Jeg deltog for første gang i år og havnede på top 20 ud af 229 deltagere. Min placering spænder fra 11. pladsen til og med 20. pladsen da man har valgt ikke at give 11.-20. pladsen speficikke placeringer. Jeg vælger selvbedraget og regner med at jeg havnede på plads 11. Jeg har oven i købet vundet en premie. Ikke nogen stor præmier, (200 kr) men at komme i top 20 på min første deltagelse er jeg tilfreds med.

Du kan se vinderbillederne her og mine fotos her.

Jeg er glad for placeringen, og det lille selvtillidsløft kommer på et rart tidspunkt, da jeg fornylig startede Gekko Foto.

Som du måske ved arbejder jeg på at blive forfatter. Jeg har nu også startet mit eget firma som fotograf. Derfor volder ordsproget mig problemer. Hvis et billede virkelig siger mere end tusind ord, så gør fotograf-Morten hurtigt forfatter-Morten arbejdsløs.

Firmaet har jeg kaldt Gekko Foto fordi jeg fik en forkærlighed for gekkoer i Thailand. De æder myg! Det er da praktisk. Desuden kan de sidde på vægge og lofter; en egenskab jeg godt kunne bruge som fotograf.

Det her er naturligvis ren reklame. Derfor:

Skal du bruge en fotograf? Måske vil du gerne have en fotograf til oldemors 94 års dag, eller nogle anderledes portrætbilleder af dig selv? Måske skal I bruge nogle fotos til websiden i firmaet, eller til et produktkatalog … kontakt mig endelig. Ring eller skriv, send en brevdue (eller en ugle i disse tider). Under alle omstændigheder så se dig om på GekkoFoto.dk.

Jeg fotograferer en hel del, og har brug for gode batterier til min flash – men har også brug for at flashen oplader hurtigt når den har været affyret. Derfor købte jeg et specialbatterier hos Batteribyen. Batterierne skulle, ifølge min flashs manual, virke. Det gjorde de ikke.

Jeg ringede til Batteribyen og brokkede mig over de defekte batterier, kun for at finde ud af at min flash rent faktisk ødelagde batterierne via for kraftig og hurtig afladning. Jeg blev straks bitter ved tanken om at skulle betale for de ødelagte batterier og blev derfor noget overrasket …

“Dem skal du naturligvis ikke betale for. Det vigtigste for mig er at du får noget du er tilfreds med,” lød det i telefonen.

I løbet af den næste uge sendte Batteribyen en række forskellige produkter som jeg testede. Jeg ringede hver gang jeg havde testet, og i telefonen lød det: “Vent med at betale til du har set om det virker.”

Det endte med at jeg sendte tre batterier og to opladere tilbage. Oven i købet ødelagde flashen som sagt to af batterierne. Batteribyen sendte mig labels til fragten så jeg ikke skulle slippe en krone for den.

Til sidst fandt vi en løsning med 2,000mAh Eneloop batterier som fik ladetiden på min flash ned fra 10-20 sek. til 5 sek.

Det produkt jeg endte med at købe var 100 kr. billigere end det jeg oprindeligt købte, så de penge overførte de til min konto.

Sådan skal det gøres! Der er masser af historier om dårlig service derude, men færre om god service. Hermed en til samlingen.

Jeg forsøgte ikke at trænge mig på, og det synes jeg lykkedes. Jeg fotograferede ikke folk op i ansigtet mens de spiste, og jeg blitzede ikke talere og andre direkte ind i øjnene, men drejede flashen til siden eller op i loftet.

Jeg tog nok flere billeder end en fotograf med årevis af erfaring, og blitzede bestemt en hel del mere. Jeg forsøgte at begrænse blitzeriet, men lysforholdene i den store sal var i bedste fald katastrofale for en fotograf. Jeg tog 306 billeder og udvalgte 36 der var gode. Ud af de 36 er der nok 5-8 stykker som er lige i øjet. Det er præcis som jeg forventede.

Desværre gik mit flash batteri i stykker – jeg har stadig ikke fundet ud af hvorfor. Batteriet holdt pludselig op med at virke – naturligvis i det øjeblik at ministeren ankom og prisoverrækkelsen var få minutter væk. Så jeg skiftede til dødelige AA batterier som gør flashen langsommere til at lade op. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvorfor batteriet svigtede, og det virker stadig ikke i dag. Måske fulgte det bare Murphys lov. Så det må tilbage til sælgeren. Det er ikke mere end halvanden uge gammelt.

Den konference jeg fotograferede til var i øvrigt virkelig interessant. Det handlede om vindenergi, og jeg ville ønske at jeg havde haft mere overskud og tid til at lytte til foredragene. Hvis du er nysgerrig kan du læse om den her, og også her.

