Det er en måned siden jeg sidst skrev. Det skyldes ikke at jeg intet laver, jeg arbejder stadig med plottet til min roman, men den nedsatte frekvens er sandsynligvis på grund af min skrivegruppe. Jeg har fået et sted at lufte ideer og få kritik, og det job har denne blog faktisk i årevis været sted for.

Jeg er ved at nå til en vigtig erkendelse om min roman. Den startede som en krimi/spændingsroman, og det har jeg kaldt den, også når andre skulle give kritik. Men den har nok snarere ændret sig til en udviklingsroman med et mysterieelement. Der er ikke meget krimi tilbage. Det er sandsynligvis en dårlig beslutning når man tænker på ussel mammon, men på den anden side synes jeg at historien er blevet bedre.

Hænderne op! Pengene eller kunsten!

Tavsheden her på bloggen skyldes at jeg har hænderne fulde. Jeg har startet en skrivegruppe og vi har første møde på tirsdag. Der ud over er min kontakt hos Gyldendal taget på ferie uden at vende tilbage til mig, så jeg gennemgår min synopsis igen og tilføjer en del ideer jeg har fået siden jeg sendte den.

Jeg har fået en hel del nye ideer til romanen siden jeg sendte historien, og den nye skrivegruppe håber jeg kan give mig kritik. Det ser ud som om der går omkring 3 måneder mellem hvert svar fra forlaget- og det vel og mærke hvis jeg ringer ofte og rykker, og det er mit liv for kort til – derfor skrivegruppen.

Uanset hvad så er en skrivegruppe nok en god ide. Det er lærerigt at læse andres tekster. Vi er i alt 6 personer i gruppen og jeg tror vi kommer til at passe godt sammen. Jeg glæder mig meget til at møde dem på tirsdag.

Jeg ruger over ideer til historier. Både nye og alle dem jeg har i hovedet i forvejen. Jeg er rastløs efter at have sendt en synopsis over min roman til Gyldendal. Jeg talte med redaktøren forleden da der er gået to uger siden jeg sendte synopsen. Han har ligget syg en uge og har ikke læst den endnu. Han lovede at læse den og sende mig en mail. Men jeg ringer nok til ham om en uge; det er endnu ikke sket at Gyldendal har kontaktet mig. Jeg har altid været den opsøgende. Jeg er nok for utålmodig, men tiden går, og lige nu har jeg faktisk tid til at skrive, men intet projekt. Hvis ikke Gyldendal synes om den nye retning jeg tager romanen i, så er der ingen grund til begynde skriveprocessen.

Tankerne kredser om at renskrive en del af mine gamle noveller og sælge dem billigt som korte e-bøger. Det er efterhånden en del danske e-bogslæsere, og de kunne vel godt bruge en underholdende novelle til 10-15 kr. vil jeg tro. Hvis det ikke er for besværligt og dyrt at sætte et system op til at håndtere det … mere om det senere.

Danmark vågner mens Intercity Lyntog 15 skyder fladt gennem landet før klokken seks om morgnen. Jeg er på vej til Vejle for at undervise. Når jeg ikke skriver, så underviser jeg.

Der er noget udefinerbart ved tidlige morgner som glæder mig. Det er surt at stå op klokken halv fem for at nå et tog, og jeg har en tung fornemmelse bag øjnene, men tidspunktet bringer uventede oplevelser.

På vej til stationen så jeg en 15-års knægt klatre op ad et regnglat nedløbsrør til anden sal og råbe ind gennem en kammerats åbne soveværelsesvindue, at han skulle se at komme op for han havde sovet over sig og nu havde de ringet på til opgangen i ti minutter. Da han gled ned igen føltes det som om jeg så en af de internetvideoer hvor folk kommer til skade. Jeg forventede at se ham miste grebet og falde ti meter ned og brække arme og ben. Men han kom ikke noget til.

