Undersøgelsen viser samtidig, at overtro især trives blandt de unge. Hele 43 procent af de 18-29 årige betegner sig selv som overtroiske. Det samme gør kun 26 procent af de 60-74-årige.

Jeg har nu på fornemmelsen at de adspurgte ikke skelner mellem at tro på det overtroiske, og at udføre ritualerne. Jeg tror at “bank under bordet”, “syv, ni, tretten” og den slags mere er en hyggelig vane end reel overtro. Jeg tvivler på at folk virkelig tror at der sker en ulykke når en sort kat krydser vejen. Artiklen støtter da også det synspunkt.

– Generelt skal overtro nok mest betragtes som en form for selskabsleg. Når man banker under bordet og siger 7-9-13, er det formentlig mere af vane, end det er en reel tro på, at det rent faktisk betyder noget.

Det vil jeg da faktisk også håbe.

Så skal jeg ud og fotografere med mit firma, Gekko Foto, i morgen. Jeg har fået et job som fotograf for en nystartet webshop der skal sælge børne t-shirts – jeg skal nok komme med et link når webshoppen er online. Jeg har allerede lavet de fleste produktfotos, og skal ud og fotografere 6 børnemodeller mellem 4 og 12 år i morgen. Det skal nok blive interessant.

Derudover skal jeg være yogavikar i FitnessDK på søndag. De vil muligvis ansætte mig som fast tilkaldevikar, hvilket er fint for mig. Forfattere tjener ikke ligefrem vognladninger af penge hvis du skulle være i tvivl, og det gør nystartede fotografer heller ikke. Så jeg klager ikke over en travl uge.

Uanset om I eksisterer eller ej, så vil jeg foreslå at vi dropper hele ideen om religion. Ja, undskyld, men der dør simpelthen for mange mennesker på den konto, så jeg synes vi skal aftale ikke længere at bruge religion.

Jeg forstår godt det bliver tomt uden alle bønnerne og drabene i jeres navn, men … ja, det er bare ikke noget der rigtig virker for menneskeheden. Vi har givet det over 2000 års chance nu – nogle religioner mere end det – og det ser ikke ud til at folk helt forstår den der ide om fred og fordragelighed. Jeg synes vi skal prøve at opnå det mål på en anden facon. Det ser ud som om religion bare tydeligører forskellene mellem mennesker i stedet for at understrege lighederne.

Skal vi ikke bare lave en fælles aftale om at droppe det? Tak fordi I lyttede – hvis I altså overhovedet er der.

Jeg ser på det således: Nogle steder er det forbudt at råbe – biblioteker. Nogle steder er det forbudt at indtage alkohol – busser og tog. Nogle steder er det forbudt at løbe – svømmehaller. Nogle steder er det sågar forbudt at klappe – kirker. Og nogle steder bliver det så forbudt at ryge – det er på drikke- og spisesteder. Det er jo ikke ulovligt at råbe, drikke, løbe, klappe eller ryge.

Jeg er ikke sikker på at passiv rygning er direkte livsfarligt for mig som kunde på en café eller restaurant – det er faktisk tvivlsomt – men for de ansatte der går i det hver dag – det er muligt. Personligt ser jeg bare frem til at mit tøj ikke lugter når jeg kommer hjem fra en café, og at jeg ikke skal spise og drikke ved siden af to storrygere simpelthen fordi jeg synes røgen er ubehagelig, den lugter og den generer mine øjne.

Hold op, siger jeg!

§1 Delagtiggør ikke din partner i dine kropsfunktioner hvis de ikke vedkommer ham/hende.
Stk. 1: Lad være med at prutte højlydt og vær aldrig ligeglad med at din partner er i nærheden og at vedkommende hører (og lugter) det.

§2 Toiletbrættet skal altid vippes ned efter brug, men samtidig er det ikke tilladt at brokke sig over at toiletbrættet er glemt i oppe-positionen.

§3 Efter du har brugt toilettet så se efter om du har svinet det til, hvis det er tilfældet så brug toiletbørsten – ellers bryder du §1.

$4 Det er ikke tilladt at gå rundt i hjemmet med åbne bukser. Ej heller at vise sig nøgen kun iført sokker.

Flere paragraffer er velkomne.