- Olympus E-500 kamerahus
- 14-45 mm. 1:3,5-5.6 Four Thirds Zuiko objektiv
- 40-150 mm. Four Thirds Zuiko objektiv
- 2 stk. 2GB CompactFlash kort
- FL-36 speedlight flash
- Pol filter hvis jeg skal fotografere stedet udefra
- Antistatisk klud til at rense objektiver
- Kompakt stativ
- Ekstra batteri til E-500
- Ekstra batterier til Flash
- Laptop til at overføre billeder til i løbet af dagen
- Kortlæser så jeg ikke behøver kameraet til at overføre billeder
- Backup kamera (IXUS V2) hvis mit andet skulle eksplodere

Alt undtagen stativet, samlet i min Crumpler fototaske som jeg elsker højt.

I’m ready to rock n’ roll! Kom bare an alle I kendisser – okay, der kommer kun to, energiministeren og John Donaldson, men de kan også bare komme an! Jeg skyder dem begge – med kameraet altså.

Som den opmærksomme har bemærket forsøger jeg at skjule min nervøsitet bag hardware – den bedste måde. Vi skrives ved i overmorgen når jeg er tilbage.

Gode råd fra jer (jeg kender i hvert fald én) gode fotografer der læser med er meget velkomne.

Men hvad synes I egentlig er det grimmeste og mest irriterende i København? Indtil videre har jeg selv ting som:

- Lasede byduer
- Sort sne/sjap
- Parkeringsautomater
- Offentlige toiletter

Hjælp mig, grib chancen for at få luft; der er længe imellem at jeg direkte opfordrer til brok.

Min ven Alan er skolelærer hernede. Forleden ville han tage et billede af børnene i sin klasse til en skolehjemmeside, men turde ikke. Han fandt senere ud af at det ville kræve skriftlig godkendelse fra alle forældrene.

I Australien taler de ligefrem om at gøre det ulovligt at fotografere børn under et skoleteaterstykke eller til sportsbegivenheder – det gælder også børnenes egne forældre. Argumentet er at fotografierne kan lægges på nettet af skumle personer uden forældrenes accept. Her i New Zealand var der et gymnastikstævne for børn for noget tid siden. Der var totalt forbud mod at fotografere på grund af frygt for pædofile.

Jeg kan godt se ideen, men nej. Det kan ikke være rigtigt at lade frygten for kriminelle styre sit liv i sådan en grad at forældre ikke længere kan fotografere deres egne unger i skoleopsætningen af Folk og Røvere i Kardemommeby, uden at folk ser skævt til dem.

Jeg fik taget et par gode billeder. (De kommer online om nogle dage). Men lige pludselig blev jeg stoppet af en stor fyr. Han lignede en rocker. Kæmpe overarme, langt skæg og tatoveringer. Den eneste forskel var at han var iført en rød security vest.

“You can’t take pictures. Some people may not like it. You have to get a permission.” Sagde han.
Jeg har læst mine rettigheder og ved at det er ganske lovligt at tage billeder på offentligt tilgængelige steder. Også uden at spørge. Derfor svarer jeg så høfligt jeg kan: “But isn’t this a public place…” Længere når jeg ikke. Jeg mente det faktisk. Hvis stedet ikke er offentligt tilgængeligt, f.eks. fordi det er på privat ejet jord, kan han teknisk set godt forhindre mig i at tage billeder.
Security-rockeren tager et skridt frem mod mig så vores næser næsten rører hinanden. Det føles som om der går en sky for solen.
“I told you what to do already!”
Jeg føler mig nu temmelig truet, og nøjes med at nikke til det uhøflige overmenneske foran mig, hvorefter han går videre.

Det mest irriterende ved det her er at ingen ville løfte et øjenbryn hvis jeg bare havde skudt med mit lille point & shot IXUS kamera. Det er udelukkende fordi jeg har et kamera der ligner et proffesionelt at de bliver bekymrede.

Det er sket før at folk har bedt mig om ikke at fotografere hernede. Normalt spørger jeg om jeg kan få en tilladelse et sted, og prøver at være så høflig og smilende som muligt for ikke at ødelægge fotomulighederne for kommende fotografer.

Det skyldes New Zealands lovgivning omkring fotografering. De er simpelthen så bange for pædofile, at fotografer sommetider bliver dømt for at fotografere på offentlige steder. Ifølge New Zealandsk lov om privatlivets fred er det lovligt at tage billeder er folk der befinder sig et offentligt tilgændeligt sted, der ikke er “uden for normen”. (En stripklub eller nøgenstrand kan f.eks. betragtes som uden for normen kunne jeg forestille mig.)

Således fik en New Zealandsk fotograf en bøde for at fotografere en flok gymnasiepiger et offentligt sted – godt nok fotograferede han dem skjult fra sin bil. Selvom det er en temmelig mistænkelig adfærd, og ikke særlig pænt gjort, burde han teknisk set ikke kunne dømmes. Pigerne befandt sig et offentligt sted. Jeg synes i dette tilfælde at bøden var på sin plads, men sagen er interessandt fordi den sikrer folk i New Zealand deres private fred – på offentlige steder. Det kunne være på en hovedgade eller foran en seværdighed.

Hvis vi skal på markedet igen vil jeg forsøge at få en tilladelse, men tror ikke det lykkes. Men hvor ville jeg nyde at stikke den op i synet på rockeren, og så knibe øjnene sammen og håbe på ikke at få bank.