik, og hvorfor folk blev så stille når jeg nævnte den, men under alle omstændigheder kostede pisken flere tusind kroner, og var uden for min rækkevidde. Jeg øvede mig med den hjemmelavede pisk i haven, og stak grene i jorden som jeg kunne kaste pisken om og trække til mig. Jeg blev helt dygtig til det til sidst.

Så det er ikke så meget selve filmen der får mig til at trippe af forventningens glæde disse dage. (Okay uger. Jaja, måneder så. Godt! Godt! År!) For mig er det primært gensynet med barndomshelten der er den store oplevelse. Handlingen er i virkeligheden sekundær – hvilket er en forfærdelig udtalelse for en wannabe forfatter. Sidst jeg trådte ud af biografen fra en Indyfilm var i 1989 sammen med min gode skolekammerat Søren. Vi håbede på en Indy 4 allerede dengang. Alt stod på Indy i tiden efter. Vores formningslærer har uden tvivl været på vanviddets rand med alle de lerfigurer, linoleumstryk, filmplakater og så videre vi producerede over handlingen i de tre Indyfilm.

På et tidspunkt havde jeg set Temple of Doom så mange gange (det var den eneste Indy-film jeg havde på video i starten) at jeg kunne den udenad. Jeg kendte filmen så godt, at da jeg en dag ringede til min gode ven Rasmus, som tilfældigvis havde Temple of Doom kørende i baggrunden, kunne jeg ud fra lyden alene fortælle ham nøjagtig hvad der var på skærmen, hvad den næste replik ville være og cirka hvor mange minutter han var inde i filmen. Den dag i dag kan jeg ud fra filmmusikken stadig genkalde handling, lydeffekter og replikker.

Jeg optog slagsmål fra Indyfilmene på kassettebånd og koreograferende mine egne slagsmål der passede til lydende sammen med min klassekammerat. Vi viste dem for vores forældre som sikkert frygtede at vi ville vokse op og blive til bøller.

Så det er mere end bare almindelig begejstring når jeg siger at jeg glæder mig til Indiana Jones 4. Og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at undskylde min opførsel over for venner og familie, for jeg har været ulidelig at være i nærheden af de sidste par måneder. Bare et eneste ord om Indy og jeg taler i timevis. Der findes ingen i min omgangskreds som ikke har været tvangsindlagt til at se trailere, tv-spots og så videre. Jeg beklager, det går nok over når jeg har set Indy 4 nogle gange.

Traileren til Indiana Jones and the kingdom of the crystal skull er online på IndianaJones.com. Skynd dig hen og se den!

Som du ved hvis du læser med nu og da, så er jeg en indy fanboy. Derfor får alt indy-information lov til at komme her på bloggen selvom det intet har med ord og skrivning at gøre.

Min mening om traileren? Første halvdel er lige lovlig klam og forherligende. Selve klippene fra filmen ser ud til at dække over en potentielt rigtig god indyfilm! Smut nu hen og se den for pokker – hvorfor læser du stadig med her? Af sted!

Lige siden Ringenes Herre filmene kom, har det ligget i kortene at Hobitten også skulle filmatiseres. Nu er det omsider officielt. Hobitten bliver til ikke mindre end to film, og med Peter Jackson (Ringenes Herre instruktøren) tilknyttet. Du kan læse mere på The Hobbit Blog.

Da jeg var i New Zealand sidste år så jeg blandt andet stedet de brugte som Herredet. (Fotos her). Meget af settet står der endnu, da området er privatejet, og New Line Cinema ikke nåede at rive alle kulisserne ned inden deres kontrakt med landmanden løb ud. Det betyder at fyren der ejer jorden tjener, endog meget gode penge på at vise det frem. Men nu bliver New Line Cinema sikkert glade for at settet stadig eksisterer.

Jeg har ikke set en malet filmplakat længe. Indy 4 plakaten er holdt i gammel stil, og selvom der er pyntet lidt på den gamle mand, så er det cool nok.

Alle der kender det mindste til mig ved at jeg er en ukuelig fanboy af Indiana Jones. Derfor skal de nyeste billeder fra Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (aka Indy 4) naturligvis vises her.

Kigger han mon efter krystal kranier?

Eller var den nu også forudsigelig? Min top tre over potentielle Nanna Birk Larsen mordere var trods alt forkert. Hvorfor var den egentlig det? Jeg havde Theis på førstepladsen. Amir på andenpladsen og Morten på trediepladsen. Hvorfor? Hvis jeg havde skrevet Forbrydelsen, ville jeg vælge en person som var taget ud af ligningen. En som ingen mistænkte.

Mange mistænkte fra første færd Vagn. Der er naturligvis en vis stil i at lade den alle mistænker være morderen. Måske endda noget uforudsigeligt. Personligt syntes jeg at det var en smule tamt. Jeg ønskede lige til sidste færd at det var Theis der var morderen. Mit håb var at Theis havde forsøgt at hænge Vagn op på mordet, og Vagn til sidst fandt ud af det, og derfor tog Theis med ud i skoven. Sådan gik det ikke. Vagn var det åbenlyse valg, og derfor hævet over mistænkte i mit hoved.

Generelt kunne jeg rigtig godt lide Forbrydelsen. Jeg var lidt træt af den i perioden hvor der blev præsenteret nye personer og mistænkte i hvert eneste afsnit. Men historien var medrivende og fik mig til at gætte med, men kunne godt have været strammere. Mindst et par afsnit kortere.

Jeg er ikke en af dem der håber på en ny omgang Forbrydelsen omkring efterspillet. Jeg så hellere at man lavede en ny krimiserie. Det lader jo til at gå rigtig godt for DR’s krimiserier. Jeg håber at de vælger at ride på bølgen og skabe mere nyt.

Jeg så Ratatouille i går, og den er smuk, rørende og ikke mindst flot fortalt. Hvorfor kan alle ikke lave film som Pixar? Hvad er hemmeligheden? Måske ligger den i følgende udsagn fra John Lasseter, grundlægger af Pixar:

We don’t make movies to make money, we make money to make more movies.

Men endnu vigtigere ligger hemmeligheden i at Pixar fortæller historier. Mens tilsyneladende endeløse filmserier som Shrek (Ja, der er snak om Shrek 4 og 5) kun er efterligninger af Pixars succes, så ladet det til at Pixar er et af de eneste filmselskaber derude som har forstået at historien er det drivende element. Pixars film vil holde i årtier fordi historierne er persondrevede. Blege efterligninger som for eksempel Shrek, Over the Hedge og Madagascar er pumpede med bipersoner hvis eneste formål er at være morsomme. Pixar fortæller nye historier med friske figurer, som alle har et formål og en mission i historien.

Det virker som om Pixar bruger enorme mængder tid på at finpudse historien og gøre alt for at manuskriptet er på plads inden produktionshjulene drejer. Ikke mindst er Pixar fænomenale til at overraske publikum – måske det vigtigste element i god historiefortælling.

Is there a way you can do this in a more entertaining fashion? Is there a way to get the audience to think you’re going to go left, then suddenly you go right? That’s what makes you excited to get up in the morning.

Siger Brad Bird som var instruktør på Ratatouille og The Incredibles.

Som kommende, eller udøvende, forfatter gør du klogt i at se på Pixars film og sammenligne dem med resten af markedet. Historie og personer er i fokus, og Pixar bruger computergrafik som et redskab til at fortælle en historie på samme måde som du kan bruge dit tastatur.