Lyset tidligt om morgnen er anderledes. Specielt en overskyet dag som i dag. Det er som om himlen er forvandlet til én stor lampe som nogen har skruet ned for. Lyset kommer ikke fra noget bestemt sted og der eksisterer ingen skygger. Udenfor togvinduet glider marker og træer forbi. Det er næsten vindstille og grenene bevæger sig kun ganske lidt.

Vi holder lige nu og venter på at køre gennem Storebælttunnellen. Desværre er der en prop i det ene tunnelrør i form af et godstog der er gået i stykker. Hvornår vi kan komme videre er ikke til at sige. Landskabet udenfor er stoppet og på den ene side er der marker og på den anden blomstrende buske. Ingen huse. Ingen veje. Ingen biler. Det eneste menneskeskabte er toppen af to elmaster der stikker op bag træerne.

Klokken er blevet fem minutter i syv og vi er lige begyndt at køre igen. Jeg vil prøve at blunde lidt inden jeg ankommer til Vejle omkring klokken otte. Godmorgen til jer.

Jeg har sendt en ny synopsis til Gyldendal i går. Det er nu tredje version min roman med arbejdstitlen Lydspor jeg leverer til Gyldendal. Den første version var om en seriemorder. Den anden version var om en bortført politiker. Denne tredje version handler om hovedpersonens familie. Den er mere persondrevet og trykkende i stemning og mindre “mainstream og plotdrevet”.

Jeg har skrevet mange skitser til historier efterhånden, og får altid venner eller familie til at give kritik. Det er første gang at jeg er gået mod stort set alle anbefalinger og bevaret en synopsis som langt de fleste ikke syntes var en forbedring i forhold til de tidligere versioner. Men nu er det sådan at jeg er forfatteren! Ha! Og desuden kunne Gyldendal ikke lide de gamle versioner. Men det føles nu underligt at gå mod anbefalinger fra venner hvis dømmekraft jeg har stor tiltro til.

Jeg sveder over den nye historie til Lydspor. Alt for mange muligheder og alt for meget der skal passe sammen. Det er ikke noget problem at få ideer, men at få dem til at hænge sammen med personens motivation, at flette de forskellige historietråde sammen og skrive lyd ind i “billedet” er så svært at jeg er ved at gå død i alle de versioner af historien jeg efterhånden har været igennem og forkastet.

Ideer til plotkonstruktion og den slags er meget velkomne.

Som du ved kan en forfatter ikke skrive på en hvilken som helst computer. Det kræver en ordentlig skærm og en fed maskine. Hvis andre forfattere skriver godt på gamle computere eller måske endda på skrivemaskine så er det rent held. Derfor er der nu en iMac 27″ på vej til denne forfatter.

Jeg er sikker på at mine bøger bliver bedre jo bedre hardware jeg har. Det er sådan det virker … ikke?

I går gjorde jeg noget som jeg ikke har gjort i 14 år. Jeg pakkede min Amiga 1200 i en rygsæk og drog ud i den danske forårsaften – på vej til Amigatræf sammen med en flok gamle nørder. (Aka mine venner)

Min Amiga 1200 har ligget i kælderen i 7 år uden at være tændt, og den fungerede stadig upåklageligt. Hardwaren er en Motorola 68020 2 mb chipram og 4 mb fastram! 68882 FPU og ikke mindre end 260 mb harddisk sidder der i den. Wohoo!

På trods af at de har været slukket i 7 år havde den stadig dato og klokkeslet rigtigt bortset fra at den var på sommertid.

Det var hyggeligt og nostalgisk at sidde foran Amigaen igen og nu ryger den så i kælderen i et par år endnu til næste gang.

Da jeg var 23 lovede jeg mig selv at jeg ville være udgivet inden jeg blev 25. Det var lettere sagt end gjort siden jeg på det tidspunkt ikke vidste meget om at skrive. Det lykkes dog at få en novelle udgivet i en antologi, så egentlig nåede jeg målet. Men i mit hoved var ”udgivet” altid synonym med at have en roman udgivet, så jeg støttede mig til novellen, men følte ikke at det var ”rigtigt”.