Fedt! Det betyder en klink ekstra om måneden, men også at folk åbenbart kan lide min undervisning.

Måske kan de lide undervisningen fordi jeg ikke tvinger dem til at høre afslappende musik. Måske kan de lide det fordi jeg ikke lærer dem sanskrit. Måske er det fordi jeg ikke blander religion ind i det, eller måske er jeg bare en flink fyr der tager yoga lidt afslappet.

Uanset hvad er et ekstra hold et kompliment som jeg værdsætter og jeg glæder mig til at få dobbelt så mange elever.

Du tager avokadoen mellem tommel og pegeringer, og klemmer den midt på det tykkeste sted for at mærke om den er moden. Tilfredsstiller den ikke dit behov lægger du den tilbage. Har jeg ret? Sig bare ja.

Sådan føler man ikke på en avokado! Du maser den bare sort til den stakkels person (ofte mig) der ender med at købe den. Læg mærke til hvor tit du selv ender med en avokado der er helt sort på hver side af stenen. Det er fordi tyve mennesker før dig har klemt midt på den.

Hvordan gør jeg så? siger du med anger i stemmen. Du tager med tommen og pegefinger helt ude i den tynde ende af avokadoen og føler ganske forsigtigt. Der er ingen sten inde bag ved på dette sted, og det er der du kan mærke om avokadoen er moden. Desuden maser du ikke på den gode del af avokadoen, så skulle du komme til at trykke for hårdt kan den næste stadig få glæde af den bedste del af frugten.

Spred informationen, og rod bod på din synd.

Jeg må nok hellere fortælle hvorfor jeg var på værtshus på Nørrebro i går klokken 15, og hvordan jeg endte i den her situation.

Jeg mødte Søren, en af mine danske venner fra New Zealand, tilfældigt i byen, og vi besluttede at få en øl og snakke lidt. Vi endte på Café Stefanshus. To fyre spillede keglebillard og den skæggede mand jeg nævnte i starten var en af dem. Den anden var en yngre fyr der holdt sig i baggrunden det meste af tiden. Min ven Søren spurgte om vi måtte tage et spil mod dem, det måtte vi naturligvis. Jeg har aldrig spillet keglebillard før, og det lagde jeg ikke skjul på, og vi tog reglerne efterhånden. Vi skrev vores navne på pointtavlen. Den skæggede fyr hed Johannes, og den yngre hed Jack.

Da Søren og jeg havde tabt to spil besluttede vi at lade dem hygge sig, da de tydeligt havde mere udfordring ud af at spille mod hinanden end mod os. Men så sagde Johannes at vi skyldte to omgange.
“Det tror jeg ikke lige vi har aftalt,” sagde Søren.
“Vi kan da være barmhjertige og lave det om til én omgang siden I er nybegyndere,” svarede Johannes.

Herefter fulgte en diskussion hvor de to fyre holdt på at det var da verdens mest naturlige ting. Det var værtshusreglerne! Når man spillede på dette bestemte bord, så var det altid om en omgang. Ellers må man gå ind på amatørbordene i baglokalet.

“Du kan fa’me ikke gå ind på et værtshus på Nørrebro og spille billiard uden at spille om en omgang. Men det ved sådan nogle børn fra Øregård vel ikke,” sagde Johannes.
“Hvis du gik ind på Øregård og spiller billard er det måske om en stribe coke på toiletbrættet, det ville du heller ikke vide,” sagde Søren.
Det fik dem til at grine lidt, men de holdt stadig på deres omgang. Til sidst blev Søren og jeg enige om at give dem en enkelt øl for fredens skyld. Lige op til diskussionen havde de været flinke fyre som vi kunne have fundet på at købe en øl til alligevel.

Vi købte de to øl, og fortalte samtidig bartenderen om sagen. “Han kender sgu ikke noget til værtshusreglerne,” svarede bartenderen. “Han kommer her én gang hvert tyvende år!” Han lænede sig ud over baren og sagde højt til dem: “Man siger det fa’me fra starten hvis man spiller noget!”

De fik deres øl. I flasker, så det var ingen stor udskrivning, og de lignede ikke nogen der virkelig ville have tævet os.

Så nu kender du værtshusreglerne. Man siger hvad man spiller om først! Men spørg alligevel om der står noget på spil inden du starter.