Martin løb ærinder. Det var hvad han lavede de dage han ikke gik i skole. Hvis han var hurtig, og posen ikke var for tung, kunne han sætte sig på sporvognens bagerste trin uden at blive opdaget.
  Martin bragte købmandsvarer ud for far. Ude i byen kaldte de far for ”Købmand Kaj Jeppesen”. Andre kaldte ham ”Spækhøkeren”; det ord havde Martin aldrig helt forstået. For hver kunde Martin betjente gav far ham ti øre. Læs resten »