Jeg fyldte 32 i fredags og er lige blevet far til mit andet barn. Jeg har et godt job og en fantastisk familie, men stadig ingen roman udgivet. Hvor står jeg nu? Der er sket meget i de sidste måneder. Mødet med Gyldendal har betydet at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg bliver udgivet. Det er et spørgsmål om overskuelig tid.

Tid? Hvordan får jeg tid til at skrive med job og to børn?

Forfattere skriver. Alle andre kommer med undskyldninger.

Det lyder mere dramatisk end det var. Nej, vent, det gør det faktisk ikke. Rosa havde veer i skiftende styrke siden i går morges, men sidste gang hun fødte var det med veer i fire dage, så vi tog det ikke så alvorligt endnu. Vi blev enige om at jeg lige puttede Maja, og så kunne vi se om vi skulle af sted. Maja var kulet ned klokken 19 og på det tidspunkt var Rosa godt nok begyndt at puste lige lovlig meget. Hun ringede til fødegangen og vi blev enige om at tage af sted.

Med Maja hjemme kunne vi ikke bare smutte, så jeg ringede til mine forældre der var en lille halv time væk. Men efter få minutter var det tydeligt at de ikke kunne nå herind og se efter Maja før fødslen gik i gang. Så jeg ringede på hos naboerne. Ingen hjemme. Jeg ringede på hos underboerne. Ingen hjemme.

Så sagde Rosa at hun havde pressetrang og så ringede jeg efter en ambulance. Kort efter gik vandet. Og efter ti lange, gispende minutter ankom to ambulancefolk. På det tidspunkt havde jeg lagt et håndklæde ud på badeværelsesgulvet og givet Rosa nogle puder under hovedet, og der lå hun så og forsøgte ikke at føde endnu.

”Efter næste ve,” sagde den ene Falckredder, ”så sætter vi dig op på båren og så tager vi til Hvidovre Hospital.” Men efter næste ve var det tydeligt at Rosa absolut ikke skulle nogle steder. ”Så klarer vi det sgu her,” sagde han.

Jeg kunne ikke komme ind på badeværelset på grund f den måde Rosa lå på, så alt jeg kunne gøre var at råbe til hende at hun var for sej, at hun sagtens kunne og at det gik rigtig godt. Jeg ville gerne have holdt hende i hånden, men der var ikke plads til flere mennesker på badeværelset, så det gjorde den ene af falcredderne.

”Så Rosa,” sagde den ene falckredder. ”Så gi’r du den gas!” Ikke sådan en jordemorder ville havde sagt, tænkte jeg, men det så ud til at virke. ”Han er ude næste gang,” sagde falckredderen. Hvad ved han om det? tænkte jeg. Sidste gang var det ikke lige så let.

Men så hørte jeg den mest fantastiske lyd. Skrøbelig glasgråd først, og så et vræl. Da Maja kom ud havde hun ikke kræfter til at græde og lægerne indlagde hended det samme, så at høre ham græde var helt fantastisk. Ni minutter efter Falck ankom var den lille født.

Derefter var alt stille og roligt. Vi havde tid til at samle os. Mine forældre ankom midt i fødslen og jeg gennede dem ind i stuen hvor de havde været ind til nu, men nu var der tid til at give dem et knus og berolige min rystende mor med at både den lille og Rosa havde det godt.

Rosa sad med den lille på en båre og vi kørte til hospitalet i ambulancen. Rosa og barnet skulle lige tjekkes. Ingen problemer og vi var hjemme klokken 00:30. Fem timer efter fødslen. Han er 51 centimeter lang og vejer 3,3 kg.

Jeg kommer aldrig til at se badeværelset på samme måde igen. Desuden er jeg atter blevet overbevist om at jeg har den sejeste tøs af en kæreste.

Billeder? Ja, her er de.